KOMMENTAR. »This time, I won’t be complacent«, skråler Mark Hoppus og Tom DeLonge unisont på ’Anthem Part 3’, der åbner Blink-182’s niende album, ‘One More Time…’.
Det lyder som en undskyldning. Ikke bare til de millioner af fans, der i årevis har måttet tage til takke med Alkaline Trios Matt Skiba som underpræsterende stand-in for DeLonge, efter at forsangeren i 2015 forlod bandet for at dedikere sig til sin UFO-research. Men også til hinanden.
Alene sangtitlen burde være nok til at få nostalgien til at banke i blodet, hvis man – ligesom undertegnede – har dyrket bandet siden storhedstiden i 00’erne. For med ‘Anthem Part 3’ har trioen nu endelig afsluttet den trilogi, de påbegyndte på ’Enema of the State’ for snart 25 år siden.
Nummeret begynder endda med noget nær den samme kombination af tordnende trommer og arpeggio-figurer, der indvarslede toeren fra ’Take Off Your Pants and Jacket’ fra 2001. Det lugter langt væk af fanservice.
Men det virker. Det er en værdig afslutning på trilogien. ‘Anthem Part 3’ blegner måske en lille smule i sammenligning med både 1’eren og 2’eren, men den er mere ’Return of the Jedi’, end den er ’The Godfather Part III’.
Blinks imødesete comeback er pakket med den slags easter eggs, der er som skabt til at bringe voksne mænd til tårer.
Endnu mere selvmytologiserende går det for sig på det akustiske titelnummer, der at dømme ud fra YouTube-kommentarfeltet gjorde netop det ved premieren i september.
»I wish they told us, it shouldn’t take a sickness / Or airplanes falling out the sky«, filosoferer Hoppus og refererer både sin egen nylige kræftsygdom og Travis Barkers flystyrt, der var tæt på at koste trommeslageren livet i 2008.
Netop Hoppus’ diagnose er grunden til, at ’One More Time…’ overhovedet er en realitet – akkurat som Barkers egen nærdødsoplevelse var katalysatoren for trioens seneste reunion-plade, ’Neighborhoods’ fra 2011.
I et nyligt interview Apple Musics Zane Lowe fortæller Hoppus, hvordan han og DeLonge genetablerede kontakten under hans kræftsforløb. De lovede hinanden, at de ville turnere sammen igen, hvis blot bassisten slap levende igennem sin sygdom.
Det gjorde han heldigvis. Hoppus blev erklæret kræftfri i september 2021. Og de to venner holdt deres løfte.
Sygdomsforløbet udpensles endnu mere direkte på ’You Don’t Know What You Got’, hvor Hoppus i andet vers beskriver sin kemobehandlede krop som værende decideret giftig. »No kiss to send me away / It wouldn’t help anyway«, lyder det i sangens andet vers.
Det er tungt stof. Men ‘One More Time…’ er også mere end det.
Nej, Blink-182 er ikke blevet voksne
Indtil nu er comeback-albummet blevet kørt i stilling som en slags coming of age for den midaldrende trio. De internationale medier er nærmest faldet over hinanden for at citere »Well, I guess this is growing up«-hooket fra gennembrudshittet ’Dammit’.
Men det er kun halvdelen af sandheden. For albummet byder også på de mest ligefremme poppunk-smaskere, trioen har begået, siden de i 00’erne kunne vride en slagssang ud af ordene »shit, piss, fuck«.
Singleforløberen ’Dance With Me’ og dens hæsblæsende »olé, olé, olé«-omkvæd besidder samme knuselskelige ungdomsnaivitet, der sikrede trioen moshpit-klassikere som ’First Date’ og ’The Rock Show’. Selv skilsmissesangen ’Bad News’ lyder som en fest.
Og så er der den vidunderligt kaotiske ‘Turpentine’ – albummets bedste nummer – der beviser, at man sagtens kan kombinere melodrama og penisjokes. Blink kan i hvert fald godt.
Joke-sangene er også tilbage. Fra den 30 sekunder lange hardcore-skæring ’Fuck Face’ (med Barker på vokal!) til den endnu kortere ’Turn This Off!’, hvor Hoppus synger om for tidlig sædafgang, og DeLonge synger om … ja, prøv engang selv at lytte efter.
Så nej, Blink-182 er ikke blevet voksne. Til tider lyder det faktisk, som om de er blevet yngre.
Mit 15-årige jeg jubler over, at det her album faktisk findes. Men selv jeg kan godt se, at ‘One More Time…’ ikke er noget mesterværk.
Især fordi trioen efter poppunk-legenden Jerry Finns død i 2008 denne gang har overladt producertjansen til Barker, der drukner sine bandkammerater i pitch-korrektion, og som tydeligvis har konkluderet, at han er gruppens vigtigste medlem.
Bevares, Barker er – stadig – en forrygende trommeslager. Men vi vil også gerne kunne høre de andre, ikk’?
Visse steder kammer Peter Pan-syndromet også over. Selv som livslang fan er det svært ikke at krumme bare en lille smule tæer, når familiefar Tom i en alder af snart 48 år synger om at snave natten lang og kneppe kristne piger i kirken.
Men det er stadig bedre, end jeg havde turdet håbe på. Det virker utroligt, at det her album overhovedet eksisterer, men at det er deres bedste album i 20 år – for ja, det er det – er nærmest mirakuløst. Et lille, lummert mirakel.
Velkommen tilbage, Blink. Shit, piss, fuck, hvor har jeg savnet jer.