Blink-182 beviste, at man aldrig bliver for gammel til din-mor-jokes og powerakkorder
De var hele min barndom. Eller i hvert fald en stor del af den.
Det første guitarband, jeg for alvor forelskede mig i. Mit gateway-drug til The Cure og mit soundtrack til at falde på skateboard.
Jeg har grint til ‘Mutt’ og grædt til ‘Adam’s Song’. Øvet basriffet til ‘Carousel’ så mange gange, at jeg kan spille det i søvne.
Blink-182’s Royal Arena-koncert var en drengedrøm, der gik i opfyldelse.
Så hvorfor var jeg så skidenervøs?
Måske fordi jeg frygtede, at mine barndomshelte ikke var i stand til at bestige den piedestal, jeg i sin tid satte dem op på.
Eller måske fordi jeg inderst inde godt kan se det fjollede i, at tre midaldrende mænd turnerer verden rundt med en sang om en bedstefar, der skider i bukserne efter at have spist for mange hotdogs.
Mest af alt var jeg nok bange for, at jeg var vokset fra dem. At jeg ikke længere kunne finde glæde i deres skødesløse poppunk og platte humor, og at jeg var blevet voksen, mens de var fastfrosset i teenageårene.
Tom DeLonge, Mark Hoppus og Travis Barker virkede da heller ikke til at være blevet en dag ældre, da de gik på scenen til lyden af ‘Also Sprach Zarathustra’, blot for at lade Strauss’ tonedigt glide over i ‘Anthem Part Two’.
Tom sang ad helvede til. Og autotunen gjorde det på en eller anden måde kun værre.
Under ‘lev stærkt, dø ung’-hymnen ‘Reckless Abandon’ sang han knap nok sine linjer til ende. Havde jeg ikke kunnet teksten til ‘Dysentery Gary’ udenad, havde jeg aldrig gættet, hvad han mumlede.
Til gengæld lignede han en, der aldrig har haft det sjovere.
Sidste år vendte den rumfikserede frontmand som bekendt tilbage til moderskibet, efter at han i 2015 forlod bandet for at fokusere på sin UFO-research.
Ikke overraskende havde han et smøret hvad-sagde-jeg-smil på læberne, da vi nåede til sangen ‘Aliens Exist’.
»Congrats Tom, you were fucking right«, bemærkede Mark, og Tom uddybede: »About UFO’s, motherfuckers«.
Mark sang markant bedre. Især den synkoperede ‘Feeling This’ klædte hans standhaftige baryton, der alle dage har været et beroligende modstykke til Toms nasale snerren.
Men det var selvfølgelig Travis, der for alvor brillerede på det tekniske plan.
Ikke mindst under en emo-rocket outro til ‘Down’, hvor trommeslageren stik modsat sangens titel steg til vejrs i arenaen. Under den mestendels percussion-drevne ‘Violence’ spillede han endda med bind for øjnene. Eller nærmere bestemt med sin t-shirt for øjnene.
Der har altid været noget pudsigt over sammensætningen af et generationstalent som Travis og hans to følgesvende, der sværger til powerakkorder og simple riffs.
Men i Royal Arena stod det klart, hvad det er, Tom og Mark bringer til bordet. Det er karisma. I musikken, men også mellem numrene, hvor deres elskværdige dynamik og uudtømmelige arsenal af din-mor-jokes stjal showet.
»Copenhagen sounds so much better than Brussels. Man, fuck that place, people were so ugly there«, jokede Mark med henvisning til turnéens seneste stop.
»Copenhagen means handjob«, tilføjede Tom.
I sidste ende gjorde det heller ikke alverden, at Tom ikke kunne synge. Det var jo nostalgien, vi var kommet for. Og den fik vi i rigelige mængder.
Topløse mænd i trediverne skrålede med på hvert et skældsord. Jeg så en af dem knibe en tåre til en sang om at have nerver på inden første date. Der var moshpits og hoppedans. »What’s my age again?« sang Mark fra scenen, og ikke en eneste blandt publikum må have følt sig en dag over 15.
Mod slutningen af koncerten blev det mere alvorligt. Først med skilsmisseberetningen ‘Stay Together for the Kids’, så med den gotiske ‘I Miss You’.
Og så kom den. ‘Adam’s Song’. Lige så sønderrivende, som jeg huskede den. Endda med en monolog fra Mark, der koblede sine suicidale teenagetanker til forrige års kræftdiagnose.
Blink har jo altid været mere end bare plat humor. De har også dybde.
Det mindede trioen os om, før koncerten blev rundet af med en tour de force gennem hitkataloget, der ganske passende sluttede med signatursangen ‘Dammit’. Gennembruddet.
Og sangen om den hotdog-glade bedstefar, der skider i bukserne? Den spillede de også. Heldigvis.
For i Royal Arena beviste Blink-182, at man aldrig bliver for gammel til din-mor-jokes og powerakkorder.
Jeg gør i hvert fald ikke.
Kort sagt:
Blink-182 leverede et nostalgisk poppunk-brag i Royal Arena. Trioen bliver tydeligvis aldrig for gamle til din-mor-jokes og powerakkorder, og det gør jeg åbenbart heller ikke.