De fleste har efterhånden bemærket, at Taylor Swift er i gang med at generobre ejerskabet over sin gamle musik ved at genindspille den i sin ‘Taylor’s Version’-serie.
Hos nogle af de største pladeselskaber i verden er begejstringen for den tendens knap så stor. Universal Music Group, Sony Music Entertainment og Warner Music Group – kendt som de tre store major labels – har nemlig gjort det sværere for artister at følge Taylor Swifts eksempel. Det skriver Billboard.
Helt konkret har pladeselskaberne omstruktureret deres kontrakter, så nye artister bliver nødt til at vente op til 30 år, inden de må genindspille deres musik.
Ifølge nogle af artisternes talspersoner er sådanne tiltag problematiske:
»Første gang, jeg så det, prøvede jeg at få det fjernet«, udtaler advokaten Josh Karp, en advokat der repræsenterer artister, til Billboard.
»Jeg var sådan: Hvad er det her? Det er underligt. Hvorfor ville vi indvillige i yderligere restriktioner end dem, vi før har sagt ja til med det samme pladeselskab?«.
Andre er dog knap så kritiske:
»Det støder mig ikke så meget. Det er sjældent, at man er i en situation, hvor spørgsmålet om genindspilning overhovedet er relevant«, siger SZA’s advokat, Josh Binder.