Hvis TopGunns nye album er lyden af en ‘DK GOAT’, står det skidt til for dansk hiphop
‘DK GOAT’. Danmarks Greatest of All Time. Sikke en titel til en hiphopplade.
På papiret elsker jeg, at TopGunns nye album har det niveau af selvsikkerhed allerede i titlen. Det er en af hiphops ældste discipliner at erklære sig bedre end modstanderen. Men så skal man altså også levere et værk, der viser, at man er tronen værdig.
Som da Kanye og Jay-Z i 2011 erklærede sig for amerikansk hiphops konger med albumtitlen ‘Watch the Throne’, hvilket musikken rent faktisk var i stand til at leve op til. ‘DK Goat’ er derimod otte numre på i alt 20 minutter. Velsagtens minimumlængden for i det hele taget at blive kaldt et album.
Ganske opsigtsvækkende byder tracklisten heller ikke på nogen af hans tre storhittende 2023-singler, ‘10% mere’, ‘Lad mig gå’ og ‘For altid’. Det er jo ikke, fordi han mangler materiale. De tre sange er bare alle langt mere poppede, end ‘DK Goat’ har til hensigt at være.
Og bevares, TopGunn kan rappe bedre, end man nødvendigvis går og tror. Et klasseeksempel på dette er titelnummeret, hvor han har fundet et skarpt, catchy flow, og hvor hans ordspil rammer med en sådan hastighed, at man knap nok kan følge med.
Det ville være albummets bedste nummer, hvis ikke han ødelagde sangens momentum med nogle totalt usmagelige linjer om sin voldsdom fra 2016.
»Jeg blev dømt for at bokse på en pige / hvis jeg virkelig havde gjort det, havde det været som Tyson / og det’ sikkert, fordi jeg ik’ gad hende nok / havde jeg lyst, havde hun suttet som en Dyson«, lyder det i første vers.
Én ting er, at han benægter et overfald, der er offentlig video af. Men hvis det var sket, havde hun altså fortjent det, mener TopGunn. Og hvad skal der egentlig til for at fortjene tæsk fra en dansk rapstjerne? Åbenbart at man er interesseret i ham, uden at han gengælder interessen.
Sig hvad du vil om, hvordan Suspekt objektiviserer kvinder, men på blot 20 minutter oser TopGunn af langt mere toksisk maskulinitet end Albertslund-trioen. På sangen ‘Trials & Crosses’ rapper TopGunn, at »hvis hun har ramt fire ud af fem af de her drenge, har jeg svært ved at gi’ hånden til dig«.
Slut-shaming er åbenbart stadig på menuen, venner.
Røvhulsenergien er så gennemtrængende på ‘DK GOAT’, at jeg faktisk er i tvivl om, hvorvidt det mon er med vilje. Er det et værk, der udforsker, hvor vores mest destruktive følelser får os hen i stil med eksempelvis Kanyes ‘808s and Heartbreak’?
Det nummer, der bedst understøtter den hypotese, er den Drake-kanaliserende breakup-sang ‘Minder & drømmene’, der lukker albummet. Her giver TopGunn sig selv et klap på skulderen for ikke engang at tage sin ekskærestes telefon eller pinkode fra hende og kalder sig selv »en gave«.
Men udforsker han rent faktisk noget interessant ved at tage manipulatorens synspunkt, eller er det bare som at være på telefonen i tre minutter med en autotunet, manipulerende ekskæreste? Jeg hælder til sidstnævnte.
Størstedelen af albummet er imidlertid ikke toksisk. Det er bare generisk. ‘Bump’ er et generisk sexjam, ‘Copenhagen’ er en generisk sang om rejsen til toppen. TopGunns produktioner er behagelige, men de stikker aldrig ud.
Hvis det her er lyden af en ‘DK Goat’, står det skidt til for dansk hiphop.
Kort sagt:
TopGunn erklærer sig den bedste danske rapper nogensinde ved at udgive otte generiske tracks, der flere steder oser af toksisk maskulinitet.