King Krule fik Store Vega til at spinde som en mis – bogstaveligt talt
Efter et fravær af koncerter på dansk grund i cirka seks år fik Archy Marshall, manden med de tusinde musikalske facetter, som alle kender som King Krule, endelig lov til at gøre sin genkomst i Store Vega.
Han har været aktiv, udøvende og udgivende siden 2010, og selvom han nærmer sig de 30, virker han til dels stedsegrøn og evigt ung, men også wise beyond his years. Måske er det den overbevisende musikalske kunnen bakket op af en tilbagelænet coolness, der gør det. Jeg ved det ikke.
Eller måske er det musikkens alsidighed. Der er referencer til alle mulige ting fra især 70’erne, 80’erne og 90’ernes forskellige britiske strømninger. Således hører man både Billy Braggs klaustrofobiske minimalisme, The Streets’ dumsmarthed, Television Personalities’ melankoli, Raincoats’ cuteness og Flying Lizards’ weirdness.
King Krule er Damon Albarn og Graham Coxon samlet i én, men han er ikke Blur. Giver det mening? Nej? Det behøver det heller ikke.
Han besidder en vild evne til at slingre mellem hermetisk forseglede, hemmelige musikalske lommer og bombastiske, ekstroverte energiudladninger. Musikken synes at være skabt under en tung feberdyne, hvor den ulmer, indtil den i livekontekst får lov til at eksplodere.
I Store Vega fik den da heller ikke for lidt. Mange af de mere afdæmpede numre blev drevet godt ud over stepperne i nærmest big band-agtige, gameshow core-versioner med James Wilson, en tonstung minimalistisk bassist, i samspil med en exceptionel dygtig George Bass på trommer, en bundsolid bandleder i form af Jamie Isaac på keys og Jack Towell som jangly andenguitarist, der akkompagnerede Marshalls skurrende guitar.
Og så var der argentiske Ignacio Salvadores, en saxofonisk sprællemand, der også agerede hypeman. King Krules svar på Bez fra Happy Mondays. Hans sax-spil var der intet i vejen med, men han tog måske lidt for meget visuel opmærksomhed, om end det var ret fedt, da han spillede ‘Simpsons’-temaet som hale på ‘Pink Shell’.
Med jazzakkorder, breakbeats og snøvlen ramte de nærmest plet ved hvert eneste nummer på sætlisten, som i høj grad var baseret på materialet fra Krules seneste plade, ‘Space Heavy’. Men der var også hits fra bagkataloget.
Især publikumsfavoritten ‘Stoned Again’, som jeg håber låner sin titel fra det legendariske værk af Robert Crumb, fik ben at gå på. Til sidst i sangen flettedes sangmelodien fra de jamaicanske mestre The Congos’ ‘Fisherman’ ind, og det viste, hvor højt kompleksitetsniveauet er på disse live-arrangementer af de mere spartanske pladeudgaver.
På ‘Dum Surfer’, ‘Pink Shell’ og den nyklassiske ‘A Lizard State’ viste Marshall, at han overlegent mestrer det, som så mange af de aktuelle brexit-bands gør halvhjertet eller overtænkt. Det er ærlige postpunk-sange, der formår at holde sig på den gode side af det prætentiøse. Nu hvor jeg tænker over det, er det måske i virkeligheden King Krule, der har opfundet den genresuppe, som Shame, Idles, Black Midi og Squid svømmer rundt i.
Og apropos suppe: Inden det sidste nummer i det ordinære sæt – den sært dragende ‘It’s All Soup Now’ – beordrede kongen sine undersåtter at mjave som katte. Hengivne og uden at tøve mjavede hele Store Vega.
Nummeret ringede ud, bandet forlod scenen, men Vega-katten lå nu på ryggen, klar til at blive kløet på mavsen. Rummet begyndte at spinde som en mis, og som en slags febrilsk måde at presse en sidste dråbe mælk ud af ham, begyndte den store samlede katteskikkelse at banke på vægge og trampe i gulvet, indtil han ene mand iført guitar, badet i blåt lys, kom tilbage og spillede sidste nummer, megahittet ‘Out Getting Ribs’.
Tilbage til udgangspunktet. Manden alene. Troede man. Men pludselig blev han atter bakket op af sit fænomenale band i et meget afdæmpet lune. Sikke en måde at slutte en fuldstændig fortræffelig koncert.
Kort sagt:
King Krule fik publikum til at spinde som en veltilfreds kat. Kun en overgearet saxofonist kunne aflede opmærksomheden fra det dystre, men også humoristiske univers, som foregår under Archy Marshalls feberdyne.