D1ma er mand for den sikreste popfest i landet lige nu – men han kunne være mere end det
For nu at få den sag ud af verden med det samme, så var D1mas besøg på Store Vega torsdag – den første af to koncerter lige efter hinanden – en afsindig fest.
Et ungt og festklart publikum fik, hvad alle den maskerede popkamæleons millionhits lovede på forhånd af eksplosiv The Weeknd-synth, Artigeardit-indignerede flows og trancet housepop med stænk af reggaeton og afrobeats.
Showet på D1mas ’Ev1gt&alt1d’-tour var omtrent det samme som ved sommerens festivaler.
Dj’en stod i en ufo bag hovedpersonen, en håndfuld kutteklædte korsangere sluttede sig til undervejs, og det samme gjorde en danser i gråzonen mellem b-boy og torsdagsfuld fodboldfan.
Skælvende subbas gik lige i kroppen fra start, mens en rød ørkensol steg til vejrs på videoskærmen under ‘Forsvinder aldrig’.
Kort efter faldt en astronaut den modsatte vej under en hidsigt trancende ‘Frihed’, hvor blandingen af våd vokal og knastørre kantslag skabte følelsen af akut iltsvind som i det ydre rum.
Det var egentlig koncertens mest poetiske øjeblik.
Den faldende astronaut på den opretstående videoskærm som billede på D1ma selv, der bag masken autotuner og rapper sig gennem linjer om ensomhed og svigt.
»It’s lonely out in space«, som en anden popstjerne med appetit på udklædning engang sang.
Men D1ma var ikke et menneske i frit fald på scenen. Han var i total kontrol, godt hjulpet på vej af en kraftig backingvokal og et mix uden det helt store live-udtryk.
Da han fik besøg af Clara Sofie på ‘Baglæns’, var hendes vokal svær at skelne fra en indspilning, ligesom det kutteklædte kor og den ellers neosoulede Caroline Dubois sang med syntetiske stemmer i koncertens anden halvdel.
Det siger jeg ikke for at pege fingre ad autotune og lignende software, som på mange måder har gjort stemmen til et ret spændende eksperiment i det 21. århundredes pop.
Jeg siger bare, at en lignende kometkunstner som Tobias Rahim får mere ud af teknologien, fordi han hele tiden leger med bruddet mellem det analoge og det digitale.
Den tvivl, der også hos Rahim er helt central for teksterne, sætter sig igennem i lyden som en slags virus eller aktivt traume. Selvom du ikke lytter efter teksten, kan du høre, at noget er galt.
Når D1ma autotuner sin vokal, er det omvendt så entydigt og driftsikkert, at det i en live-situation hurtigt kommer til at ligne en flugt fra lyrikken.
Det var sådan, jeg oplevede koncerten i Store Vega. Som en kunstner, der ikke helt fik givet de mørke sider af sit projekt nok plads, fordi fokus var på festen.
Ufoen, de kutteklædte sangere og den gakket-bøvede danser virkede i det lys som teatralsk distancering. Og ret sigende gik det sårbare falset-punch i det vildt besættende ‘I Know’-omkvæd næsten tabt i det dunkende mix.
Ærgerligt, for D1ma er, trods maske, en sært nærværende performer. Hans bevægelse på scenen og gestik med hænderne fortæller historier i sig selv, og under ‘Herude’ var han helt nede i gulvhøjde for at spytte sit ætsende flow ud.
Det var ikke masken, der var problemet. Selvom den må være træls at have på.
I starten af koncerten, inden ‘Kenti Hayati’ morphede over i ‘Moonlight’, fandt et marokkansk flag vej til scenen (ifølge Reddit-rygter skulle rapperen have marokkanske rødder), og D1ma virkede usikker på, hvad han skulle gøre af det.
Der var et øjebliks kontroltab. Mere af det, tak!
Kort sagt:
D1ma havde sit festivalshow med på Store Vega, og tidens mest ubesværede hitmager var i total kontrol. Måske også for meget i kontrol.