Kommer der nogensinde en opfølger til ‘Blonde’?
Jeg håber det. Men jeg har efterhånden affundet mig med, at det ikke nødvendigvis bliver tilfældet. At hans syv år gamle storværk potentielt kan blive det sidste, vi hører til albumkunstneren Frank Ocean.
Og måske er det okay. Manden skylder os jo ikke et album. Desuden har Frank allerede opnået mere, end de fleste musikere gør på et helt liv. Hans eftermæle er cementeret, uanset om han aldrig så meget som fløjter igen.
Her har vi kåret hans 10 bedste sange. Og tro mig, når jeg siger, at der har været rift om pladserne.
Nogle vil eksempelvis nok undre sig over eksklusionen af en fanfavorit som ’Ivy’. Hertil må vi bare sige, at nummeret ganske enkelt er for simpelt til at kunne måle sig med Franks bedste værker.
Andre svære fravalg tæller ’Seigfried’, ’Pink Matter’ og ’Endless’-deepcuttet ’Unity’. Og for den sags skyld ‘American Wedding’. Og ’Solo’. Og … I forstår pointen. Det er Frank Ocean, vi snakker om. Vi kan ikke have det hele med.
Men ikke mere udenomssnak. Lad os komme til sagen.
10. ‘(At Your Best) You Are Love’ (‘Endless’)
Frank Ocean er en af nyere tids mest originale sangskrivere, men ironisk nok har cover-sange historisk set resulteret i noget af hans bedste materiale.
Et godt eksempel er hans skønne fortolkning af ‘Moon River’. Eller endnu bedre: Hans bud på ‘Close to You’, der med sit afsluttende Stevie Wonder-sample vel i virkeligheden nærmere er et cover af et cover (cover-ception!).
Med ‘(At Your Best) You Are Love’ har vi også at gøre med et slags cover af et cover. For selvom sangen ganske vist tilhører The Isley Brothers, er der ingen tvivl om, hvem Frank hylder her: Nemlig forbilledet Aaliyah, der i 90’erne hittede stort med sin egen fortolkning af balladen.
Det visuelle album ’Endless’ er – i endnu højere grad end søsterudgivelsen ’Blonde’ – mere en vibe, end det er egentlige sange, men ’You Are Love’ er den gyldne undtagelse. Fem himmelske minutter, der kan sagtens stå alene.
Bemærk i øvrigt, at strygersektionen er komponeret af Jonny Greenwood fra Radiohead. Så tror da fanden, de er så smukke.
9. ‘Thinking Bout You’ (‘Channel Orange’)
Før han slog sit navn fast som solokunstner, tjente Frank Ocean til dagen og vejen ved at arbejde som sangskriver under aliasset Lonny Breaux, og cv’et tæller stjerner som Beyoncé, John Legend og Justin Bieber.
’Thinkin Bout You’ blev faktisk også skrevet til en anden kunstner. Nemlig Roc Nation-signede Bridget Kelly, der sidenhen udgav sangen under titlen ’Thinking About Forever’.
Men Frank Ocean kunne ikke dy sig. Han ville vise verden sin egen version af nummeret, og det viste sig at være den helt rigtige beslutning. ’Thinkin Bout You’ blev Franks signaturhit, og her 11 år senere er det umuligt at forestille sig omkvædet uden hans længselsfulde falset.
Fra ’Lost’ til ’Swim Good’ er kataloget pakket med disse mere ligefremme radiohits. Men ingen af dem står stærkere end denne simple sjæler, der understreger, at Frank ikke kun er en auteur – han er også en fremragende popsmed.
8. ‘Biking’ feat. Jay-Z & Tyler, the Creator
Det er et evigt dilemma som Frank Ocean-fan: Skal man høre den originale version af ’Biking’ eller den efterfølgende ’Biking (Solo)’?
Begge versioner har deres fordele. Soloudgaven har eksempelvis et ekstra Frank-vers, og mange vil nok også sætte pris på, at man slipper for en – indrømmet – halvlunken intro fra Jay-Z.
Til gengæld går man glip af en kraftpræstation fra den tidligere Odd Future-kollega Tyler, the Creator, der aldrig har passet bedre på et Frank Ocean-track end på denne bekymringsløse hyldest til den tohjulede.
Her har vi valgt at gå med den originale version. Dels fordi der er noget tilfredstillende ved at høre de tre stjerner væve sig ind og ud af diverse cykelmetaforer om livets cyklusser, inden det hele eksploderer i et rablende klimaks.
Men også fordi vi gerne vil respektere Franks autonomi som kunster. I ved, det her er jo den rigtige udgave, og derfor må man stole på, at … okay, hvem narrer vi? Vi vælger den bare på grund af Tyler.
7. ‘White Ferrari’ (‘Blonde’)
Har du nogensinde undret dig over, hvorfor John Lennon og Paul McCartney har sangskriverkreditering på ‘White Ferrari’?
Svaret er en minimal reference, der finder sted i sangens tredje vers – i det omfang, man nu engang kan inddele et nummer som ‘White Ferrari’ i noget så konformt som en vers-omkvæd-vers-struktur – hvor Frank synger ordene »Spending each day of the year«.
Prøv engang at sætte ‘Revolver’-tracket ‘Here, There and Everywhere’ på og spol cirka 13 sekunder ind i sangen. Lyder det bekendt?
Jeg bringer alt det her op, fordi det understreger, hvor stor en perfektionist Frank er. Selv på en minimalistisk breakup-ballade som denne – vi snakker fjerlette synths og et par guitarakkorder – går han til yderligheder som at cleare en interpolering af selveste The Beatles.
Frank skal efter sigende have indspillet intet mindre end 50 versioner, før han endelig landede på den, der gav ham den rigtige følelse. Den følelse må have været nostalgi – det er i hvert fald det, vi føler, når vi lytter til ‘White Ferrari’.
6. ‘Novacane’ (‘Nostalgia, Ultra’)
»Værket er ikke mig«, udtalte Frank Ocean i 2012 i et interview med The New York Times. »Selvom det er min stemme, er jeg en historiefortæller«.
Citatet omhandler ‘Channel Orange’, men det synes at være lige så sandt for resten af Franks diskografi: Hans sange er ikke nødvendigvis baseret på egne erfaringer. Det er observationer.
Alligevel er det svært ikke at betragte dette højdepunkt fra ‘Nostalgia, Ultra’ som autobiografisk. Frank er notorisk fan af Coachella, og ‘Novacane’ er som én lang feberdrøm fra den californiske festival, fuldendt med referencer til både Jay-Z og Z-Tip, der stemmer overens med line-uppet i 2010.
Det er svært at forstå, at ‘Novacane’ er Franks første single. For det her er om noget lyden af en kunstner, der allerede er i fuld kontrol.
5. ‘Bad Religion’ (‘Channel Orange’)
Frank sendte chokbølger gennem hiphopverdenen, da han i 2012 – få dage inden udgivelsen af sit debutalbum – lagde et personligt brev ud på Tumblr, der beskrev hans ulykkelige forelskelse i en anden mand.
Flere af sangene på ‘Channel Orange’ følger samme form: Det er længselsfulde beretninger om smertefuld queer kærlighed, der aldrig får lov til at blomstre. Om ungdomsforelsker, der er dømt til at ende galt.
‘Bad Religion’ er den bedste af disse numre. En melodramatisk klaverballade, hvor Frank i ren afmagt beder chaufføren om at lade taxameteret tælle, så han endelig kan få sat ord på sine sårede følelser.
Rent kompositorisk er det den letteste sang på hele denne liste, men den stiller de tungeste spørgsmål. Hvorfor elske en, der aldrig kommer til at elske dig? Hvorfor tilbede en Gud, der ikke accepterer dig for den, du er?
Hjerteskærende er slidt adjektiv, når det kommer til musik. Men det har sjældent passet bedre end på den her sang.
4. ‘Chanel’
Der er sket meget, siden Frank udgav ‘Bad Religion’. Ikke mindst i forhold til måden, han italesætter sin egen seksualitet.
Tag bare »Skin hot when they tried me like them poppers feel«-linjen på ‘In My Room’ fra 2019. Eller samme års ‘DHL’, hvor han smider om sig med bars som »Boy toy suck me like a Hoover / Boy toy ride me like an Uber«. Så virker passagersædet i taxaen pludselig meget langt væk, ikke?
Det helt store vendepunkt kom med ‘Chanel’: Et kæmpe flex af en rapsang, der vender op og ned på forstokkede kønsopfattelser lige fra den geniale første linje: »My guy pretty like a girl / And he got fight stories to tell«.
Måske kommer der aldrig et nyt Frank Ocean-album. Men hvis han bliver ved med at udgive singler som den her, er det svært at klage.
3. ‘Pyramids’ (‘Channel Orange’)
Der sker mere på den her ene sang, end der gør på de fleste album.
Én ting er teksten, der tager os fra stripklubben til det gamle Egypten, og hvis overflod af højtragende referencer man som lytter kan bruge dagevis på at fortabe sig i. Er det en moderne genfortælling af Kleopatras forræderi? Et portræt af den pimp, der udnytter hende for penge?
Svaret er begge dele og så meget mere. Frank er i sit es som historiefortæller på ‘Channel Orange’, og det er sjældent mere udtalt end på dette spraglede storværk af en næsten 10 minutter lang single.
Rent musikalsk er ‘Pyramids’ lige så ærefrygtindgydende: Sangen begynder med den dybfølte r’n’b, Frank er kendt for, men inden længe slår ‘Pyramids’ over i straight up EDM, og du når kun lige akkurat at komme dig over chokket, før de energiske dance-breaks munder ud i et liderligt slowjam.
Til sidst kulminerer hele herligheden med en guitarsolo fra John Mayer. Fordi hvorfor ikke?
2. ‘Self Control’ (‘Blonde’)
Lad mig være ærlig: Havde denne liste udelukkende været et spørgsmål om mine personlige favoritter, havde den her sang indtaget førstepladsen.
‘Self Control’ er måske ikke det storslåede opus, ‘Pyramids’ er, men som lyriker har Frank aldrig været bedre. Det er en af den slags sange, hvor hver eneste linje er en fortælling i sig selv.
På overfladen er det en simpel skæring, men produktionen er pakket med detaljer. Fra Alex G’s blide guitarer til Yung Leans komatøse andet omkvæd. Og den afsluttende passage, hvor Frank opbrudt af autotunede, hylende samples tigger og beder om bare lidt mere tid? Gåsehud! Hver gang!
Resultatet er hans smukkeste sang til dato. Men Franks musik er mere end bare tårepersere. ‘Self Control’ er et underspillet mesterværk, men nøgleordet her er underspillet. Sangen rummer ikke alle de ting, der gør Frank til Frank.
Det er der til gengæld én sang, der gør.
1. ‘Nights’ (‘Blonde’)
Franks musik bygger på kontraster, og der findes næppe et mere kontrastfyldt nummer end ‘Nights’.
Første halvdel kører dig over med skrabede guitarer og hårde rapvers. Men det ændrer sig brat, når vi rammer nyere tids mest ikoniske beatswitch (sorry, not sorry, ‘Sicko Mode’), der i et kaotisk virvar af guitarstøj forvandler tracket til tåget midnats-trap. Rusen har lagt sig, melankolien sætter ind.
Sangen er i bogstaveligste forstand ‘Blonde’s midtpunkt – vidste du, at beatswitchet deler albummet op i to præcis lige store halvdele? – og det er på mange måder også nøglen til at forstå Franks hovedværk. Måske endda til at forstå Frank som kunstner.
Her udviskes grænserne mellem ikke bare nat og dag, men også fortid og nutid. Mellem rap og r’n’b. Man ved aldrig, hvor man har sangen, ligesom man aldrig rigtig ved, hvor man har manden bag.
‘Nights’ er en milepæl i moderne r’n’b – og den ultimative Frank Ocean-sang.