Hvad er Artigeardits bedste album?
Mange vil nok mene, at det nødvendigvis må være sidste års ‘Længe leve’. Rapperens skelsættende hovedværk blev trods alt overdynget med priser til både P3 Guld og Danish Music Awards, og Soundvenue kårede det til årets bedste danske album.
Men ifølge Artigeardit selv er det altså et andet album, der er hans bedste: Nemlig debuten ‘Vildedage’ fra 2018.
Det afslører rapperen i en ny episode af podcasten ‘Hav & Kamal’ på Podimo, hvor værterne Havshen Nabaz og Kamal Hassan beder ham om at rangere sine fire album fra værst til bedst.
På andenpladsen finder vi ‘Held og lykke med at komme hjem’ fra 2021, mens ‘Længe leve’ på rapperens egen liste altså må tage til takke med en tredjeplads. Allernederst ligger albummet ‘Idiot’ fra 2020.
Se klippet herunder via Instagram-profilen Under Radaren.