Nepo babies. Industry plants. Ingen originalitet eller autenticitet, og helt klart fabrikeret af et musikselskab.
Det er bare nogle af de anklager, London-kvintetten The Last Dinner Party har været genstand for i kommentarspor, subreddits og tweets. Spekulationerne om gruppen, der skaber storslået indierock, har været mange, siden de bragede ind på den engelske indiescene med den eksplosive barokperle af en debutsingle ’Nothing Matters’ i april 2023.
For deres fans er de tidens mest hypede og interessante nye indierockband. Men deres kritikere har affærdiget dem med mærkater som nepo babies og industry plants.
I sidste uge kulminerede virakken om femkløveret, da de udgav debutalbummet ’Prelude to Ecstasy’. Albummet kommer på et tidspunkt, hvor hypen aldrig har været større – men hvor kritikerne også er svære at overhøre.
Hvem er det her band, der deler vandene i England? Hvorfor er der så mange, der har en holdning om dem?
Lad os starte med at se på, hvem de egentlig er.
Prætentiøse nørder
The Last Dinner Party, der består af de fem medlemmer Abigail Morris, Lizzie Mayland, Emily Roberts, Georgia Davies og Aurora Nishevci, mødte ifølge deres officielle bio hinanden i 2020 til en »vinplettet aften« i Sydlondon-kvarteret Brixton.
De har kaldt sig selv for nogle prætentiøse nørder i et interview hos Rolling Stone, og hos Junkee har de sammenlignet deres musik med Virginia Woolfs ‘Orlando’ – en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige og banebrydende litterære værker i forhold til kønsidentitet.
Det har ikke taget The Last Dinner Party lang tid at eksplodere i popularitet og lyttertal. De bliver lovprist for deres teatralske nerve, deres italesættelse af køn og nytænkende barok-fusion af indierock.
Hypen startede allerede med den nihilistiske debutsingle ’Nothing Matters’, der med stærke hooks, sprøde guitarriffs og opera-klingende fraseringer væltede TikTok som et cool girl-anthem med aristokratiske undertoner.
Deres musik kan være hviskende intens det ene sekund, blot for dernæst at blive bombastisk som et renæssance-maleri. Den kombination har ramt noget i tiden.
The Last Dinner Party virker til at have fundet et hul i det britiske musikmarked, hvor der gerne må smøres tykt på, og hvor man gerne må skrue op og være lidt for meget.
Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen. Men bandets kritikere er overbevist om, at de i virkeligheden er…
Nepo babies og industry plants
Kritikken af bandet har grobund i, at The Last Dinner Partys hype og succes på mange måder er kommet pludseligt
De var for eksempel åbningsnavn til Rolling Stones’ Hyde Park-koncert i 2022 – altså før, de overhovedet havde udgivet noget musik.
Der er også teorier om, at The Last Dinner Party må være blevet strategisk sammensat, som man kender det fra K-pop-industrien, at de gennem deres familie og/eller venner har fået en forlomme ind i musikindustrien, og at det er deres (mandlige) kærester, der har skrevet al deres musik.
En af de mest vellevende teorier er forestillingen om, at de – med Island Records, en del af Universal, og musikagenturet Q Prime i ryggen – er såkaldte industry plants.
Den populære term industry plant bruges til at beskrivelse kunstnere, der iscenesættes som at være store DIY-talenter, men i virkeligheden har haft et stort PR-maskineri, en god pose penge og større musikaktører i ryggen.
The Last Dinner Party har flere gange benægtet, at der skulle være hold i teorierne om deres angivelige smutvej til succes.
Ingen af dem kommer fra musikindustri-familier, de er ikke blevet tilfældigt sammensat af smarte folk i jakkesæt, og de har – ligesom mange ikke-signede bands – brugt år på at spille live og gøre sig bemærkede, udtalte de i 2023 på X.
Fælles for teorierne om The Last Dinner Party er, at de efter alt at dømme er frit opfundne. Der er ingen beviser. Dermed taler teorierne ind i en tendens, der nok handler mere om misogyni end privilegietjek.
Krydsforhør af kvindelige artister
Spekulationerne om The Last Dinner Party er et godt eksempel på en udvikling, hvor nepo baby-krydsforhør eller industry plant-anklager bliver hevet frem, når nyt (kvindeligt) talent viser sig.
Da genre-slægtningene Wet Leg eller newzealandske Lorde i sin tid kom frem, lød anklagerne på præcis samme måde: De kunne vel ikke være nået så langt uden rigtig, rigtig meget hjælp fra et musik-relateret bagland?
Spekulationerne om The Last Dinner Party taler ind i en tid, hvor vi finkæmmer nye musikere for uretfærdige privilegier, og de er bestemt vigtige at være opmærksomme på. Men grænsen mellem nepotismedebatten og generel kvindekritik virker i den her sammenhæng til at være lige tynd nok.
Som The Last Dinner Party selv har forklaret til The Standard:
»Der er masser af bands på samme label som os, der alle er mænd eller et overtal af mænd, og de møder ikke det her. De bliver ikke kaldt ’industry plants’ eller bliver kritiseret for, at ‘de klæder sig for pænt’«.
Den engelske avis The Independent har kaldt det for »sexistisk hykleri«, at The Last Dinner Party – og andre kvindelige kunstnere – skal retfærdiggøre deres autenticitet igen og igen. Det er svært at være uenig i.
Trods alle konspirationsteorierne ser The Last Dinner Party ud til at klare sig ret godt. Gruppen står midt i et stort gennembrud. De har en USA- og Europa-turné lige om hjørnet, og så har de som nævnt netop udgivet albummet ’Prelude to Ecstasy’. Det er et værk, der forhåbentlig vil kunne lukke munden på i hvert fald nogle af kritikerne.
Nerven på albummet er teatralsk som Kate Bush i sin storhedstid, og de fornemme referencer driver igennem i sangtekster og budskaber som hos Lorde anno 2013. Alligevel er The Last Dinner Party deres helt egne: De balancerer på knivsæggen mellem punket oprør og overklasseløg-overdådighed.
Netop det faktum, at The Last Dinner Party er noget helt unikt, risikerer at forsvinde, hvis man fejalgtigt klassificerer dem som nepo babies eller industry plants. De har noget helt specielt. De fortjener at bedre end at blive stemplet som noget, de ikke er.