Main characters har fyldt en del i den offentlige samtale det seneste år. Unge mennesker, der owner gadebilledet med deres blotte tilstedeværelse. De opfører sig, klæder sig og taler, som om de er hovedroller i en film, hvor vi andre er reduceret til statister.
Sådan er den 24-årige sangerinde Ida Laurberg ikke. Hun er tilfreds med at være en bænkevarmer.
Det er titlen på hendes debutalbum, som udkommer på fredag den 22. marts. Heri hylder hun de stille, småusympatiske kvaliteter ved sig selv. De, der hverken tiltrækker opmærksomhed eller er synderligt cool – men til gengæld er ret relaterbare.
Hun synger om sin skæve hjørnetand. Om angst og psykologer. Om at være 1.60 høj. Og – selvfølgelig – om at være en bænkevarmer.
»Jeg synes egentlig, at bænkevarmere er mere main characters end nogen andre«, siger hun, da jeg møder hende hos musikselskabet Universal på Christianshavn i København en formiddag i marts. Hun er iført et par pink sneakers og en stribet skjorte og sipper løbende af en dåse Faxe Kondi.
»Det er mere egoistisk ikke at deltage i festen, men at sidde og se på de andre. Man ser sig selv så meget udefra hele tiden, at det er mere selviscenesættende end noget andet. Man bidrager ikke til fællesskabet. Det gør jeg ikke«, griner hun.
Der går ikke mere end fem minutter, før Ida Laurberg kalder sig selv for genert og introvert. Hendes yndlingsfilm er ’The Perks of Being a Wallflower’, som netop har en genert, enspændertype i hovedrollen og blev inspirationen for sangen ’Bænkevarmer’.
»Jeg har fundet ud af, at der ikke er noget galt med at sidde på sidelinjen. Det fortæller noget om, hvem jeg er«, siger hun og tager en slurk af Faxen.
Hendes stemme er rolig, men klar – med lidt koncentration kan man ane glimt af den stærke, glasklare stemme, der brager igennem på hendes sange.
Det er det morsomme ved Ida Laurberg – der er en dikotomi i hendes selverklærede, generte misfit-persona og den main character-energi, der ligger i hendes talent.
»Jeg er et lillebitte menneske med rigtig meget personlighed, så jeg må godt være her. Jeg må godt fylde, selv om jeg ikke fylder så meget«, fortæller hun om ambivalensen ved at være her – i musikbranchen såvel som i livet.
Og det er det, jeg er mødtes med Ida Laurberg for at tale om. Om overgangen fra ukendt til kendt. Fra barn til voksen. Og overgangen til selvaccept i en verden og branche med fart på.
For én ting er sikkert: Ida Laurberg er sin helt egen, og hun tør godt stå ved det.
What you see is what you get
Spørgsmålet er, om Ida Laurberg kan blive siddende på sidelinjen, når hendes album udkommer – og hun med stor sandsynlighed katapulteres til en større berømmelse, end hun hidtil har set.
»Jeg har forberedt mig på, at jeg nok får det mærkeligt med det. Men indtil videre oplever jeg også, at jeg har nemt ved at gå under radaren«, siger hun.
»Jeg ser ret normal ud, og jeg er ikke så høj. Og jeg har i forvejen meget angst. Så det bliver spændende at se, om angsten bliver forstærket, eller om det er en fordel, at jeg er vant til at føle, at folk kigger mærkeligt på mig«.
Ida Laurberg er en what you see is what you get slags pige. En, der er ligeglad med at spille smart eller mere erfaren, end hun er.
Da jeg drillende spørger hende, hvorfor hun kom en halv time for sent til interviewet, trækker hun på skuldrene og siger, at hun »ikke har nogen god undskyldning«, for hun havde bare »stenet hjemme i lejligheden på Frederiksberg«.
Senere beklager jeg, at jeg ikke har nogen rød tråd i de spørgsmål, jeg stiller. Så griner hun højlydt og siger, at jeg bare skal slappe af, for hun har selv »galopperende ADHD«.
Den virkelige Ida stemmer overens med den Ida, man møder på ’Bænkevarmer’.
Her blandes ærlige tanker om livet med en spandfuld humor. På nummeret ’Hjørnetand’ synger hun om kærlighed til sin skæve tand: »Skæve lille hjørnetand / Hvordan er du mon blevet sådan / Man behøver ik’ at skamme sig / For der mange andre, der’ skæve som dig«.
Men Ida Laurberg dykker også ned under huden og tackler emner såsom angst, skam og selvhad. Selv om andre af tidens musikere har introduceret mentalt helbred i deres sange – herunder Tobias Rahim og D1ma – har Ida Laurberg en stikmodsat tilgang.
Hun fraskriver sig nogen form for poetisk og popmelodisk indpakning af grimme følelser. Hendes take er råt, ærligt og nøgent.
På nummeret ‘Det’ bare sådan det ser ud’ synger hun med stille og skrøbelig stemme om alle de følelser, hun har svært ved at håndtere – vrede, skam og lavt selvværd – og erkendelsen af, at hun føler sig magtesløs.
»Engang da jeg var 17 år / Skændtes med min eks / Skar jeg i mit lår og sagde / ‘Se, det’ din skyld, jeg har det skidt’ / Det ville jeg aldrig gøre i dag / Skammer mig endnu / Jeg ved jo godt, det grimt, det bar’ / Ja, jeg ved godt, det’ grimt, det bar’ / Sådan jeg ser ud«.
Skam har altid været en stor del af Ida Laurbergs liv. Den har dikteret, hvordan hun interagerede med omverdenen. I dag er hun dog også et sted, hvor hun prøver at tackle sådanne følelser på en konstruktiv og åben måde, fortæller hun.
»På et eller andet tidspunkt finder man ud af, at der ikke er nogen, der kommer og rydder op efter en. At man selv må gå til psykolog og tage medicin. Det er ikke fedt, ikke at kunne lide sig selv. Så den handler om kampen mellem at give slip og sige ’tag mig som jeg fucking er’ med alt det lort, der følger med, og så gøre en indsats for at få det bedre«.
Et syngende problembarn
Det er selvsagt angstprovokerende at udlevere de grimmeste tanker, man kan have om sig selv, til hele verden – især, når man netop døjer med en konstant angst for, hvordan omverdenen opfatter én. Men for Ida Laurberg er der en særlig grund til, at hun skriver og synger om alt det grimme:
»Det bliver ufarligt, når jeg synger om det. Man bliver afhængig af at dele ud af sine dybeste hemmeligheder. Ja, det føles meget eksponerende lige, når det kommer ud, men nogle gange kan det også være et lækkert lille thrill«, ler hun og forsætter:
»I sidste ende er vi jo alle bare hovedpersoner i vores eget liv. Så enten giver folk ikke rigtig en fuck, eller også kan det hjælpe andre til at tænke, at de slet ikke er så mærkelige. Jeg kan faktisk ikke se noget negativt i at dele ud af sig selv«.
Det eneste, der kan få hende til at tøve med selvudleveringen er, hvis hendes tekster er på bekostning af nogle andre – eksempelvis hendes forældre. Hun forsikrer mig flere gange om, at hun har et par dejlige forældre.
»I sådan et øjeblik – når jeg synger om mine forældre – kan jeg godt stoppe op og tænke, at jeg burde holde igen. Men jeg kan ikke lade være«, fortæller hun og smiler drilsk.
Det ville føles naturstridigt ikke at være ærlig om, hvem hun er, og hvor hun kommer fra. For Ida Laurberg har så længe, hun kan huske, været en, der ikke passede ind. Og selv om hun kalder sig selv for bænkevarmer, var det ikke lærernes opfattelse af hende, da hun gik på en kristen privatskole i hjembyen Helsinge i Nordsjælland.
»Jeg fik at vide, at jeg var meget dominerende og ikke kunne holde min kæft. Jeg stak ofte snotten frem overfor læreren, hvis jeg ikke syntes, de behandlede eleverne ordentligt. Det blev meget klart for mig, at der var noget galt med mig, og at den måde, jeg så verden på, ikke var korrekt«, siger hun nøgternt.
Disse følelser tiltog kun i styrke henover de næste mange år, og Ida Laurberg måtte forbi flere læger og børnepsykologer, der troede, at hun led af alt fra astma, traumer i barndommen, angst og autisme. Det var først sidste år, at hendes ADHD-diagnose blev slået fast med syvtommersøm.
»Så gav alt pludselig mening«, konstaterer hun blot.
»Jeg fucking hader det danske sprog«
Selv om mange af Ida Laurbergs sange til tider omhandler tunge og tabubelagte emner, er humor, leg og skævhed også flittigt brugte ingredienser.
Men det var ikke altid tilfældet.
Ida Laurberg startede sin musikkarriere på engelsk med hittet ’Puppy Dog Eyes’ i 2016, der er blevet streamet over 20 millioner gange, og flere engelske sange fulgte med mere eller mindre succes.
For to år siden spurgte pladeselskabet, om hun ikke ville forsøge at skrive noget på dansk – men det var hun ikke synderligt interesseret i.
»Jeg fucking hader det danske sprog. Det er kluntet og cringe. Og i musikbranchen kan det godt føles lidt som en falliterklæring at gå fra at synge på engelsk til dansk, en slags downgrading«, siger hun og skærer grimasse.
»Men så satte jeg mig ned med Andreas (Odbjerg, red.) og skrev ’Terrier’. Og så forstod jeg pludselig, hvorfor det er fedt at skrive på dansk. Det giver bare mening for mig – det er, som om sproget ligger i en glasboks fyldt med krystaller. Budskaberne står klarere og kommer tydeligere frem, når jeg skriver og synger på dansk«, fortæller hun.
’Terrier’ – Ida Laurbergs debutsingle, der i skrivende stund er blevet streamet over 11 millioner gange på Spotify – handler om at være lille. Både af statur, men den går også ud til »de, der føler sig overset og gerne vil kræve deres plads«, siger sangerinden, der selv er 160 cm høj.
At synge på dansk tillader også en særlig slags humor i hendes sange, fortæller hun. Det er blandt andet tydeligt på nummeret ’Håber din kæreste dør’ fra ’Bænkevarmer’, hvor hun fantaserer om at slå sit crush’ kæreste ihjel:
»Jeg håber lidt, din kæreste dør / Hun kun’ snuble lige foran min bil / Ulykker sker hele tiden / Har en drabelig fantasi / For det’ så kedeligt i virkeligheden«.
Hun smiler af begejstring, da jeg fortæller hende, at sangen minder mig om Sys Bjerres ’Malene’ med dens sorte humor og glimt i øjet.
»Ja – ’Håber din kæreste dør’ ville nok ikke kunne fungere på engelsk«, griner hun og siger, at den tætteste sammenligning hun kan komme på, er Ariana Grandes ’Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’.
Man får mulighed for at høre nummeret, når Ida Laurberg gæster sommerens festivaler – herunder Orange Scene på Roskilde Festival. Det var – og er stadig – svært for hende at forstå:
»Da det blev annonceret, følte jeg en panisk trang til at sige, at jeg ved godt, at jeg ikke fortjener det, og jeg er slet ikke dygtig nok. Undskyld, jeg er her. Og så måtte jeg lige lytte lidt til ’Terrier’ og huske, at der er en grund til, at jeg er her«, fortæller hun.
Hun holder en pause og bryder ud i et tandsmil.
»Jeg glæder mig fucking meget«, siger hun.
Jeg tænker, at selv om hun officielt har fraskrevet sig at være en main character i klassisk forstand, ligner hun én, der er klar til at overtage hele verden.