TRACK REVIEW. Hvad i alverden er der sket med Guldimund på hans ny single ’Storebæltsbroen’?
I et par dage har tracket kørt på repeat i mine ører, og jeg er stadig skrupforvirret: Er Guldimund på vej til at gå fuld pop?
Singlen er med længder Guldimunds mest poppede udspil og følger en letgenkendelig vers-omkvædform. Strumming-guitaren samler inviterende lytteren op som en blaffer på landevejen, og road trip-energien bliver for alvor cementeret, når trommerne stempler ind i andet vers.
Omkvædet er vanedannende catchy og passer med sine synkoperede rytmer perfekt til en uforpligtende svingom på stuegulvet.
Men den imødekommende, poppede vibe bliver samtidigt totalt saboteret af teksten. Her hører vi om en nu berømt hovedperson, der opfordrer folk til at holde afstand til det privatliv, han generøst har lukket op for i sine sange.
Pludselig får jeg midt i al den rejselystne poprus lyst til at klodse bremsen og sætte nummeret på pause. Give Guldimund den ro, han efterspørger.
Hvordan ville du have det, hvis du var kendt?
Guldimund skriver sange fra dér, hvor han er i livet. Ofte får vi adgang til nogle ret fortrolige scener i et privatliv.
Det bedste eksempel er ’Forstår du?’ fra 2023-albummet ‘Jeg venter i lyset’, hvor lytteren bliver placeret som en slags usynlig bisidder til et møde med sagsbehandleren, der diskuterer hovedpersonens deleordning.
Mit gæt er, at Asger Nordtorp Pedersen aka Guldimund er blevet mere kendt, end han nogensinde havde forestillet sig, han skulle blive. Derfor giver det kun mening, at hans nye single handler om berømmelse.
Men hvor man som lytter før har været en flue på væggen, bliver man på ’Storebæltsbroen’ nærmest anråbt. »Hvad ville du selv gøre?«, lyder det, som om han beder os tage stilling til de scener, der udspiller sig i sangen.
Det er et stort skift i Guldimunds tekster, der nu peger fingeren ud mod den offentlighed, som efter sigende vil gøre alt for at få en luns af ham. Det gælder både fans som den »ublu kvinde med det skulderlange pagehår«, journalistpraktikanten i »højhalset strik« og »venners venner«, der filmer ham i smug.
Opfør dig ordentligt, hvis ikke du vil ende i en Guldimund-sang.
Den flygtige berømmelse
Det fænomenale omkvæd kompenserer for, at versene til tider føles lidt sjuskede. Guldimund har lagt sig fast på nogle temmeligt rigide rimskemaer, som har det med at resultere i nogle kluntede sætninger, som når han for eksempel synger om at »gøre meget mere gavn på en scene«.
En stor rimsmed har Guldimund aldrig været. Samtidig virker det, som om at versenes oktavspring og ekspressive fraseringer skal give noget kant til musikken, men det ender mest som et symptom på en artist, der endnu ikke hviler helt i popformen. Det bliver endnu mere tydeligt, når der pludselig mangler en frase i det sidste vers, og når der i slutningen af c-stykket ankommer en panfløjte-synth fra en anden planet.
Det må ikke blive alt for gennemskueligt, åbenbart.
Sådan er Guldimunds generelle musikalske tilgang: Vi bliver kastet direkte ind i forandringsprocesserne. Og berømmelse kan forsvinde lige så hurtigt, som den kan opstå. Så det gælder selvfølgelig om at skrive nogle sange om den, mens den er der.
Alligevel bliver jeg efterladt med en følelse af, at Guldimund er bedst, når han skriver sange om det trivielle privatliv frem for livet i offentlighedens søgelys.