August Høyen var pludselig helt ærlig på NorthSide og fortalte, at han lige var blevet dumpet
Til lyden af flødeakkorder løb August Høyen på scenen, mens det silede ned. Halvdelen af de fremmødte var der for at høre ham, mens den anden halvdel nok mest var der for at få en lille stund i tørvejr under Novas teltdug.
Det var svære kår, men Høyen gik ufortrødent i gang med den passende ’Sommerregn’ iført en windbreaker i solidaritet med det vejrbidte festivalfolk. Der var overordentlig god energi fra start med jazzhands og sågar et lille klap i røven til guitaristen før en solo i ’Ærlig’.
Herefter introducerede han det nye nummer ’Fint nok’, der desværre endte med at blive en smule symptomatisk for koncerten.
Det lød fint nok. August Høyen sang fint nok. Bandet spillede fint nok. Nummeret bød dog eksempelvis på en helt tør klaversolo, der mest af alt lød, som om den kunne have taget kegler til en koncertaften på musikskolen, men altså ikke på NorthSide.
Midtvejs gik vi ind i det, jeg vil døbe den følsomme afdeling af koncerten. Her blev det indledende showmanship skrællet af, da Høyen kontant meldte ud, at han altså lige var blevet dumpet af den person, som balladen ’Regner med’ handler om. Publikum var helt klar på at agere støttegruppe for den forladte.
Så tog ’Forsvinder’ over, og selvom det bestemt var modigt af Høyen flere gange at breake helt ned for, ja … at forsvinde, så druknede det, der ellers kunne have været et smukt øjeblik, i publikums højlydte sniksnak i teltet. Det var tydeligt at mærke, at de fleste var der for at hygge sig og ikke for at blive rørt.
Alligevel endte den ellers ligeledes nedtonede ’Alting går itu’ med at være et højdepunkt. Her mødtes publikums trang til fællessang i skøn forening med August Høyens ord om et forholdsforlis i slowmotion over lyden af de svulmende akkorder på Rhodes-klaver, der efterhånden er lig med heartbreak på dansk r&b’sk.
Stemningen fortsatte over i hittet ’Det hele handler om dig’, hvor Høyen i den grad fik skovlen under det ellers lidt urolige publikum, og han gravede endnu dybere med det stærke nye nummer ’Falder igen’, der ikke veg langt fra den glitrende sengekammersoul, som Høyen efterhånden er en connaisseur indenfor, men alligevel dristede sig ud i det, han selv kaldte rock.
Så langt ville jeg måske ikke gå, men der kom bestemt mere smæk på både synth- og guitarfladerne, der fyldte teltet ud på en helt anden måde end tidligere i koncerten. Høyen tabte endda den kasket, der hidtil havde skjult en stor del af hans ansigt, i en omgang headbanging.
Som lukker fik vi venskabshymnen ’Vennerne skinner’. »Vi tager lige et omkvæd mere«, lød det fra scenen. Og vi var klar, men vi skulle lige igennem en unødvendig klaverintro først. Hvis man laver ekstraomkvæd til sidst, så skal det altså komme prompte. Publikum sang dog stadig med af deres lungers fulde kraft og kunne bagefter gå opløftede ud i vandmasserne og mudderet – og det er vel egentlig det vigtigste.
Kort sagt:
August Høyen kæmpede mod et regntræt publikum på NorthSide. Men trods en tør klaversolo og stille momenter, der druknede i sniksnak, forløste han trangen til både fællessang og tørvejr.