Rå, hårdtslående og brutal: St. Vincent omfavnede kaosset på NorthSide
Jeg fik lidt af et chok, da Annie Clark aka St. Vincent begyndte sin NorthSide-koncert, og de første massive, nådesløse bastoner hamrede mod mig.
Og jeg var ikke den eneste. Det var nærmest komisk at se en lille gruppe, der uforvarende havde stillet sig allerforrest foran subwooferne, løbe for deres liv og deres trommehinder i samme øjeblik, St. Vincent begyndte at spille. Det her, forstod man, måtte gerne gøre ondt.
Egentlig burde det ikke komme som en overraskelse fra St. Vincent, der tidligere har iscenesat sig selv som latexklædt dominatrix, og som nu endnu en gang med albummet ‘All Born Screaming’ har genopfundet sig selv i industrial- og hardrockens guitarflænsende tegn. Et sted mellem Nine Inch Nails og Queens of the Stone Age, som en kollega tidligere har beskrevet det.
Med læbestiften godt og grundigt udtværet og en hang til at flashe trusserne havde St. Vincent opfundet en ny karakter. En karakter, der – knap så stramt koreograferet som tidligere – var parat til at omfavne kaosset.
Det er altid spændende, når St. Vincent genopfinder sig selv, ikke mindst fordi det som oftest involverer en generel omarrangering af hele kataloget. Da hun spillede på Roskilde Festival i 2022 efter albummet ‘Daddy’s Home’, fik vi således St. Vincent-kataloget genfortolket som varm, 70’er-inspireret plastic-soul, og på NorthSide var lyden rå, hårdtslående og brutal.
Det slap hun for det meste rigtig godt fra. ‘Marrow’, der stammer helt tilbage fra 2009’s ‘Actor’, lød om muligt endnu mere uheldsvanger og dyster end sit forlæg med det desperate, bønfaldende omkvæd – »H-E-L-P / help me, help me« – druknende under tiltagende laviner af forvrænget støj.
Og ‘Pay Your Way in Pain’, et klart højdepunkt, nød usandsynligt godt af sit mere muskuløse arrangement, hvor sangens smertefulde fortælling om at måtte ramme bunden og miste alt, før man kan rejse sig igen, virkelig kom til sin ret.
Det var ligeledes tydeligt, at sangene fra ‘All Born Screaming’ var skabt til live-situationen, hvor de tillod Clark at synge mere skødeløst, end hun nogensinde har gjort før – lange, smertefulde hyl, dybe gutturale støn – samt kaste sig rundt på scenen styret af intet andet end musikken.
»What are you looking at? Like you never seen a broken man«, sang hun, og man troede på hende.
Det er svært ikke at beundre St. Vincents uærbødige forhold til sit eget katalog, men det var dog ikke alle genfortolkninger, der fungerede.
‘Digital Witness’ savnede eksempelvis sin synthpoppede kunstighed til helt at formidle beretningen om den digitale verdens illusoriske forførelser. Og især den skrøbelige, smukke ballade ‘New York’ – måske det tætteste, man kommer på en evergreen hos St. Vincent – knækkede under vægten af det nye, mere støjende arrangement.
Til gengæld blev en sang som ‘Sugarboy’, en af katalogets svagere sange, løftet til hidtil uhørte, ekstremt intense højder. Fra at være en lille, undselig bagatel emmede sangen pludselig af farefuld eufori. Dens afsluttende, hæsblæsende guitarsolo var i sig selv et højdepunkt, der endnu en gang mindede om, at St. Vincent er en af tidens mest originale, mest frygtløse guitarister.
Det samme gjorde koncertens storslåede finale, den krautrockede titelsang fra ‘All Born Screaming’, der syntes at tiltage i styrke nærmest i det uendelige, og som pegede i en ny, mere psykedelisk retning for St. Vincent at gå.
Hvem ved, hvordan hun næste gang gentænker sig selv.
Kort sagt:
Den, nye hardrock-inspirerede lyd fra dette års ‘All Born Screaming’ passede St. Vincent som fod i hose på NorthSide. På trods af enkelte skønhedsfejl var koncerten lige så intens og medrivende, som man kunne have ønsket sig.