Mod slutningen af Icekiids magiske afroshow på Roskilde Festival tog jeg mig selv i at blive ægte rørt

Fin dag for Icekiid. Først blev han opgraderet fra den akustisk set ret tvivlsomme Eos-scene til mægtige Arena efter en aflysning af Tyla. Senere var han med til at åbne Orange med et brag, da han bakkede Lamin op i en af de stærkeste åbningskoncerter, Roskilde længe har set.

Og så, som prikken over i’erne, skabte ’kongen af skandinavisk afrobeats’ – det kaldte han sig selv – en gigantisk fest i eget navn.

For Lamins Orange-show var kun første halvleg. Det stod klart, da det meste af publikum fulgte Icekiid ned til Arena og hurtigt fyldte teltet op. De blev ikke skuffede.

Først og fremmest fordi Icekiids energiske show lød vanvittig godt. Med sig havde han trommeslager, percussionist og bassist, og tilsammen gav de Icekiids bløde afrobeats organisk varme, men de gav også hans kantede flow ekstra bid.

Icekiid lagde ud med ‘Overcommando’ fra sin seneste ep, ‘Afro dansker II’. Med militaristisk Wakanda-energi, men også med helt stramme rockfills og breaks – et træk, der gik igen i flere sange og var med til at give den lette afrobeats skarpe kontraster.

Vokalen var tydelig, teltet kogte fra første sekund, og Icekiid var ovenpå. Under ‘Cartier linser’ fangede kameraerne hans hvide sneaks, der nærmest bevægede sig uden tyngdekraft.

»Er I liderlige«, spurgte han, og jo, det var der nok en enkelt eller to, der var. Men prøv at høre: Den blødfunkede synthbas, der kom i spil som fin variation, kunne alene have gjort halvdelen af festivalgæsterne gravide. Måske faktisk os alle sammen.

Igen og igen lykkedes det Icekiid at løfte festen til nye højder. Hvis energien lige svigtede en kort stund, som den gjorde under et medley med sange som ‘No Wahala’ og ‘Fifty’, fik han den bare til at eksplodere med FCK-slagsangen ‘Gulddans’ – først a cappella med hele teltet, så med fuld lyd og svingende håndklæde i bar overkrop. Var vi med, ellahvad?

Lamin og Artigeardit kiggede selvfølgelig forbi, Ghana-farverne funklede fra scenelamper og publikums iPhones, og Icekiids vokal havde ophobet aggression i sig som hveps i et syltetøjsglas. Han fortalte, han havde drømt om at stå på Arena-scenen med de folk, han elsker. Det kunne man mærke: Koncerten var et karriere-high.

Og under ‘Blondiner & brunetter’, der forløb som én stor fællessang, tog jeg mig selv i at blive ægte rørt. Over energien, der blev forløst. Og over, at Roskilde har gjort plads til den slags øjeblikke, der forener en hel generation og måske vil følge dem resten af livet.

Koncerten med Icekiid blev en anden halvleg, der markerede en ekstremt stærk åbning på årets festival. Lige til at blive lykkeligt dum i hovedet af.