På ‘Charm’ bruger Clairo soveværelset til meget mere end at skrive triste popsange
Siden sin start som 13-årig har Clairo været synonym med støvet soveværelsespop og hjerteskærende ærlige tekster, der omhandler mentale problemer som depression og angst (2019-pladen ’Immunity’) samt isolationen under en global epidemi (2021-pladen ’Sling’).
For tre år siden dykkede den nu 25-årige singer/songwriter så yderligere ned i isolationen, da hun meddelte, at hun for en stund ville trække sig fra musikken.
Det virker til, at hun har haft det helt herligt i mellemtiden. Det er i hvert fald indtrykket, man sidder tilbage med i selskab med Clairos tredje studiealbum og hendes såkaldte »anden debut«, ’Charm’.
Albummet er ligesom forgængeren indspillet i New Yorks bjerge, og det er en varm omfavnelse af 70’er-lydflader, der er båret af hæse træblæsere, jazzede trommer og småflabet orgel. Og så er det en stærk cementering af, at Clairos lyst til livet – og alle dets fristelser – er stærkere end nogensinde.
Man får varmen på en helt anden måde med Clairo, end man har oplevet den tidligere. De lune soveværelsesdyner er blevet trukket af og skiftet ud med et meget mere eksplicit og lystfuldt drive, som blandt andet manifesteres i en sprød bas og legesyge klaveranslag på ‘Sexy to Someone’ og boblende latter-montager, fagotspil og temposkift på ‘Second Nature’, der lyder som en ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’-hilsen.
Pladen, som foruden The Beatles også leder tankerne hen på The Doors med elektrisk orgel på sangen ’Echo’, er indspillet analogt og har en ny og mere tilstedeværende live-nerve over sig.
Ligesom på ’Sling’ er Clairos vokal hviskende tæt på og meget mere intens, end man ellers har oplevet den på gennembrudshits som ’Flaming Hot Cheetos’ og ’Sofia’.
Produktionen, instrumenteringen og eksplicitte linjer som »You make me wanna go buy a new dress / You make me wanna slip off a new dress« (’Juna’) gør ‘Charm’ til Clairos mest intime og modne plade til dato – og det er næsten uden at gå på kompromis med det aftryk, hun allerede besidder som melankolsk indiedarling.
For selvom Clairo har taget et mere legende ejerskab over sit nyfundne begær, er der stadig små noter af hendes dybe følelsesliv på ’Charm’.
For eksempel når hun synger »I’m cynical, a mess / I’m touch-starved and shameless« på det lunefulde åbningsnummer ‘Nomad’ eller med sagte synths og hviskende vokal på ‘Slow Dance’ levendegør lyden af stjålne, forsigtige kys på en lun sommeraften.
Dog er de nye tøjler svære at styre for Clairo på pladens sidste halvdel, der lyder mere som at have højdesyge i bjergene end som lækker empowerment. ‘Terrapin’ er lidt af en rodebutik med impressionistisk klaver, underligt højt pitchede korfigurer og trommer, der virker overflødige og nærmest småstressende i et allerede propfyld lydbillede.
Det samme gælder på ‘Glory of the Snow’, der med sit hastige tempo, claves og ivrigt klaver igen virker til at have så meget på hjerte, at resultatet bliver forhastet. Det ved de fleste af os vel godt ikke leder til noget klimaks, hverken i øregangene eller nogle andre steder.
Heldigvis besidder ’Charm’ langt mere af Clairos signatursårbarhed, end albummet besidder hastværk. De små dryp af melankoli giver det nyfundne begær en dybde og vedkommenhed ikke ulig Billie Eilishs ’Hit Me Hard and Soft’, hvor usikkerhed og længsel smukt lænkes sammen til relaterbare og pirrende popskæringer.
Clairo beviser, at man sagtens kan være pissetrist og pissesexet samtidig. Og at popmelankolikeren har et begær, som bestemt ikke er kedeligt at dykke ned i.
Kort sagt:
På sit tredje album tager Clairo ejerskab over sit begær med varme 70’er-lydflader, intime vokaler og hæse træblæsere, der fungerer bedst, når hun bruger melankolien som anker.