Eminems ‘The Death of Slim Shady (Coup de Grâce)’ føles som en dårlig undskyldning
»Thought you got rid of my ass, huh?«, spørger Eminem sig selv på ’Habits’, anden sang fra rapperens 12. soloalbum, ’The Death of Slim Shady (Coup de Grâce)’. Et konceptalbum, hvor Eminem som vanligt slås med sine dæmoner.
Eller rettere sin dæmon i ental. For på mange af de 19 numre (hvoraf fire er korte skits) bekæmper Eminem helt konkret sit provokerende og grænsesøgende alter ego Slim Shady. En karakter, der som bekendt var en central del af rapperens magnetiske fascinationskraft i starten af karrieren på hits som ’My Name Is’ fra 1999 og ’The Real Slim Shady’ fra 2000, men som også symboliserer rapperens forhenværende stofmisbrug.
Det mest positive ved det nye album er, at det, modsat nogle af Eminems tidligere fejlskud som ’Kamikaze’ og ’Revival’, føles ret helstøbt – både på grund af sit narrative koncept og de sammenhængende produktioner udført af de mangeårige samarbejdspartnere Dr. Dre og Luis Resto foruden Em selv.
Trods sin titel er ’The Death of Slim Shady’ en hyldest snarere end et dødsstød til Shady-personaen. I det hele taget forsøger Eminem at hænge sin hat på fortidens meritter i stedet for at gå nye veje på albummet.
Førstesinglen ’Houdini’ er for eksempel et slet skjult reboot af kæmpehittet ’Without Me’. Senere på pladen finder man en helt konkret toer til en anden ikonisk sang fra rapperens svundne guldalder, ’The Slim Shady LP’-nummeret ’Guilty Conscience’.
Rapteknisk er Eminem som altid mere end solid. Han kaster sig fortsat ud i lange rimkombinationer, og på sange som ’Fuel’ og ’Tobey’ leverer han et forpustende hurtigt flow. Alligevel har ’The Death of Slim Shady’ et bedaget skær over sig. For ingen af Eminems pasticher kan leve op til fortidens storhed.
Den oprindelige ’Guilty Conscience’, hvor Dr. Dre og Em agerede den gode og den dårlige samvittighed for tre forskellige karakterer, var for eksempel et både veloplagt og vittigt nummer, da det udkom i 1999. Til sammenligning er den nye ’Guilty Conscience 2’ anderledes tung og ensformig, når Eminem og Slim Shady denne gang udgør de to (a)moralske positioner.
Det er faktisk svært ikke at cringe lidt over rapperens halvråbende dialog med sig selv på dette og andre af albummets numre. Ikke mindst da Eminem på ’Guilty Conscience 2’ slår Shady ihjel med de afsluttende ord: »Killshot, booyaka, cock sucker / Coup de grâce, motherfucker«.
Albumkonceptet føles i det hele taget lidt som en dårlig undskyldning for, at 51-årige Eminem kan overøse en hel plade med ‘kontroversielle’ og anti-woke ytringer fra lømlen Slim Shady, hvis rebelskhed ikke længere er så ungdommelig og frisk.
Det virker ret unødvendigt, når han rapper om at være forvirret over pronomener på ’Habits’ (»All these pronouns, I can’t remember / They or them, theirs? His or him, hers?«), og når han dedikerer et helt vers på ’Road Rage’ til at forklare, at han ikke tænder på transkvinder (»Call me a transphobe ’cause I just can’t go / And try and pretend you was never a man though«). Det kan Eminem-karakterens løbende forsøg på at få Slim Shady-plageånden til at tie stille ikke ændre på.
Efter det store opgør med alter egoet har Eminem til sidst på albummet fundet plads til to poppede afstikkere. Begge numre indeholder gamle lydoptagelser, hvor han taler med sin datter Hailie, som sangene også er dedikeret til. Den følsomme, Skylar Grey-gæstede ’Temporary’ og den mere pompøse ’Somebody Save Me’ (der sampler Jelly Rolls ’Save Me’) ligger begge i forlængelse af hans mere personlige bekendelsessange som ’Mockingbird’ og ’Like Toy Soldiers’.
»I think what scares me the most / Is not being able to say all the things I wanna say to you when I’m no longer here«, siger Eminem i starten af ’Temporary’. Pludselig forholder han sig mere alvorsfuldt og eftertænksomt til sin egen død og den medfølgende sorg, som ville sætte sig i hans pårørende.
Omsider lyder Eminem ikke længere bare som en aldrende mand, der er træt af wokeisme og cancel-kultur. Han lyder som én, der har noget på hjerte.
Kort sagt:
Eminem hylder og siger farvel til alter egoet Slim Shady på sit tilbageskuende 12. album, der desværre ikke lever op til hans svundne storhedstid. I stedet føles det lidt som en dårlig undskyldning for, at den 51-årige rapper kan overøse en hel plade med ‘kontroversielle’ og anti-woke ytringer.