Big Thief var næsten ikke til at genkende, da de genopfandt sig selv på Syd For Solen
Det er ikke mere end en måned siden, at bassist Max Oleartchik forlod Big Thief af »interpersonelle årsager«, hvad det så end betyder.
En stor omvæltning, naturligvis, når vi har at gøre med et band, der både i studiet og på scenen synes at kommunikere nærmest telepatisk, og som aldrig har lagt skjul på, at hver og ét af de fire medlemmer spiller en afgørende rolle i deres forunderlige folkrock.
Mest af alt minder Big Thief om en lille familie – i en årrække var forsanger Adrianne Lenker og guitarist Buck Meek endda gift. Men nu har familien altså mistet et medlem.
Deres koncert på Syd For Solen faldt derfor på et interessant tidspunkt for college-vennerne fra Brooklyn, der nu skal finde sig til rette som trio. Og lige fra begyndelsen var det tydeligt, at noget var anderledes.
Dels har de udvidet livekonstellationen med to nye musikere – en ny bassist, selvfølgelig, men også en ekstra trommeslager – og dels gjorde Lenker det tidligt klart, at meget af koncerten ville bestå af helt nyt materiale.
Allerede efter åbneren ’Vampire Empire’ var det således tid til et uudgivet nummer, og flere fulgte trop. De fleste af dem langvarige, nærmest jam band-agtige arrangementer, der uden undtagelse talte soli fra mindst én af bandets guitarister og ofte fra dem begge.
Lyrikken var stadig umiskendeligt Lenker – »Everyone lives in everyone else / Everyone dies in everyone else«, lød et af omkvædene – men i øjeblikke var bandet næsten ikke til at genkende.
Selv de gamle sange, der fandt vej til sætlisten, fik en overhaling. ’Dragon New Warm Mountain I Believe in You’, det fintfølende titelnummer fra deres mastodontiske dobbeltalbum fra 2022, blev leveret med sønderrivende stacatto-stød og syntes kun at stige i intensitet, indtil Meek kortvarigt måtte stoppe koncerten, fordi en tilskuer var besvimet.
Mod slutningen af koncerten italesatte Lenker endnu en gang de mange nye sange. Hun var også selv skræmt, indrømmede hun.
Og ja, det er modigt at troppe op på en udenlandsk festival med så meget dugfrisk materiale. Måske lidt for modigt. Havde man ikke luret sætlister forud for showet, er der en god sandsynlighed for, at man gik skuffet derfra.
Personligt havde jeg da også gerne set, at den gudesmukke klaverballade ’Mary’ fra gennembrudsalbummet ’Capacity’ havde fundet vej til sætlisten, ligesom også ’Simulation Swarm’ – måske det tætteste, bandet har på et hit – glimrede ved sit fravær.
Men problemet var sådan set ikke, at Big Thief insisterede på at spille nye sange. Problemet var, at ikke alle disse sange kunne måle sig med de gamle.
Det gjaldt især sætlistens andet nummer, ’Grandmother’, der lød som en tandløs b-side til Waxahatchees sydstatsvarme ’St. Cloud’, og hvis alternerende guitarsoli føltes længere end køen til banh mi-boden torsdag aften.
Til gengæld gav ’Incomprehensible’ gåsehud med firestemmigt mandekor og et omkvæd, der landede halvvejs mellem Lenkers solomateriale og The Replacements-klassikeren ’Here Comes a Regular’. Da nummeret kulminerede med hjertevarm sing-along i Valbyparken, lignede det allerede en fanfavorit.
Jeg ved ikke, hvor Big Thief er på vej hen, og måske er bandet også stadig selv ved at finde ud af det. Men hvis de bliver ved med at skrive sange som den, følger jeg gerne med.
Kort sagt:
Efter en bandkrise ramte Brooklyn-bandet Syd For Solen med to nye musikere og endnu flere nye sange, der stedvist tog dem i en nærmest jam band-agtig retning. Ikke alt materialet kunne måle sig med fortidens højdepunkter, men i glimt viste koncerten stort potentiale for Big Thief 2.0.