En genfødt Jack White lukkede Syd For Solen med kæmpe lålå-fest
»Do you want me to rip my skin of?«, råbte Jack White efter første nummer på Syd For Solen. Han var kommet for at give den mere, end hvad remmer og tøj kan holde. Bandet var stormet ind på scenen og startet, mens ventemusikken stadig kørte og kameraerne var slukkede. De var brandvarme, klar til at antænde Valbyparken.
For bare to uger siden surprise-udgav White albummet ’No Name’. Mens excentrikeren i en årrække har eksperimenteret med sit udtryk, var det, som om han nu blev genforenet med en yngre udgave af sig selv. Her var ingen svinkeærinder, men kompromisløs garagerock, der rakte ud efter storhedstiden i The White Stripes.
Den kompromisløshed havde han medbragt til Syd For Solen, hvor han nærmest virkede genfødt. De seneste års eksperimenter var reduceret til en parentes i koncerten, der tog sig ud som en kavalkade af Stripes-repertoire og udskejelser fra det nye album.
»That’s how I’m feeling right now«, skrålede han med sin gennemtrængende vokal, som en form for understregning af det moment, han har lige nu. Hvorfor spilde tiden? Uden et eneste ophold blev vi torpederet med det ene besættende guitarriff efter det andet.
Og når nu vi er ved snakken, så fornemmede man, at publikum var spændte på, om vi mon ville få rockhistoriens mest ikoniske guitarriff fra ’Seven Nation Army’. Mange forsøgte forgæves at starte lålå-hymnen før tid. Måske var det derfor, bandet ikke holdt nogen pauser?
Et balstyrisk temperament rådede over det fabelagtige nummer ’Rough on Rats’ fra det nye album. Selvom det mesterlige band var i total kontrol, spillede de, som om musikken kunne vælte hvert øjeblik. White brillerede på sine vrængende guitarer, der nærmest blev skiftet ud for hvert nummer.
Han gav den også som rapper ved flere lejligheder. Blandt andet i nummeret ’Lazaretto’, som var et kærkomment tilbageblik på Whites tidlige solokarriere. Det samme gjaldt ’Sixteen Saltines’, der med sin The Kinks-agtige attitude virkelig sparkede røv.
’Underground’ var groovy som bare fanden og et endegyldigt bevis på, at White stadig har en intuitiv fornemmelse for ørehængende guitar som ingen anden.
»They want me to stop, but I wanna play some more rock’n’roll«, udbrød White, inden han sluttede med sin to største hits: Raconteurs-bangeren ‘Steady As She Goes’ og – langt om længe – ’Seven Nation Army’.
Jack White lukkede Syd For Solen med en forløsende lålå-fest og satte et sprudlende udråbstegn på sin genfødsel.
Kort sagt:
Jack White var brandvarm på Syd For Solen, hvor han spillede kompromisløs garagerock, og rakte ud mod sin storhedstid i The White Stripes. ’Seven Nation Army’ lukkede Syd For Solen med lålå-fest og satte et udråbstegn ved Whites genfødsel som rockikon.