Syd For Solen: André 3000 skabte festivalekstase, som jeg aldrig har oplevet det før
Hvem skulle have troet det? At en syret improkoncert i Valbyparken kunne rense luften så meget, at verden føltes som et bedre sted bagefter?
På den ene side virkede André 3000 som et sikkert kort for Syd For Solen, og på den anden side som den mest utippede booking, man overhovedet kan forestille sig. Navnet fejler ikke noget: De fleste kender jo stjernerapperen som den ene halvdel af duoen Outkast. Men det meditative trip, man fik serveret på hans soloalbum, kunne færre måske være med på.
Koncerten var stensikkert heller ikke for alle. Mange faldt fra. Men det gjorde ikke noget. I stedet for at dyrke koncertfælleskabet kunne man fordybe sig i sin egen trance. Male sine egne indre landskaber oven på de drømmende klangflader. Jeg følte den totalt!
Som André 3000 selv forklarede på et tidspunkt, var koncerten ren improvisation. Intet var aftalt på forhånd. Her var ikke behov for backtrack – de fem musikere på scenen havde en bedre fornemmelse for hinandens bevægelser end OL-mestrene i synkronsvømning. Det ene lydlige terræn voksede ud af det andet, og på én gang dvælende og målrettede drev vi mellem ambiente sfærer. Alt var konstant i bevægelse, men ingen havde travlt med at komme frem.
Det var enormt rart, at André 3000 ikke fremstod krukket. Han var godt klar over, at han på en festival som Syd For Solen ville sende mange ud i en kamp med tålmodigheden. Men han værdsatte vores tilstedeværelse, og det var dén italesættelse, der skulle til, for at man kunne sænke paraderne helt.
Han var som en gusmester, der påvirkede den lydlige dis med sine mange fløjter. Hver fløjte var en ny æterisk olie, som modulerede improvisationens energi. Basfløjten lindrede med sin milde klang. Fuglekald tog os til regnskoven. De elektroniske fløjter var mere spidse i klangen, lidt som hans vokal i ’Hey Ya!’. Kunne man en gang imellem mærke hans rapflow i de gentagende figurer, han spillede? Måske hallucinerede jeg.
Nogle gange udstødte han også et shamanistisk »huh, hah« for at komme helt ned i mellemgulvet. Han tog også fusen på os, da han på et tidspunkt begyndte at tale på, hvad der overbevisende lød som et afrikansk bantusprog. Bagefter afslørede han, at det var komplet nonsens. Grinebideren André 3000 er stadig med os. Gudskelov.
Ligesom musikken fløj tiden, og inden produceren til sidst slukkede for lyden, hævede bandet intensiteten til et støjende inferno. Det milde musikalske brusebad ændrede sig til en brandslange, der waterboardede de sidste dæmoner ud af kroppen.
Det var vitterligt befriende at opleve en fri improkoncert af den kaliber i en kontekst som Syd For Solen. Festivalekstase, som jeg aldrig har oplevet det før.
Kort sagt:
André 3000 gik imod alle odds og inviterede publikum til et musikalsk ritual, der rensede luften på Syd For Solen. Selvom stjernerapperen har set kaldet i den ambiente impromusik og hans passion for fløjter, virkede han ikke frelst. Det var festivalekstase, som jeg aldrig har oplevet det før.