KOMMENTAR. Ud fra alle målbare parametre er Gracie Abrams en af de seneste års allerstørste nye musikstjerner.
Hun har spillet hele 49 opvarmningskoncerter på Taylor Swifts allerede legendariske ‘Eras’-turné og er på den måde nærmest blevet kørt i stilling som Swifts naturlige, retmæssige arvtager.
Hun har været nomineret til en Grammy for Bedste nye artist, og sidste års gennembrudsalbum ’The Secret of Us’, der blandt andet indeholdt en duet med Swift, var en enorm succes, som kun blev blokeret fra førstepladsen på de amerikanske hitlister af Swifts eget ’The Tortured Poets Department’.
Hun har over 50 millioner månedlige lyttere på Spotify. Hun spiller lige netop nu i store, udsolgte arenaer verden over. Og hendes seneste single, ’That’s So True’, toppede de britiske hitlister syv uger i træk.
Det lyder umiddelbart som en indiskutabel succeshistorie, men der er bare ét enkelt, omend ganske alvorligt, problem: Ingen kan lide hende.
En overdrivelse? Lidt, ja. Men går man på opdagelse på sociale medier og internetfora som eksempelvis Reddit, er det svært ikke at blive overvældet af, hvor massiv modviljen mod hende er.
»Hvorfor er hadet mod Gracie Abrams blevet så intenst?«, lyder titlen på en to måneder gammel tråd med over 200 svar på Gracie Abrams’ egen subreddit. Hadet er ikke blevet mindre intenst siden da.
Det var den voldsomme hån og skadefro, der for blot få dage siden fyldte de popkulturelle afkroge af X i forbindelse med Abrams interview med modemagasinet Cosmopolitan, et eksempel på.
I interviewet siger Abrams blandt andet, at det er farligt og usundt for unge mennesker at lære om sex gennem internetpornografi. Ikke umiddelbart et særligt kontroversielt udsagn. I hvert fald ikke indtil Abrams tilføjede, at de hellere skulle lære om det fra »en pålidelig kilde som Cosmopolitan«.
Et ret sjovt citat, som gør det nemt at fremstille Abrams som totalt out of touch. At det måske er taget en smule ud af kontekst er lige meget. Uanset hvad hun havde sagt, havde internettet nok fundet en måde at more sig over det.
Men hvordan er vi kommet så vidt?
At snyde systemet
Den største forbrydelse, Gracie Abrams har begået, er uden tvivl at være datter af J.J. Abrams, produceren og instruktøren, der blandt andet står bag enorme filmsucceser som ’Star Wars: The Force Awakens’ og ’Star Trek’.
»Jeg føler, at jeg på en eller anden måde har snydt systemet«, udtalte hun tilbage i december til Nylon efter at være blevet booket til at spille ‘Saturday Night Live’. Det tror jeg, mange andre også føler, Gracie.
Det er en kendt sag, at de såkaldte nepo-babyer har en særlig evne til at bringe blodet i kog hos dem, der er så uheldige at være født med en mindre direkte adgang til showbiz.
Som Abrams selv har formuleret det til Rolling Stone: »Naturligvis kan vi ikke selv kontrollere, hvor vi er født, og der er en million synlige og usynlige fordele ved at have familiemedlemmer, der er i underholdningsindustrien«. Det er så sandt, som det er sagt.
Alligevel er der noget lidt fantasmatisk over idéen om nepo-babyen, der får alt forærende.
For skønt man givetvis kan udnytte sine medfødte privilegier til at skaffe sig pladekontrakter, producere, sangskrivere, playlisteplaceringer, magasinforsider og kæmpestore lysreklamer på Times Square, kan ingen privilegier tvinge 50 millioner mennesker til måned efter måned at streame ens musik eller til at købe billetter til ens koncerter.
Det er derfor, vi ikke hører meget om Noah Cyrus’ musikkarriere, selvom magtfulde kræfter desperat og forgæves har forsøgt at få den til at ske.
Finn Wolfhard-gate
Den mest fjollede og useriøse årsag til hadet mod Abrams er uden tvivl det usædvanligt sejlivede rygte om, at hun er pædofil.
Jeg tror ikke, at nogen rent faktisk tror, at hun forgriber sig på børn, men alligevel vil selve idéen åbenbart ikke slippe sit tag i de mest krigeriske af hendes hatere.
Rygtet stammer fra et screenshot af en Instagram-story, Abrams delte for flere år siden, med et billede af den på daværende tidspunkt 14-årige ’Stranger Things’-stjerne Finn Wolfhard og teksten: »Svær situation: At vide han kun er 14, men stadig være helt vildt klar«.
Ganske vist en lidt mærkelig ting at skrive, men også tydeligvis en joke. En joke, som Abrams – ifølge en række screenshots, der sjovt nok slet ikke bliver delt med samme hyppighed – har undskyldt for.
Det er dog næppe noget, der får rygtet til at forsvinde. Simpelthen fordi der ikke er noget, der slår en pædofilianklage, hvis man gerne vil have en grund til at hade én, man allerede har besluttet sig for at hade.
Taylor Swift fra Temu
Den tredje ting, der måske kan forklare hadet mod Gracie Abrams, er, at hendes musik ikke er god.
Der er ganske vist masser af musikere, der laver langt værre musik, som ikke oplever en brøkdel af det vrede, som Abrams gør. Faktisk er der noget ret paradoksalt over, at en musiker, der laver så utroligt anonym og ufarlig musik, oplever så voldsomme reaktioner.
For hvis der er noget galt med Abrams musik, er det netop dette: At den er generisk. Musikkens svar på en papkasse, et glas lunkent vand, en overskyet dag i november. Ikke særlig spændende, men heller ikke noget, der umiddelbart fremprovokerer en stærk følelse af had eller forargelse.
Hendes musik lyder som Temu-udgaven af mange ting, som de fleste godt kan lide. Med sin porøsitet og ekstreme luftighed minder hendes stemme en hel del om Lorde, og den blide, folkede instrumentation lyder langt hen ad vejen som en uenergisk udgave af Phoebe Bridgers.
Og så har hun tydeligvis studeret flittigt på Taylor Swifts sangskriverskole, hvorfra hun har arvet mange af Swifts mindst elskelige vaner: En tendens til at vægte ordrige, komplicerede sætningsstrukturer og et højt lixtal over flow. En overdreven kærlighed til vers, der ligger en lille smule for dybt (og en deraf medfølgende snakkende stemmeføring). En tvangstankeagtig tendens til at synge meget, meget hurtigt i c-stykket.
Det er dog svært at forestille sig, at nogen af disse ting nogensinde ville fremprovokere så stærke reaktioner i sig selv.
Jeg ved ikke om hadet mod hende er et tegn på en sexistisk popkultur, der stadig ikke kan få nok af at hade unge sangerinder. Eller på en tiltagende, omend i dette tilfælde totalt fejlplaceret klassekamp, hvor de rige og priviligerede skal ned med nakken.
Mest af alt viser den måske bare, at de diskurser, der på sociale medier kan fremstå så overvældende og dominerende, ikke har nogen som helst effekt på den virkelige verden.
I hvert fald ikke nok til at afholde nogen fra at streame Gracie Abrams’ musik.