‘Split Personality’ viser en anden side af Miklo – men han er stadig bedst, når han rapper om gangsterlivet
Det var et friskt pust, da en maskeret rapper ved navn Miklo i 2020 pludselig dukkede op med et hårdtslående bud på, hvordan tidens populære drill-produktioner kunne lyde med grovkornet, dansksproget lyrik.
Debut-ep’en ‘Artist’ lignede et potent startskud på det, der muligvis kunne udvikle sig til en genredefinerende diskografi.
Meget er dog sket siden da. I 2022 fik Miklo en fængselsdom for en sag, der omhandlede grov vold, frihedsberøvelse, trusler, røveri og torturlignende forhold. Fængselsdommen lød i sin tid på knap fire år, men allerede i sommeren 2024 udgav han en video, der antydede, at han var løsladt. I den anledning teasede han også for albummet ‘Split Personality’, der nu er ude.
Men det er ikke kun i Miklos liv, der er sket meget. Drill-genren er ikke længere den kommercielle kraft, den var, da Miklo debuterede, og måske derfor er der skruet gevaldigt ned for dens tilstedeværelse albummet. Den dukker dog stadig op på en håndfuld tracks, og det er her, Miklo lyder bedst.
Særligt på den korte ‘Intro’ gør Miklo det, han er bedst til: Konfronterende flows, bindegale ad-libs og fandenivoldsk lyrik, hvor vi kommer overraskende tæt på hans tid i fængslet og hans oplevelser med politiet. Han lyder som en plaget mand, der har noget, han skal ud med, og her fungerer den tunge drill-instrumentation eminent, endda med oplagt hektiske strygere.
‘Demon Voices’ er et mere poppet drill-nummer, hvor nogle flade harpeakkorder og let vuggende trommerytmer lyder lidt for afslappede til det hårdkogte emnefelt, men hvor Miklos sårbare vokal heldigvis fornemt afbilder livet i en fængselscelle.
De gotiske korvokaler på ‘Boogeyman’ giver sangen en lækker horrorcore-stemning, der effektivt matcher den skræmmende hverdag, Miklo rapper om: »Jeg stresser over død, du stresser over studielån«. Trommerne klæder det dog slet ikke. De kører ikke i en typisk drill-rytme, men de har alligevel fået den genkendelige buldren, der distraherer fra en ellers stærk lyd.
Albummet hedder dog ‘Split Personality’, og ganske passende er der derfor også en række tracks, der viser en anden side af Miklo end den grumme gangstarap – og her er sporene af hans drill-baggrund ikkeeksisterende.
Sange som ‘Less Is More’, ‘Tribeca’ og ‘Energy’ byder i stedet på energiske house-produktioner, hvor Miklo efter bedste Gilli-formel forsøger at forene lyrik om at knokle hårdt med et mere festligt og flirtende udtryk. Men de stedvise referencer til metamfetaminhandel og skydevåben ændrer ikke på, at Miklos personlighed ikke rigtig kommer til udtryk på disse numre.
Miklo forsøger at forene de to sider på afslutteren ‘Love’, der blander en soul-kærlighedssang med gangstarap, og hvor han fortvivlet synger om, hvordan hans kærlighedsliv ikke går let op med hans kriminelle aktiviteter. Men jeg bliver slet ikke investeret i hans beskrivelser af kærligheden.
Hans flows, hans hooks og hans ordvalg glider for første gang i karrieren ind i mængden af dansk poprap, og han forsømmer det, han ellers andre steder på albummet viser, at han stadig er dygtig til: Nemlig bramfri skildringer af et liv præget af vold og kriminalitet, og hvordan den tilværelse påvirker hans sind.
Kort sagt:
Miklos grufulde skildringer af vold og kriminalitet er stadig potente, men hans forsøg på partyjams og kærlighedssange trækker et ellers lovende album ned.