’Mayhem’: Lady Gagas nye album er rodet og udmattende – og hendes bedste i mange år
Jeg blev bekymret, da Lady Gaga afslørede, at det var hendes forlovede, tech-investoren Michael Polansky, der fik hende overtalt til at vende tilbage til popmusikken efter fem år med skuespil og jazzstandarder.
Det lød ikke just som det mest inspirerede udgangspunkt for et nyt album.
Der var dog ingen grund til bekymring. På ’Mayhem’ fremstår Gaga optændt af en ild, der ikke har brændt i mange år. Albummet er uden tvivl Gagas mest vitale siden 2013’s ’Artpop’.
Det gælder især albummets første halvdel. Singlen ’Abracadabra’ viser ganske vist ikke Gaga i sit mest nytænkende hjørne, men ingen kan tage fra hende, at hun lyder som om, hun mener hvert eneste onomatopoietiske ord, hun synger.
Endnu bedre er ’Garden of Eden’, hvor Gaga sejler rundt på natklubbens klistrede dansegulv til et electroclash-beat, der er som taget ud af 2008, og som blander seksuelle innuendoer, blasfemi og en god portion gakket humor i en uimodståelig pærevælling.
Det samme gælder ’Zombieboy’, som er en ultrafunky ode til alle os, der med sorte rander under øjnene først forlader klubbens mørke opad søndag eftermiddag.
Fremragende er også ’Perfect Celebrity’, en slags electropoppet kusine til Holes ’Celebrity Skin’, hvor Lady Gaga snerrer sig gennem en fortælling om berømmelsens bagside.
»Sit in the front row / Watch the princess die«, lyder en sætning, der får meget forærende af lydligheden mellem »die« og »Di« (som i Diana).
Omtrent halvvejs igennem albummet tager kvaliteten dog lidt af et dyk. Først med ’LoveDrug’, der med sin catchy, men forudsigelige melodi og sin trætte, overbrugte metafor – kærlighed som narkotika – er sådan en sang, som jeg forestiller mig, Gaga kunne skrive ti af i søvne.
Og derefter med ’How Bad Do U Want Me’, der lyder fuldstændig som en Taylor Swift-sang. Fra den ’1989’-agtige synthpop-produktion til versenes tilbageholdende, snakkende vokalstil, omkvædets eksplosive flow, vokalarrangementet og endelig teksten:
»You like my hair, my ripped-up jeans / You like the bad girl I got in me / She’s on your mind, like, all the time / But I got a tattoo for us last week / Even good boys bleed / How bad do you want me?«.
Det er dog egentlig ikke sangene i sig selv, der er problemet. Hverken ’LoveDrug’, ’How Bad Do U Want Me’ eller de disco-klingende ’Don’t Call Tonight’ og ’Shadow of a Man’ hører til blandt Gagas største sange, men der er som sådan heller intet alvorligt galt med dem.
Derimod er der noget ved albummets konstante, nådesløse skudsalve af højoktane popbaskere, hvor Gagas stemme konstant er ude i sit allermest følelsesmæssigt intense overdrev, og hvor samtlige elementer i lydbilledet nærmest bekriger hinanden i kampen om at være højest, der på et tidspunkt begynder at slide på nerverne.
Det er lidt, som når ens venner viser billeder fra deres rygsækrejse i Sydamerika. Dejligt i begyndelsen, men efter en times tid sidder man med et tomt udtryk i øjnene og forsøger sig med et apatisk »wow«, mens man håber på, at de ikke lægger mærke til, at man ikke længere kigger.
Gaga har altid skamløst dyrket sin hang til ubønhørlig, overvældende maksimalisme, og det er på mange måder hendes største styrke. Alligevel føles det som en velsignelse, når hun til sidst sætter tempoet ned med tre ballader.
Én af dem, ’The Beast’, minder med sin effektfulde blanding af minimalistiske trommemaskiner og arenarock-guitarer – og sin intense vokalstil, der lyder som om, Gaga synger med sammenbidte tænder – om ’Bad’-æra-Michael Jackson og hører til blandt Gagas allerbedste sange.
En anden, den tandløse Bruno Mars-duet ’Die With a Smile’, der oprindeligt ikke var en del af ’Mayhem’, men som blev tilføjet i sidste øjeblik, omtrent som den rundede en milliard Spotify-streams, er derimod en af hendes værste.
På utrolig vis formår den på én gang at være både undervældende og alt for meget. Og med sit knastørre, farveløse adult contemporary-arrangement lyder den som det stock-foto, der formentlig ville komme frem, hvis man søgte efter »dramatisk ballade« på Shutterstock.
Med en højere grad af kvalitetskontrol kunne ’Mayhem’ være et mere strømlinet og formentligt bedre album. På den anden side føles det forkert helt frivilligt at træde ind i et mayhem og så brokke sig over, at det roder.
Kort sagt:
På ‘Mayhem’ lyder Gaga som om, hun langt om længe har fundet tilbage til den energi, der inspirerede hendes bedste sange. Albummet er alt for meget, men det er også det, vi kender og elsker Gaga for.