‘Forever Is a Feeling’: Lucy Dacus’ dybe tekster forsvinder i overdreven rumklang og harmløs instrumentation
ALBUM. Det er primært teksterne, der sætter sig fast efter flere gennemlyt af ‘Forever Is a Feeling’, indie-darlingen Lucy Dacus nyeste album.
Som en specifik situation fra en fest, hvor navne og konkrete situationer bliver udpenslet på den næsten jazzede ‘Limerence: »Natalie’s explaining limerence between taking hits from a blunt, high as a kite / While Rodney’s playing GTA, I swear, why is he so good at this game? / It should be cause for concern«.
Eller længslen, der pludselig dukker op i de små ting som på ‘Modigliani’: »Trying to fall asleep, back flat on the floor / While you were eating continental breakfast in Singapore / You make me homesick for places I’ve never been before«. Det er et fascinerende tekstunivers, der er både humoristisk og rørende.
‘Come out’ bliver næsten for selvrefererende i sin beskrivelse af pladeselskabsmøder og turnéliv, men Dacus finder evigt nye måder at udtrykke sig på i både små og store ting, og hun balancerer i den grad små detaljer og store følelser på en knivsæg.
Men hvor teksterne virkelig kan sætte noget i gang, føles musikken enormt blød og glat.
Når det fungerer, understøtter den afdæmpede instrumentation Dacus’ linjer.
Som på ‘Big Deal’, hvor Dacus forsøger at holde det ansvarligt i den rolige bro: »We both know that it would never work / You’ve got your girl, you’re gonna marry her / And I’ll be watching in a pinstriped suit / Sincerely happy for the both of you«. Men alligevel kan hun ikke kan skjule det: »You’re a big deal«, synger hun igen og igen i omkvædet og understøttes af det ulmende og overgearede lydbillede.
‘Limerence’ har en crooner-agtig energi, der klæder Dacus’ stemme godt, og ‘For Keeps’ er en stille ballade, hvor hendes stemme og tekst får fokus.
Men sange som ‘Best Guess’ og ‘Bullseye’ med Hozier er for lækre, de dybe tekster forsvinder i overdreven rumklang og harmløs instrumentation. Titeltrackets poppede, lyse klavermelodier og markante 4-i-gulvet drukner i omkvædet, og det hele bliver bare en kende for dejligt og – for at sige det rent ud – kedeligt.
Først på albummets sidste nummer, ‘Lost Time’, kommer der endelig ordentlig distortion på guitaren. Selvom Dacus sjældent er kendt for store udbrud, føles det godt, at hun endelig bider fra sig.
Det er (måske for) oplagt at sammenligne hende med de to kollegaer i Boygenius, der også dukker op på outroen i titeltracket, men det er tydeligt, at hun ikke har samme fandenivoldskhed som Phoebe Bridgers, der ikke er bange for store armbevægelser og høje lyde, eller Julien Baker, der er hård ved sin stemme på en måde, som Lucy Dacus aldrig nogensinde ville være.
»I wanna scream my throat raw«, lyder det på ‘Come Out’, men hun synger det i det samme bløde toneleje som altid.
Kort sagt:
På ‘Forever Is a Feeling’ er det primært Lucy Dacus’ tekster, der fanger. Hun balancerer små situationer og store følelser i et fascinerende og detaljerigt tekstunivers, og når de intime produktioner fungerer, understøtter de hendes stemme og ærlige linjer. Når de ikke gør, bliver det en kende for glat.