INTERVIEW. For halvandet år siden var Annika Wedderkopp en helt almindelig gymnasieelev. Sådan en der går til fester, hænger ud med sine venner, brokker sig over lektierne og bliver forelsket.
Nu er alt det almindelige byttet ud med et liv som popmusiker, hvor nærmest intet er netop det, almindeligt. I stedet skal det være stort og gerne blive endnu større.
For Annika har virkeligheden vokset sig så stor, at den overgår selv hendes allerstørste drømme. Hun har lige udgivet sit debutalbum, spiller udsolgte koncerter, streamer som ingen andre og skal åbne Orange Scene.
Men hvad sker der med en 20-årig, når drømmene gang på gang overgås af virkeligheden?
Meget mere på spil
Torsdag i sidste uge udgav Annika debutalbummet ’AW’ navngivet efter hendes initialer. Alle albummets 13 sange gik direkte ind på Spotifys danske top-25.
Dagen efter indledte hun sin første headliner-turné med to udsolgte Train-koncerter, og i denne uge står den på to gange udsolgt Store Vega.
Inden længe venter så karrierens utvetydige højdepunkt: åbningen af Orange Scene. Første gang jeg nævner ordet »Orange«, springer et stort smil frem på Annikas læber. Og det vender tilbage både anden og tredje gang.
Nok er Annika den yngste nogensinde til at få landets vildeste åbnevagt, men hun er ekstremt bevidst om, hvad Orange betyder i dansk musik. Smilet rummer både forventningens glæde og en kæmpe nervøsitet, selv de mest garvede må føle, når man har med netop den farve at gøre.
Selv er hun klædt i lyseblå jeans og ditto striksweater, da hun selvsikkert tager plads i en stor hesteskoformet sofa hos pladeselskabet Universal. Med et roligt »jeg klarer den selv« takker hun nej til managerens tilbud om at være til stede under interviewet.
Det er en halv time siden, hun annoncerede udgivelsen af debutalbummet ved midnat samme dag. I løbet af de næste dage skal hun stå prøven med både sin største udgivelse og sine største koncerter til dato.
»Jeg har det fuldstændig som før en eksamen i gym. Det er mega ubehageligt og fedt på samme tid. Jeg glæder mig, men jeg har svært ved ikke at lade nervøsiteten overskygge det«.
Lige nu bruger hun hver dag på at øve sig forud for koncertsommeren. Og når hun er færdig, tager hun hjem og slapper af. Som hun selv siger det, er der »ikke ret meget fest og glamour over det«.
Det er hårdt arbejde at blive popstjerne på et år. Noget, der ændrer ens liv.
Men det er ikke topprofessionelle studier og platinplader på væggene frem for gymnasiet i Gribskov eller at hænge ud med superstjerner som Gilli og Lamin frem for vennerne, der er den største kontrast til det liv, hun levede for bare et år siden.
»Den største forskel er, hvor meget der er på spil. Jeg tager mig meget mere sammen, end jeg nogensinde har gjort. Det er stadig skidesjovt, men før var musik min hobby. Nu er det alvor, der er forventninger og voksne mennesker, som arbejder på noget, der vitterligt handler om mig, så jeg føler et kæmpe ansvar«.
Annikas kometkarriere er ulig noget, dansk musik før har set, og derfor er overgangen fra almindelig 20-årig til popstjerne sket ret pludseligt.
Hun debuterede i februar 2024 med singlen ’Knuser hjerter’ efter at være blevet opdaget af pladeselskabet Universal gennem TikTok.
Ep’en ’Nye tider’ udkom tre måneder senere, og siden har hun storhittet med ’Så længe jeg er sexy’ og som feature på norske Marsteins ’Sammen’, ligesom hun har vundet talentpriser ved både P3 Guld og Danish Music Awards.
Imens ’Knuser hjerter’ streamede løs på Spotify, kunne Annika sagtens tage i byen med sine venner eller gå i supermarkedet. En befriende følelse af at få succes uden at miste sit ungdomsliv.
»Min tid gik med kærlighed, mine venner og skole. Jeg var fucking ligeglad med den single, der var tusind ting, der fyldte mere i mig end musikken«.
Støt tog karrieren fart, men hele tiden var Annika opmærksom på ikke at miste sit gamle jeg.
»Musikken fik ikke lov at overtage mit liv, og det var sundt at have mig selv med 100 procent. Men da vi udgav ’Så længe jeg er sexy’ i august, begyndte det at eksplodere«, fortæller hun, imens hun roder i håndtasken ved siden af sig.
Den energiske talestrøm stopper brat: »Jeg skal lige finde min snus, hvor lagde jeg den?«.
Annikas roden intensiveres, og et par øjeblikke senere er den lyseblå plastbøtte fundet. Med et lettet smil kigger hun igen op: »Hvor var jeg? Nå ja, det bliver bare ved med at gå opad«.
»Det var lidt skræmmende, for man ved jo, at intet bare går opad for evigt. Der er stadig en irriterende frygt i mig, som spørger ’hvornår stopper det?’«.
I juletiden skete endnu et skift. Imens Annika var blandt de eneste artister, der kunne konkurrere med Wham! og Mariah Carey på hitlisterne, blev hun et kendt ansigt.
Folk genkendte hende på gaden, og selvom hun elsker opmærksomheden, har det påvirket hendes selvbevidsthed at blive center of attention.
»Jeg havde dage, hvor jeg virkelig mærkede folks øjne på mig. Jeg har altid vidst, hvad jeg skulle sige, det er det, jeg er allerbedst til, men pludselig overtænkte jeg ting og blev mundlam, når jeg trådte ind i et rum. Hvordan ser jeg ud? Ved de, hvem jeg er?«.
Det var i den samme tid, som hun for alvor mærkede at være blevet en offentlig person, at albumprocessen gik i gang. Det kommer til udtryk i de temaer og følelser, de 13 sange handler om.
»Flere af sangene handler om, hvordan jeg selv og mit liv har ændret sig og det lidt sørgelige i det. Jeg har også holdt fast i de ting, der altid har fyldt i mig. Kærlighed, mine venner og alt det, som jo stadig er mig«.
»Men jeg tror, alle kan høre, at der er sange, hvor jeg har skullet ud med noget nyt, jeg aldrig har følt før«.
Det ultimative idol
Initialerne AW deler Annika med sit ultimative idol, Amy Winehouse.
Den britiske sanger, der i 2011 døde som 27-årig, da Annika selv var seks, har altid været hendes største inspiration.
»Albummet er et kæmpe shoutout til den originale AW. Ingen har som hende fået mig til at føle mig set og hørt, og at der aldrig kommer ny musik fra hende kan få mig til at græde, so let’s not go there«, siger hun med et let grin.
Den tredje AW, der spiller en central rolle på debutalbummet, er producer Anton Westerlin, som sammen med den ligeledes storhittende hiphop-producer Nicki Pooyandeh er hovedarkitekten bag albummet.
Det har været en befrielse for Annika at arbejde med så rutinerede kræfter, som hun stoler blindt på, og som laver de fedeste tracks og samtidig lader hende gøre præcis, hvad hun vil med sine tekster. En tillid, der har sat Annikas sangskrivning fri.
»Jeg har elsket at udlægge mit inderste for dem. De er vant til, at artister blotter sig, så de har et særligt filter. Det lyder vanvittigt, men det er lettere at dele mine problemer med dem end med min mor eller en veninde«.
»De forstår, at jeg ikke vil bombarderes med input, når jeg skriver. Jeg går ind i mig selv og lader dem gøre deres ting, for hvis nogen ved, hvordan man laver hits, er det dem. Jeg er vildt stolt over, at de vil arbejde med mig«.
Albumprocessen har også givet Annika plads til at brede sig ud til flere genrer.
Fra en Adele-inspireret klaverballade på åbneren ’Der så meget jeg ikke fortæller’ over hiphop-stjernebesøg fra Lamin på ’Stolt’ og Gilli på ’Bar bund’ til den soulede r’n’b-lyd inspireret af hendes helte Lauryn Hill, Chaka Khan og Erykah Badu.
Derfor er der ekstra meget på spil med debutalbummet.
»Det er sindssygt nervepirrende, for dem, der elsker mine poppede sange, kan godt blive skuffede. Jeg har ikke skrevet min sidste klassiske popsang, lige nu føler jeg mig bare mere connected til andre genrer, og jeg vil vise, at et hit ikke absolut skal have fire i gulvet«.
I Annikas genreudforskninger har albummets gæstefeatures også haft formative roller.
»Jeg har altid drømt om at lave en sang med Lamin. Jeg elsker hans flow, og vi havde det så sjovt sammen, det var meget let. Gilli …«, siger hun og stopper op, kigger mod loftet og smågriner.
»Han er sgu en sjov fætter. Vi har en virkelig god kemi, og så er han bare helt vildt dygtig. Han kan trylle et vers frem ud af det blå. Og det er sjovt, for han er et ikon og den største i branchen, men det er stille og roligt at være i studiet med ham. I hvert fald indtil det går op for en, at ’what the fuck, jeg er i studiet med fucking Gilli!’«.
Udover de to rappere, som begge spillede på Orange sidste år, har Annika også gæstebesøg som med andet end skarpe flows og stjernestøv har gjort ’AW’ til en drømmedebut.
»Jeg er en korpige og elsker at lege med andenstemmer og fraseringer, så at arbejde med Sira (Jovina, red.) har været en blessing, for det er hun også. Min dag i studiet med Josva var magisk, og det var en af de første gange, hvor jeg gik hjem og tænkte ’fuck, jeg har lige lavet noget hjernedødt’«.
Virkeligheden overhaler drømmene
Store Vega bliver en kæmpe milepæl for Annika. Ikke bare fordi det er 3.000 mennesker over to aftener, men fordi spillestedet i dansk musik, og vigtigere i Annikas liv, har en helt særlig betydning.
»Det er det eneste sted, jeg er kommet for at høre – altså virkelig høre – musik. Jeg er så dårlig til at se koncerter på festivaler, jeg kan seriøst huske én koncert fra mine tre år på Roskilde, men Vega er anderledes. Jeg hørte Raye derinde to uger før, jeg udgav min første sang, og den koncert har siddet i mig gennem hele den her rejse«.
Annika tager striktrøjen af og retter sig op fra sin henslængte position i den store sofa. Snusbøtten åbnes kort og ryger på plads i håndtaskerodet.
»Og skal jeg være helt ærlig, er Store Vega det eneste sted, jeg nogensinde har drømt om at spille. Jeg er aldrig nået til at drømme om Orange, for det hele er gået så stærkt«.
Faktisk kan hun godt blive lidt ked af det over det tempo, hun er steget til tops med. Går hun glip af noget af den romantiske rejse, som så mange drager ud på og aldrig kommer videre fra, men som gør musikken magisk?
»Nogle gange ærgrer det mig, at jeg springer fra Ideal Bar til Store Vega. Kommer jeg til at føle, at jeg mangler Lille Vega og alt muligt andet? Jeg kan godt blive jaloux på de bands, der har haft den der lange rejse og spillet på alle landets bodegaer«.
»Jeg har aldrig drømt om at spille på Roskilde, men jeg har altid drømt om at have et band og spille alle mulige kradsede steder, bare have det for fedt og drikke en masse øl«.
At alting er gået så stærkt, at drømmen om Orange Scene ikke nåede at forme sig i hende, før den blev til virkelighed, kan godt virke tyngende og give hende lidt skyldfølelse.
»Er det okay at få Orange uden at have drømt om det i mange år? Er jeg ved at stjæle nogen andres drøm fra dem?«, spørger hun indimellem sig selv.
På samme måde kan hun godt føle skyld over at gå og være nervøs frem for at glæde sig.
»Lige nu føles det ikke ret godt i maven, den er urolig. Det føles faktisk skrækkeligt«, indrømmer hun grinende, inden hun fortsætter:
»Det bliver heldigvis bedre hver dag, og jeg føler mig klar. Hele mit liv har handlet om musik, så lige meget hvilken scene, jeg har set for mig i mine drømme, giver det her rigtig god mening«.
Derfor var Annika heller aldrig i tvivl, da hun fik muligheden.
En dag drak hun en øl med sin booker, der lidt henkastet nævnte, at hun var et af navnene i Roskilde Festivals pulje til Orange-åbneren.
Siden blev det en mere reel ting, og selvom festivalarrangørerne var nervøse på hendes vegne, var Annika stålfast fra sekundet, hun hørte sit navn og Orange i samme sætning.
»Derfra havde jeg én tanke: Hvis de giver mig lov, gør jeg det. Lige meget hvor mange gange jeg brækker mig af nervøsitet og har lyst til at springe fra, kommer der ikke et øjeblik, hvor jeg takker nej til Orange«.
Annika ved, at hvert minut på scenen lige nu er afgørende lærepenge i kampen for at erobre Orange Scene. Selvom hun føler sig klar, er koncerterne på Train og Vega derfor livsnødvendige testere af både albummet og hendes nerver.
»Jeg har nok spillet 5-10 rigtige koncerter i mit liv, og om lidt spiller jeg Orange, det er jo helt sygt. Jeg ved, at jeg kan synge og levere, men jeg glæder mig til at lære at hvile mere i det. Jeg har altid vidst, at jeg skulle stå på en scene«.
Indtil da pakker hun sin kalender fuldstændig, så hun af ren travlhed »glemmer nervøsiteten«.
Til gengæld giver hun gerne sig selv plads til at tænke over, hvad der skal ske på den anden side af sommeren. For hvad gør man, når alt, man kunne drømme om, sker på lidt over et år?
»Det bliver større og større, og det er fantastisk, men inderst inde har jeg lyst til at take it back a step. Jeg vil gerne tage lidt mindre skridt og hellere spille fem små koncerter end én kæmpestor«.
»Drømmen er bare at have det fucking fedt og udgive musik, folk elsker. Jeg har faktisk kun ét mål: At spille koncerter til jeg dør. Hvis det så bliver en bodegatour om 40-50 år, tager jeg gerne den med«.
Annika optræder i Store Vega 15.-16. maj og åbner Orange Scene på Roskilde Festival 2. juli. Albummet ’AW’ er ude nu.