Yung Lean går linen ud som rocksanger – resultatet er skiftevis charmerende og uudholdeligt
ALBUM. Da Yung Lean i sidste uge medvirkede i Pitchforks ’My Perfect 10’-videoserie, var han vel nok den første i historien til at nævne Gucci Mane og Bruce Springsteen i samme åndedrag.
I videoen hylder den svenske kultrapper Guccis ’Chicken Talk’ og Springsteens ’Nebraska’, og de to yndlingsalbum er egentlig et fortrinligt billede på den forvandling, han selv har været igennem og nu fuldender på sin nye plade ’Jonatan’.
Siden gennembruddet som 16-årig har Yung Lean med tiden arbejdet sig væk fra cloudrap-lyden og hen imod mere sangbårne genrer som rock, pop og folk. Indledningsvist udfoldede han sine eksperimenter under aliasset Jonatan Leandor96 (hans virkelige navn og fødselsår), men nu har udtrykket også for alvor vundet indpas under Yung Lean-fanen efter sidste års ligeledes rockinfluerede Bladee-fællesalbum ’Psykos’.
Svenskeren leger med guitar og bas og dykker ned i americana-motiver som heste og revolvere på ’Jonatan’, hvor han drømmer om en lovløs, fri og undertiden voldelig tilværelse uden for samfundets rammer.
Kun to ud af 13 numre indeholder deciderede rapbars. Resten af tiden byder Yung Lean på sin velkendt upolerede sangstemme, som fans vil kalde unik, og som kritikere vil kalde falsk. For nej, Yung Lean har aldrig været en stor sanger, og undervejs på ’Jonatan’ går han en balancegang mellem at være charmerende og næsten uudholdelig at lytte til.
De mest nedbarberede og langsomme sange på ’Jonatan’ falder oftest til jorden, fordi den sløve vokal skal bære meget af læsset alene. Disse numre figurerer særligt på albummets anden halvdel.
På Bob Dylan-pastichen ’My Life’ kæmper Yung Lean for eksempel med at holde trit med en westernklingende guitar, og på ’Teenage Symphonies 4 (God Will Only)’ kaster han sige ud i nogle høje toner, som han rammer skingert forbi. ’Lessons From Above’ er også en mere sølle end stærk albumlukker.
Der er altså forbiere at finde på ’Jonatan’, men heldigvis også en portion vellykkede sange, som alligevel berettiger projektet.
To af dem udkom på forhånd som singler: Den skæve og uptempo positivitetshymne ’Forever Yung’ samt Bonnie og Clyde-balladen ’Babyface Maniacs’, hvor hans tilbagelænede stemme passer godt til både melodi og narrativ.
Albummets højdepunkt er ’Horses’ – en grunge-inspireret breakup-sang, hvor Yung Lean crooner om kap med tunge guitarriffs, der senere får vellykket selskab af storladne violiner. I teksten sammenligner han sig selv med en vild hest, som ingen kan fange. På Yung Lean’sk manér får western-motivet desuden et dystert dommedagstwist med åbningslinjen »Four running horses pass by«, der kan referere til De fire apokalyptiske ryttere.
Et andet stærkt kort er den umanerligt catchy popskæring ’I’m Your Dirt, I’m Your Love’, hvis gennemgående strygerunderlæg vækker mindelser om Coldplay. Her er Yung Leans stemme fortsat hæs og sprukken, men på en tempereret og lækker facon uden overstyring.
For selvom man ikke er en teknisk raffineret vokalist, kan man sagtens skrive melodier, der hiver styrkerne i éns stemme frem. Det er førnævnte Dylan jo et godt eksempel på.
Eksperimentlystne Yung Lean har dog for længst bevist, at han nægter at lade sig begrænse, også når det kommer til egne mangler. Og vi skal nok i sidste ende være glade for denne kreative drivkraft, som altid bringer interessante overraskelser med sig.
Kort sagt:
Yung Lean fuldender sin forvandling fra rapper til rock- og popsanger på ’Jonatan’, hvor svenskerens vanligt upolerede vokal rammer skævt lige lovligt ofte. Eksperimenterne ender dog også til tider ud i vellykkede og catchy resultater, som man ikke ville være foruden.