Karoline Funder stiller spørgsmål og giver de helt rigtige svar på debut-ep’en ’Din mørke himmel’
EP. Selvom hun siden debutsinglen ’Vores forhandling’ fra marts 2024 blot har udgivet yderligere to sange, har Karoline Funder længe føltes som et veletableret vækstlagsnavn, mange bare venter på får sit gennembrud.
Nu bliver tre sange til seks på debut-ep’en ’Din mørke himmel’, hvor Funder lægger nye lag til sin sfæriske indiefolk og udforsker flere sider af sit indre liv.
De nære relationer er hendes kampplads, og stemmen det altoverskyggende våben iscenesat i et atmosfærisk rum båret frem af akustisk guitar. Funder har en helt vild klang, der både lyder, som svævede den forbi i vinden og som kantede brudstykker af et heartbreak, der banker på døren.
Det føles som om, hun kan gøre lige, hvad hun vil med den, og måden, hun på ’Græder du nu?’ bevæger sig frit mellem falsettoner, er overskudsagtig i en grad, jeg ikke ved, hvor man ellers finder i dansk musik.
Funders omkvæd er på de første sange bygget op om sylespidse spørgsmål: »Synes I, det’ det samme som før?« (’Frontsoldat’), »Græder du nogensinde?« (’Græder du nu?’) og selvfølgelig »Hvis jeg var i et band, ku’ du så lytte til mig?« (’Vores forhandling’).
Spørgsmål, der blotlægger frygten og afmagten, en såret part føler, hvad end det er i en familierelation, som overraskende er omdrejningspunktet for åbneren ’Frontsoldat’, eller i en tosomhed, som på de to andre, der udfolder de emotionelle forskydninger, som koster så mange relationer livet.
’Vores forhandling’ er det uundgåelige højdepunkt, hvorfra afmagten udvikler sig i Funder, der handlekraftigt tager kontrollen på de næste sange.
Det både lyrisk, hvor hun på ’Dådyrøjne’ »stjæler dine drømme, så du kun kan drømme om mig«, og i instrumenteringen, hvor hun føjer distortion-guitar og storladne blæserstykker til sit repertoire på ’Dit valg’. Med sin sikre ro skubber hun let til grænserne for sin egen lyd, og det giver kun sult på mere.
Enkelte steder bliver det lovlig Guldimund-hverdagsrealistisk, som på ’Fronsoldat’-linjen »5.000 kroner sku’ jeg gi’ for at bo i en container / Selvfølgelig kan I ikke kende mig, når vi kun snakker over FaceTime«. Det smager lidt for meget af mandag morgen og lidt for lidt af magisk skov.
Funders univers er så dragende, netop fordi hendes luftige lyd er som skabt til de relationelle udforskninger, der er utroligt relaterbare, men i sine scener tør være eventyrlige og metaforiske.
Derfor bliver den melankolske ’Jeg hader at jeg tænkte at du lignede en engel’ et effektivt punktum, der efterlader én totalt opslugt af Funders døsige spøgelsesstemme og det fuldendte univers, hun åbenbarer på ‘Din mørke himmel’.
Kort sagt:
Med sin debut-ep har Karoline Funder fordoblet antallet af virkelig gode sange i sit katalog og cementeret sig som en artist, man kun kan glæde sig til at opleve på Roskilde Festival og forhåbentlig mange gange efter det.