Robbie Williams ville bare gerne underholde i Parken, og det var en skam
KONCERT. Jeg har en hemmelighed om Robbie Williams, som ikke engang han selv kender til.
Hemmeligheden er, at han faktisk laver god musik. Ikke kun på karrierens højdepunkt i 90’erne og start 00’erne, hvor han stod bag udødelige klassikere som ’Angels’, ’Come Undone’, ’Supreme’ og ’Feel’, hvoraf især sidstnævnte er et tårnende mesterværk i moderne popmusik.
Men også på en håndfuld swing-plader, hvor han går Sinatra i bedene som en glimrende fortolker af den store crooner-tradition med den helt rette kombination af autoritet, indlevelse og ironisk glimt i øjet.
Den side af Williams fik vi også at høre under hans ekstremt rodede, men i korte momenter charmerende koncert i Parken, hvor han diskede op med udgaver af Sinatras ’New York, New York’ og ’My Way’, der lød som underholdningen på et ferieresort i Las Vegas.
Hvis han havde været mindre optaget af at lefle og mere opsat på at vise, hvad han kan som musiker, kunne han have spillet sin egen ’Go Gentle’ fra 2013, der er en smuk og absolut værdig tilføjelse til det klassiske swing-repertoire.
Men Robbie Williams var ikke opsat på at vise, hvad han kan som musiker. Faktisk fik jeg indtryk af, at han ikke selv havde tiltro til den side af sit virke.
’Let Me Entertain You’, lyder den evige showstarter, som vi fik i en forpustet udgave, efter Williams var blevet firet ned fra loftet iklædt en rumdragt til tonerne af en ny, ikke særlig god single ved navn ’Rocket’. ’Let Me Entertain You’ har altid været mere hensigtserklæring end egentlig sang.
Men underholdes skulle vi fandme – om så Williams skulle holde en pistol for publikum og tvinge latteren frem.
»Min drøm er at være den bedste entertainer i verden«, lød det, inden han helt droppede beskedenheden: »Jeg er kongen af underholdning!«.
Det er som sådan fint nok, men en koncert er altså mere end underholdning.
Den er eksempelvis – helst – en musikalsk oplevelse, hvilket Williams lod til at have glemt, sådan som han sludrede uafbrudt. Om sine børn, sin kone, sin far, den vanvittige verden, vi lever i, karrierens op- og nedture og om alt muligt andet, der lige faldt ham ind.
Nogle gange var han sjov. Som for eksempel da han, efter at have givet hånd til publikums forreste række, bad om håndsprit og – med imponerende sans for vores interskandinaviske søskendedrillerier – sagde: »Man ved aldrig, hvor de har været. Nogle af dem er fra Norge«.
Andre gange var han ikke. Som da han trak tiden ud med en alt for lang dialog med en let uhyggelig, AI-genereret udgave af sig selv som teenager.
Det var ikke så meget jokesene, den var gal med, selvom det ganske vist var helt vildt kikset, da voksen-Robbie fortalte teenage-Robbie, at han er blevet gift, og AI-ansigtet mekanisk svarede: »Wow, jeg troede aldrig, de ville lovliggøre homovielser«. Og det var ikke engang aftenens eneste homojoke.
Derimod var det bare ekstremt dårlig smag så åbenlyst at inddrage kunstig intelligens i sit show, mens 1000 af Williams britiske musikerkolleger kæmper mod AI-firmaers brug af deres musik.
»Embrace your cringe! Let your cringe-flag fly!«, råbte Williams. Og cringe, det var det.
Også selve sætlisten, hvor flere af hans hits – ’Candy’, ’Sexed Up’, ’Relight My Fire’ – var amputeret ned til små akustiske fragmenter. Tilsyneladende for at vi også kunne få tid til at synge med på alt fra ’Song 2’, ’Seven Nation Army’ og ’Living on a Prayer’ til titelmelodien fra ’Friends’.
Værst blev det, da Aqua blev inviteret på scenen til en rædselsvækkende udgave af ’Barbie Girl’, der bød på elendige vokalpræstationerne fra alle medvirkende, når de ellers kunne høres i det klaustrofobiske lydbillede.
»Er det her underholdning?«, spurgte Williams. Tja … måske? Man turde næsten ikke at sige nej.
Og så – lige da jeg var ved fuldkommen at tabe modet – indtraf magien alligevel.
Williams havde fundet en ung kvinde blandt publikum, som sjæleren ’She’s the One’ blev dedikeret til. Jeg havde nok foretrukket harakiri over gennem en hel sang at se mit ansigt på en storskærm foran 40.000 mennesker, men Camilla, som hun hedder, fortrak ikke en mine.
Og nok så vigtigt var det som om, at den store kvindebedårer brugte lejligheden til endelig at koncentrere sig og gøre sig umage. Selv på en dårlig dag forstår han, at man altså ikke forfører nogen ved at jappe sig igennem sine sange. Hvor ville jeg ønske, han havde indset det lidt tidligere.
For Williams synger stadig fremragende, hvilket også stod klart, da koncerten på storslået vis blev afsluttet med patosfyldte versioner af ’Feel’ og ’Angels’. Der var ikke et øje tørt.
Men da havde vi også gennemlevet to timers rituel ofring af musikken på underholdningens alter.
Kort sagt:
Med et katalog spækket med hits, en stærk vokal og en unægtelig udstråling har Robbie Williams stadig meget at byde på som musiker. Derfor var det også enormt ærgerligt, at hans koncert i Parken blev spoleret af kiksede jokes, enerverende sniksnak og dårlige coverversioner – og en trist følelse af, at han slet ikke tager sin egen musik alvorligt.