Sabrina Carpenter overvejer at forbyde mobiltelefoner til sine koncerter: »Det ville pisse mine fans af«

Sabrina Carpenter overvejer at forbyde mobiltelefoner til sine koncerter: »Det ville pisse mine fans af«
Sabrina Carpenter. (Foto: Kevin Mazur/Getty Images for AEG)

Adele, Madonna, Bob Dylan og Jack White har alle gjort det, og nu melder Sabrina Carpenter sig i koret af musikstjerner, der overvejer at indføre telefonforbud til deres koncerter.

Det fortæller hun i et interview med Rolling Stone, hvor hun ligeledes indrømmer, at det ville »pisse hendes fans af«, hvis de ikke måtte fotografere og filme.

Overvejelsen er opstået, efter hun var til koncert med Silk Sonic, den 70’er-inspirerede soul-duo bestående af Bruno Mars og Anderson .Paak.

»Jeg så Silk Sonic i Vegas, og de låste min telefon inde. Jeg har aldrig haft en bedre oplevelse til en koncert,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg følte virkelig, at jeg var tilbage i 70’erne. Jeg følte virkelig, at jeg var der. Alle sang, dansede, kiggede på hinanden og grinte. Det føltes virkelig, virkelig smukt«.

Dog ved hun godt, at det at filme med sin telefon for hendes fans er en helt naturlig del af at gå til koncert: »Jeg er vokset op i en tid, hvor alle folk har iPhones til koncerter. Det føles desværre super normalt for mig. Jeg kan ikke bebrejde folk for at ville have minder«.

»Men afhængigt af, hvor længe jeg vil turnere, og hvor gammel jeg er, så tag de telefoner væk. I kan ikke bare zoome ind på mit ansigt. Lige nu er min hud blød og smidig, så det er fint. Men zoom ikke ind på mig, når jeg er 80 år gammel«, slutter hun.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af