REPORTAGE. Festivalsommeren er over Danmark, og denne uge blev det tid til det eneste, der kan få københavnere til at debattere voldsommere end bilparkering og byudvikling; Distortion.
Festivalen har i de seneste år har taget en drejning mod mere betaling og kontrol, og dermed mindre gratis gadefest. Sådan tilgodeser man sikkerhedskrav fra kommunen, vrede naboer og en sund bundlinje.
Omvæltningerne for festivalen, der omkring 2011 gik fra undergrund til ustyrligt massefænomen, rejser spørgsmålet om, hvor Distortion står i dag, hvis kaos er blevet til kontrol?
Selv var jeg første gang på Distortion i netop 2011, og igennem mine teenageår var gadefesterne et højdepunkt, kun Roskilde Festival kunne måle sig med. Et festinferno, der markerede sommerens ankomst og agerede forsmag på det både frisættende og frygtindgydende anarki, festivalsommeren er for en teenager.
Imens mange brokkede sig over skrald, øldåser og tis i opgangene, var det præcis det kaos, der gjorde festivalen så særlig. Samtidig var Distortion en musikformidler i øjenhøjde, som skabte de første møder mellem nogle af nutidens største stjerner og deres publikum.
Det var derfor med et mix af spænding og skepsis, at jeg tog afsted for at mærke, hvad Distortion i dag kan som både fest og festival.
Seks timer, 50 fester
Jeg startede torsdag ved gadefesten, i manges øjne den sidste tilbageværende rest af »det gamle Distortion«.
Den på én og samme tid imponerende og skræmmende fællesmanøvre, hvor lydsystemer, eventmagere, musikere og tusinder af festglade og læseferieramte gæster indtager en hel bydel, har i årevis været festivalens kendetegn, men er nu kogt ned til én aften.
Igen i år skete det med Nørrebrogade som hovedåre, og københavnerne mødte festklar op for at suge alt ud af de seks timers gadefest.
En folkevandring af gymnasieelever gik langs søerne kampklædt med hjemmeblandet vodka-juice og upraktisk fodtøj, imens småbørnsfædre havde indtaget bænkene langs vandet og klukkende hilste med dåseølskål og »Glædelig fars dag«.
Da startskuddet lød klokken 16, og Den Sorte Skole indtog Dronning Louises Bro, vidnede det om en festival, der forstår at sætte en fest i gang, der tipper med hatten for det trofaste publikum fra ”gamle dage”.
Der var lidt startnerver i folk, det var for lyst til at danse og for højt til at snakke, så de fleste sigtede efter bunden af flasken, dåsen eller drinksspanden med de lange sugerør.
Andre gav for en stund op på musikken og overgav sig til det underholdningsinferno, Distortion også er. Wrestlingringen ved Fælledvej tiltrak hundreder i forvirring og forbløffethed, imens forfester hang ud af enhver vinduesåbning.
»Hvad vil du gerne høre i dag?«. »Aner det ikke, skal bare drikke«, var en udveksling, flere var igennem, imens andre diskuterede det yoghurtlignende vejspor foran King of Kebab: »Tror I, det er maling eller ayran?«.
En scene i livsfare
Gadefesten bød på 50 events og mikrokosmosser med eget tema og publikum, hvor der opstår magiske øjeblikke, fordi arrangørerne gør så enormt meget ud af festen, om det er for ti eller tusind mennesker.
Imens et uvidende par i matchende Rains-jakker i indgangen til Michelinrestauranten Ja Tak i Rantzausgade så forbløffede rundt på festfolket, friede en fyr i skisolbriller til sin kæreste ved et højttalersystem foran Tjili Pop. Med hendes »ja« fik techhousen et nøk op, og et førstehåndsvidne rakte jublende to flasker Barefoot-rosé i luften og delte ud til de nærmeste.
Det var fantastisk at kunne shoppe rundt mellem den type fester, at både afrobeats, K-pop, UK Garage og baile funk kan opleves til en dansk gadefest, og at det hjertevarme Queer Distortion igen indtog pladsen foran Hellig Kors Kirke.
Men samtidig var det svært ikke at få følelsen af en lidt fragmenteret fest, et stykke fra tiderne, hvor hele indre Nørrebro gyngede i takt med hinanden og musikken som én organisme. Bevares, det var kaotisk, men det var essensen af Distortion at overkomme kaosset med sine venner.
Overraskende blev Folkets Park et samlingspunkt, og det eneste sted jeg virkelig oplevede en menneskemasse i opstemt harmoni, da event- og kunstkollektivet Pleasure Control holdt blockparty med tysk technobesøg.
Hvor festen tidligere defineredes af koncerter med ny dansk musik, som fik (ti)tusinder til at mase sig sammen i panisk eufori, er lydtapetet nu styret af dj’s, og det har kostet festen meget af den løsslupne gadekoncertmagi, som har formet generationers Distortionminder.
Enkelte steder tittede den dog frem, som da undergrundsrapperne Chrome! og Skomager tog en forsamling inkarnerede fans med en tur i deres hostesaftsovsede, ukontrollable univers i Griffenfeldsgade, eller i Blågårdsgade hvor Boom Butiks pavillonscene kom i seriøs livsfare, da Emil Kruse og Papa E kiggede forbi.
»Hvem er det, der synger?«
Men koncerterne torsdag var primært at finde til Distortion X omkring Den Røde Plads. Et tungt lineup ført an af Lamin, Sivas og Anton Westerlin skulle sikre, at Gen Z hostede op med 260 kroner i entré, og det gjorde de, for der var udsolgt.
Det føltes som Grøn for 20-årige. Både politi og natteravne var til stede, men havde vist opgivet at tøjle gæsterne. Fjerne blikke snublede allerede fra de sene eftermiddagstimer rundt på det røde underlag i trekvartbukser og cowboystøvler, imens solbrillerne sad sikkert i nakken, når der skulle bundes vodkadrinks i ølbong.
Hvor gadefesten har et broget publikum, var det her et ekkokammer af alt det, man forventer at møde til en Lamin-koncert, ikke mindst frisktrimmede bros i store sneakers.
Momentvist fortabte gæster råbte som i kor »Hvor er I?« ind i deres iPhones, og imens entrékøen genkaldte grumme Syd for Solen-minder, var klokken ikke over 18, før den første var gået kold og måtte bæres ud.
Frustreret over køen udbrød en fyr igen og igen »fuck mand, jeg SKAL bare se Wicky«, men da den rykkede på sig, skiftede fokus hurtigt til en forhandling om, hvor mange vodka-Red Bull det ville koste ham, at få sin Ralph Lauren-dunjakke i vennens taske.
Imens folk brugte de mange køminutter uden for pladsen på at få nye kontakter i telefonbogen, led Red Bulls hovedscene af urimelig lav lyd i skarp konkurrence med festsnakkeriet. Da stortalentet Zuloo indtog containerscenen med sin hypeman, måtte flere spørge, »hvem er det, der synger?«.
»Hmm, tror det er ham med bøllehatten…«, lød et tøvende bud.
Wicky – det bedste bud på et undergrundshypet navn a la Distortions heyday – gav på Soundvenue-scenen dog smagsprøver på, hvad gadefestenergien kan, når den sniger sig gennem billetlugerne. Et purungt publikum i intense moshpits under det gule skatepark-halvtag føltes forfriskende rowdy.
Distortion X var mere fest end festival. Publikum fik de hits, de kom efter, men spørgsmålet er, om Distortion bør have ambitioner om at være mere for dansk musik, end bare endnu en fest?
»Not a furry yet, but will be tomorrow«
Med kun én gadefest, har Distortion introduceret Havnefest, som kombinerer vandsport og dagsfest, men ikke var at sammenligne med gadefesten, og føltes som en parentes i dagtimerne op til åbningen af Distortion Ø, hvor jeg cyklede ud fredag aften.
Noma har fået sikkerhedsvagt på, og Hjemmeværnet var tilkaldt for at gelejde folk sikkert mod Refshaleøen, hvor et midaldrende par med fribilletter ikke anede, hvad de skulle gøre af lejecyklerne, men at de skulle have »en af de der buckets«, når de kom ind, det lå fast.
Distortion Ø’s cykelparkering var en kæmpelabyrint af Donkey Bikes. Et godt billede på publikum, der mestendels var udlændinge og særligt talte tysk, spansk og engelsk.
Imens politiet passerede køen fulgt af et lille tv-hold, formentlig i gang med næste sæson af ‘Gadebetjentene’, opdagede tre kvinder en veninde i artist-indgangen og udbrød: »You look great babe!«. »Not a furry yet, but will be tomorrow«, lød svaret over hegnet.
Der var farverige kostumer med armbeskyttere i læder og pelskapper, enorme flossede bukseben, smalle solbriller og kasketter, bøllehatte og endda nogle småskræmmende masker. Distortion Ø har et blandet publikum, der emmer af begejstring for musikken.
Der var hverken kø til barer, madsteder eller toiletter. Faktisk kun ét sted, var der både trafikprop og kø, nemlig ved vandposten.
De mennesketomme toiletrækker resulterede da også i, at folk allerede 21.30, både alene og i par, brugte båsene til andet end toiletbesøg, imens karaokebaren lige på den anden side af hegnet fællesskrålede med på ‘Dancing on My Own’.
En ældre herre indtog et podie ved Sunrise-scenen med en vedholdende, repetitiv dans, og en britisk lad highfivede ham og udbrød »proper forest raaaave«. Da et remix af ‘Take Me to Church’ med tonstung bas rullede ud fra kæmpehøjttalerne, oplevede jeg tilmed noget så sjældent som technofællessang.
Skovrave og betonbas
Distortion Ø var et gennemført univers ulig det, man oplevede på de fleste danske festivaler. Først blev man mødt af hårdkogt betonæstetik med containere og stilladser, men varemærket var de fire scener indrammet af høje trætoppe, som lysshowene gjorde til en ravende eventyrskov.
Som techno-novice var det, undskyld klicheen, som at træde ind i et parallelunivers af dyb bas, taktfaste skulderbevægelser og den løsslupne festeufori, som deles med mine kerneminder fra Distortion. En omvendt virkelighed, hvor skoven var rød, lilla og blå, og hvor flere og flere fik solbrillerne på, som solen går ned.
At Ø kun har én dansk pendant, nemlig Karrusel i sommerens sidste weekend, understreger, at Distortion her faktisk er kulturbærer, og kan trække både kunstnere og fans til Danmark, som ellers aldrig ville komme.
Programmet favnede bredt. Eurodance- og trancestjernen Marlon Hoffstadt førte an fredag, hvor han skabte en jublende dansefest med fløjtetechno, imens mørket faldt på. I betonafdelingen tronede senere berlinerstjernen Kobosils hårdtslående, hardcore techno som aftenens anden hovedattraktion.
De to var visuelle og musikalske beviser på, hvor forskellig elektronisk musik kan være, og hvor skarp Distortion er til at favne begge poler. Lørdag bød på årets største navn, den sydkoreanske superstjerne Peggy Gou.
Gou spillede forrige år på Syd for Solen og er billedet på den mainstreamappel, elektronisk musik har fået – hun spillede senere lørdag nat også til Bestsellers firmafest (!) – og unægteligt grunden til, at lørdagsbilletterne endte med at være udsolgt.
Lyt til hjertebarnet
Da jeg lister ud og opstøver min cykel i mørket, er det med følelsen af at have fået et indblik i festivalens hjertebarn.
Distortion Ø har ambitioner for og med musikken og præsenterer en palet af den bedste elektroniske musik i verden. Gæster, artister, rammen og musikken føles i symbiose.
Det er ikke for alle, men for flere end man tror. Et velkurateret stykke musikkultur, hvor netop musikken føles som centrum for festen, frem for et soundtrack.
Distortion vil virkelig meget og gør noget klart bedre end andet.
Men med Distortion Ø har man skabt et af de mest gennemførte festivaluniverser i landet. Måske man skulle lade sig inspirere af det, når næste års gadefest, både foran og bag betalingsmuren, skal stables på benene.