Lucy Dacus var så tilbagelænet, at hun slæbte en chaiselong med på Roskilde Festival
KONCERT. Lucy Dacus er en fremragende sangskriver.
Når hun er bedst, kan hendes smukke stemme og hjerteknusende lyrik, der nøgternt sætter ord på store og svære følelser, få hendes dedikerede fans til at bryde ud i gråd.
Desværre er det også et talent, der ikke rigtig kunne mærkes på sangskriverens seneste album, ‘Forever Is a Feeling’, hvor den sukkersøde produktion og instrumentering kvalte et ellers fint tekstunivers.
Derfor var det også spændende, om sangene kunne løfte sig live i et fint fyldt og træt, men kærligt Avalon-telt lørdag eftermiddag på Roskilde Festival, hvor mere end halvdelen af sætlisten bestod af nye sange.
Svaret var både ja og nej. For Lucy Dacus og hendes band leverede langt hen ad vejen en koncert, der var mere tilbagelænet, varm og hyggelig, end den var medrivende.
En hygge, der måske allerbedst blev legemliggjort under ‘Modigliani’, hvor Dacus under første vers slentrede rundt på scenen og sang med mikrofonen i den ene hånd og en kop te i den anden.
Eller da en chaiselong blev båret på scenen, inden Jasmine.4.t, der selv havde spillet på festivalen tidligere på dagen og har været opvarmning på hele Dacus’ månedlange turné, blev inviteret på scenen og ned på chaiselongen for at »spille rollen som Hozier« i duetten ‘Bulls Eye’.
Det var både hyggeligt og wholesome, men man savnede også sommetider, at Lucy Dacus satte sig selv lige så meget på spil i leveringen, som hun gør i sine tekster.
Vi fik det i glimt på sange som ‘Talk’ og titelnummeret fra ‘Forever Is a Feeling’, hvor Dacus viste prøver på hele sit register. Eller på ‘VBS’, der havde et fedt og støjende guitar-crescendo midtvejs, som man godt kunne have ønsket sig mere af.
Alligevel var det som om, Dacus og hendes band aldrig helt gik planken ud og virkelig leverede den store emotionelle forløsning, der kunne hæve koncerten fra det rare til det rigtig rørende.
Altså lige indtil koncertens slutning, hvor den følsomt rockende breakup-klassiker ‘Night Shift’ endelig lykkedes med at forene lyrik og levering, så det kunne mærkes helt ind i hjertekulen.
En i øvrigt gammel sang fra Lucy Dacus’ andet album, der med sin medrivende levering og fællessang også fungerede som en slags ironisk understregning af det nyere materiales mangler.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.