Mac DeMarcos hjerteskærende comeback-album drukner i monotoni
ALBUM. At håbe på, at Mac DeMarco udgiver et ni timer langt album (ja, ni timer) eller et instrumentalt roadtrip-soundtrack, er nok forbeholdt hans mest dedikerede fans. Ikke desto mindre er det præcis, hvad den populære slackerhelt har budt os siden ’Here Comes the Cowboy’ fra 2019.
I mellemtiden har bølgen af nostalgidyrkende indierock, som Mac DeMarco med et glimt i øjet og en smøg i mundvigen var med til at kickstarte i 2010’erne, ikke tabt pusten. Flere af hans egne sange som ’Chamber of Reflection’ og ’Heart to Heart’ har hittet på streamingtjenesterne, mens Mac DeMarco har nørklet i hjemmestudiet.
Verden har altså hverken glemt lo-fi-indien eller dens grand old man, så det føles rigtigt, at han nu vender tilbage til det konventionelle albumformat. Men det minimalistiske singer/songwriter-album ’Guitar’ er et blandet gensyn.
Lad os starte med det overbevisende: Den fjollede slackerrocker er nu blevet alvorlig og forpint.
Med et splintret hjerte leverer han her et personligt værk om at tabe i kærlighed. Om indædt fortrydelse og altopslugende eksistentiel angst. Han skriver og synger bedre og med større autoritet end nogensinde med vovede falsetter og legende melodier.
Desværre er produktionen, som Mac DeMarco selv har stået for, langtfra lige så fuldendt. ’Guitar’ lyder nogle gange glimrende vintage, men mange gange udmattende ensformigt.
Den tørre lilletromme, den klimprende akustiske guitar og den dovne basrundgang bliver hurtigt en skabelon, som alt for mange af sangene følger blindt. Det er udmærket tapet til en formiddag på sofaen med kaffe på kanden, men det er en undervældende ramme for Mac DeMarcos hidtil mest hjerteskærende tekstunivers.
Jeg kunne ikke adskille de første fire numre fra hinanden, om så Mac DeMarco stillede hele sit restlager af Viceroy-cigaretter på højkant.
’Shining’ er ellers en bundsolid åbner, hvor han med velslebne vokalmelodier og stilrent lydtapet sender en gammel kærlighed videre i livet. »My love must be broken«, indleder han nøgternt albummet, og så er stilen lagt. Men gnisten går tabt, når lyden på de næste sange er identisk.
På den smerteligt bagkloge ’Nightmare’ konsekvensberegner han gribende kærlighedens pris: »Had you known that further down that road / There’d be crying? / Maybe you’d have lessened up your load / And stopped your lying«.
Men det monotone lydbillede udvander tekstens eftertænksomhed. Vi får simpelthen serveret et festmåltid af tunge tekster, men de store smagsbomber udebliver på albummets første halvdel.
Heldigvis kaster Mac DeMarco en redningskrans i form af en twanget elguitar. Guitarsoloen på ’Rock and Roll’ og det diskrete call-and-response på ’Nothing at All’, som er umulig ikke at nynne med på, giver vokalen noget modspil. Tiltrængt. Og vi har stadig det bedste til gode.
Oldies-perlen ’Holy’ er nemlig albummets suveræne højdepunkt. Den melankolske hjemve, som Mac DeMarco og genrekollegerne hyppigt higer efter, er skruet ned. I stedet leverer han elegant en fandenivoldsk coolness, som kunne være leveret af Scott Walker eller Nancy Sinatra. Det lyder som en klassiker.
De små vinduer af sprød twang-charme, den grundige skildring af hjertesorg og en utrolig velsmurt sangstemme redder gensynet med Mac DeMarco fra at være skuffende.
Men hvor ville jeg ønske, der var flere afbræk i tempoet, nogle skæve kadencer fra en drum machine eller et par rumklangsindsvøbte synthesizer-melodier. Så havde ’Guitar’ været et hovedværk.
Kort sagt:
Mac DeMarco synger bedre og mere hjerteskærende end nogensinde på sit første rigtige album i seks år, men den ensformige singer/songwriter-lyd gør ’Guitar’ til en undervældende oplevelse.