Spotify har været en del i vælten på det seneste.
Adskillige bands – heriblandt King Gizzard & the Lizard Wizard, Svin, Slim0, Ondskyld, Sleep Party People, Xiu Xiu, Wu Lyf, Young Widows, Deerhoof og senest Massive Attack – har valgt at fjerne deres musik fra tjenesten, efter det kom frem, at direktør Daniel Ek bruger sine indtægter fra forretningen på blandt andet at investere i militær AI-droneteknologi.
Og det er bare én af flere kontroverser, der kredser om Spotify. Streamingbranchen har generelt ry for at være en dårlig forretning for musikere, og ifølge diverse kilder er Spotify bestemt ingen undtagelse.
Jeg bruger stadig selv Spotify. Det er svært at give slip på en vane efter 13 år. Men gør det markant lettere, nu hvor jeg ikke længere kan lytte til en stor håndfuld af de bands, jeg ellers beskæftiger mig med.
Men hvad skal man skifte til? Det er straks et sværere spørgsmål.
Jeg har tegnet et gratis prøveabonnement hos alle konkurrenterne i søgen efter svar. Alle mine bedømmelser munder ud i en karakter fra én til seks stjerner og tager naturligvis udgangspunkt i de enheder, jeg selv bruger til at lytte til musik. Nemlig en Windows-computer og en Android-telefon.
Napster
109 kr. om måneden for én konto – 149 kr. om måneden for en familieplan (seks konti)
For et kvart århundrede siden var Napster en banebrydende pirattjeneste, som musikbranchen anså som en trussel. I 2016 blev rettighederne imidlertid købt af streamingtjenesten Rhapsody, som skiftede navn dertil.
Den nutidige streamingtjeneste, der i dag bærer Napster-navnet, bliver ofte beskrevet som den, der betaler musikerne bedst. Ironien er smuk. Desværre endte Napster også med at være den eneste tjeneste, som jeg rent ud sagt ikke kan forstå, at nogen kunne være villige til at betale for.
Søgemaskinen er helt væk. Hvis jeg søger »1979 Smashing Pumpkins«, dukker studieudgaven af ‘1979’ af The Smashing Pumpkins først op som resultat nummer 13 efter et hav af demoer, liveudgaver og coverversioner.
Og det er vel at mærke, hvis man er så heldig, at musikken rent faktisk findes på streamingtjenesten. Store navne som Fleetwood Mac, The Smiths, Pink Floyd, David Bowie og Pearl Jam er kun tilgængelige via obskure liveplader, der mest af alt ligner bootleg-indspilninger.
Andre markante navne som Deafheaven, Spellling og Turnstile er slet og ret ikke tilgængelige i noget omfang. Navne såsom FKA Twigs og Soleima er kun repræsenteret med et tilsyneladende tilfældigt udvalg af udgivelser. Napsters udvalg i Danmark er faktisk så begrænset, at der kun var 20 tilgængelige sange, da jeg prøvede at tilgå deres globale top-50.
Brugerfladen er så skidt udviklet, at jeg flere gange kom til at åbne en browserfane ved at klikke på søgefeltet på desktop-appen. Både på mobil og desktop er der en fane ved navn ‘watch’, der fører dig til en helt blank side.
Napster er et produkt, man ikke kan være bekendt at tage penge for.
1 stjerne
Deezer
119 kr. om måneden for én konto – 159 kr. om måneden for to konti – 199 kr. om måneden for en familieplan (seks konti)
Deezer er afgjort i den mindre flashy ende af de tjenester, der er på markedet lige nu, men den har meget at byde på.
Udvalget er solidt – jeg er endnu ikke stødt på én eneste udgivelse, der mangler, som jeg kan få hos konkurrenterne. Og jeg leder altså efter alt fra dansk 80’er-hardcore til etiopisk funkjazz.
Playlister er intuitive og lette at lave, og mange sange – selv en del lettere obskure af slagsen – har tilgængelige sangtekster. Deezer har også automatisk genererede radiostationer inddelt i både genrer og stemninger, der meget hurtigt lærte min musiksmag at kende. Appen kan også lave små musikquizzer ud af playlister, hvilket er en sjov, underholdende feature.
Der er dog ikke gjort det store for at adskille artister med samme navn. Hvis du vil følge den danske indiefolk-trio Kayak, er du nødt til også at følge det hollandske progrock-band og den polske rapper af samme navn. Deezer har (modsat de fleste tjenester) ikke inddelt dem som forskellige kunstnere.
4 stjerner
Apple Music
109 kr. om måneden for én konto – 59 kr. om måneden, hvis man er studerende – 169 kr. om måneden for en familieplan (seks konti)
Jeg var lidt tøvende omkring Apple Music, da jeg gik ud fra, at tjenesten nok ville fungere bedst på Mac og iPhone. Men jeg var overordnet virkelig positivt overrasket over tjenesten, der selv på konkurrenternes styresystemer var blandt de bedste streamingtjenester, jeg afprøvede.
Dels er udvalget lige så upåklageligt som på Deezer – men uden at der er en masse kunstnere, der fejlagtigt deler profil, blot fordi de deler navn.
Brugerfladen på Apple Music er også lækker. Den er overskuelig og intuitiv, men der er samtidig mange funktioner. Det er dejligt let at vise eller skjule afspilningskøen. Og når man først viser den, kan man også slå autoplay til eller fra med ét klik. Den samme fane kan også vise sangtekster.
Men min yndlingsfunktion ved Apple Music, som andre kunne tage ved lære af, er, at den viser anbefalede album af andre kunstnere, når man browser gennem udgivelser. Og det er i min erfaring generelt gode forslag, den kommer med, der absolut kan bruges til at lære ny musik at kende.
Tjenestens forside har på rekordtid lært min musiksmag at kende, og jeg får serveret dybt relevante forslag på en måde, Spotify aldrig har været i stand til. Desuden kan man endda bruge Apple Music til at lytte til liveradio! Herunder både Apples egne produktioner og alt fra NPR Illinois til DR P3.
5 stjerner
Qobuz
124,99 kr. om måneden for én konto – 59,99 kr. om måneden, hvis man er studerende – 179,99 kr. om måneden for to konti – 250 kr. om måneden for en familieplan (seks konti)
Qobuz er det dyre alternativ. Streamingtjenesten for feinschmeckerne. Og med feinschmeckerne mener jeg nok helt specifikt dem, der har fået det kærlige tilnavn audiophiles.
Hvis man er typen, der browser forskellige højttalere, så dit hjemmeanlæg kan frembringe selv de mest diskrete nuancer af ethvert nummer, er Qobuz tjenesten for dig. Hvis forskellen på MP3- og Flac-filer derimod er noget nær ikkeeksisterende i dine ører, så er Qobuz nok penge ud af vinduet.
Det er da en fin feature, at jeg undervejs kan skifte mellem 24-Bit, 16-bit og MP3-kvalitet, når jeg lytter til musik på Qobuz – og at hver udgivelse tydeligt fremviser, hvilket kvalitetsniveau den findes i. Men det er kun et ganske bestemt segment, der for alvor får noget ud af den feature.
Jeg har også oplevet, at jeg ikke har kunnet finde alt på Qobuz. Udvalget er stort, og der har ikke været nogen alt for grelle mangler, men da jeg ville lytte til Serj Tankian-singlen ‘Electric Dreams’, måtte jeg skifte tjeneste. Størstedelen af diskografien for postrockgruppen Tortoise manglede også.
Det fornemme playliste-værktøj fortjener til gengæld ros. Det er stærkt, at jeg kan sortere ikke blot efter sangtitel, albumtitel, varighed og kunstnernavn, men også efter genre og pladeselskab.
Der er meget redaktionelt indhold på Qobuz, hvilket essentielt gør det til en hybrid mellem en streamingtjeneste og et magasin. Anmeldelser, interviews og håndplukkede tracks pryder brugerfladen, og man får dermed mest ud af Qobuz, hvis man deler smag med tjenestens redaktion. Men algoritmen er også god – tjenesten anbefaler eksempelvis relaterede album med nogenlunde samme pålidelighed som Apple Music.
Min største anke er, at Qobuz slet og ret ikke viser feature-kunstnere, medmindre man manuelt trykker på credits for en given sang (hvor den imidlertid giver langt mere udførlige oplysninger end konkurrenterne, idet den ofte opremser samtlige instrumentalister og teknikere).
Men når jeg ser på tracklisten for ‘Godaften’ af Anton Westerlin eller ‘God Did’ af DJ Khaled, og der kun står én kunstner som afsender på samtlige numre, er det svært at arbejde med.
4 stjerner
Tidal
109 kr. om måneden for én konto – 54 kr. om måneden, hvis man er studerende – 169 kr. om måneden for en familieplan (seks konti)
Tidal er nok den allerbedste streamingtjeneste, jeg har prøvet.
Dels fordi det er den eneste tjeneste udover Spotify, der har et godt køsystem. Hvis man trykker ’tilføj til kø’ på de fleste andre tjenester, bliver sangen placeret efter den sidste sang på playlisten eller albummet, man er i gang med at lytte til, hvorimod Tidal placerer den som den sidste sang i en lille under-kø bestående af de sange, der manuelt er tilføjet køen.
Men Tidal brillerer også, fordi udvalget er bredt (jeg har dog set visse ærgerlige mangler, særligt i hyperpopgenren, hvor Lucy Bedroque og Food House har ufuldstændige diskografier). Fordi den har de samme funktioner til at skifte lydkvalitet som på Qobuz. Fordi den under credits opremser al informationen om instrumentalister og teknikere, men modsat Qobuz stadig viser feature-kunstnere direkte på tracklisten.
Den har samme anbefalelsesværktøjer som Apple Music og Qobuz, der gør tjenesten sjov at bruge til at udforske forskellige udgivelser. Hvis bare du lytter til en sang, kan du trykke ‘foreslåede sange’ og finde mere at lytte til. Efter kun få ugers brug, hvor den har måttet slås med andre tjenester, kommer den også med album på forsiden, der matcher min smag.
5 stjerner
YouSee Musik/Telmore Musik
Eksklusivt inkluderet som del af YouSee- eller Telmore-mobilabonnementer
Her er en lille hemmelighed: YouSee Musik og Telmore Musik er faktisk den eksakt samme tjeneste, men med forskellig branding. Selv de officielle playlister er de samme, blot beklædt med andre logoer.
Hvis du ikke har verdens mest eklektiske musiksmag, og du alligevel har mobilabonnement hos YouSee eller Telmore, er deres tjeneste helt tilstrækkelig. Stort set alt, der lugter lidt af en major label-udgivelse, kan man finde her – og faktisk ret mange obskure udgivelser også.
Men som musiknørd synes jeg ikke, det er godt nok. Da jeg ville lytte til album som ‘Insignificance’ af Jim O’Rourke, var jeg nødt til at bruge en anden tjeneste. The Strokes-sideprojektet The Voidz er kun repræsenteret med én plade. Den ellers hyperproduktive musiker Vylet Pony har kun to singler på tjenesten. Førnævnte Tortoise er slet ikke at finde.
Søgefunktionen er heller ikke for god. Når jeg søger »save me keef«, bør ‘Save Me’ af Chief Keef være den første sang, der dukker op. I stedet får ‘Save Myself’ af Ed Sheeran og ‘The Way You Make Me Feel’ af Michael Jackson forlommer, mens Chief Keef ender som det fjerde resultat.
Én ting, jeg dog holder meget af ved YouSee/Telmore, er, at det er en dansk tjeneste, og at algoritmen derfor er forfriskende villig til at sætte danske kunstnere i bås med udenlandske. Hans Philip står som relateret kunstner under Frank Ocean, og Nirvanas profil opremser Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D.
3 stjerner
YouTube Music
109 kr. om måneden for én konto – 59 kr. om måneden, hvis man er studerende – 179 kr. om måneden for en familieplan (fem konti)
YouTube Music er på papiret helt genial. YouTube er jo (sammen med Bandcamp) i forvejen der, man går hen, når streamingtjenesterne fejler.
Du kan nemlig ikke blot bruge YouTube Music til at lytte til den musik, kunstnere og pladeselskaber generelt uploader til streamingtjenester. Du kan som abonnent også bruge den til at lytte reklamefrit til alt det musikindhold, YouTube ellers har at byde på.
Musik, der eksempelvis af rettighedsårsager ikke kan være på andre tjenester, såsom Death Grips’ ‘Exmilitary’ eller de to første Den Sorte Skole-album, kan endelig tilføjes til dine playlister.
Problemet er, at en udgivelse som ‘Exmilitary’, der er uploadet til YouTube frem for til YouTube Music, derfor ikke står som en del af Death Grips-diskografien, når du browser streamingtjenesten. Andre gange er der album, der figurerer på de fleste tjenester, men som på YouTube Music udelukkende er uploadet på måden, der placerer den uden for diskografien. Førnævnte ‘Insignificance’ af Jim O’Rourke er et eksempel.
Hvis du har brugt YouTube flittigt, inden du opretter et abonnement, har tjenesten den fordel, at den kender dig ret godt i forvejen, og den vil endda autogenerere en playliste baseret på musik, du tidligere har liket. I mit tilfælde med nogle ret pinlige, halvandet årti gamle likes iblandt.
Det er så også den eneste playliste, der er behændig. YouTube Music findes ikke som desktop-app, så man må enten bruge det i sin browser eller på mobilen. Og ingen af dem er særlig lette at lave playlister på.
Det største problem er dog, at YouTube Music ifølge førnævnte kilder skulle betale kunstnerne endnu dårligere, end Spotify gør.
3 stjerner