På godt og ondt viser ‘Bella’, hvorfor Cizzo er et af de største nye navne på den danske hiphopscene
SINGLE. Der kan ikke herske tvivl om ræsonnementet bag lige at smide en sidste single fem minutter i lukketid (og mens alle andre er på juleferie).
»Dette er ikke hype, det er dominans«, som det lyder i den dramatiske pressemeddelelse, der ledsager Cizzos nye single, ‘Bella’. Således er ‘Bella’ et forsøg på en sidste magtdemonstration inden året er omme. Dominans holder som bekendt ikke juleferie.
Der er dog noget om snakken. Man behøver blot at kaste et enkelt blik på de overvældende streamingtal, som debut-ep’en ‘Young & Heartless’ er blevet mødt af, for at forsikre sig selv om, at vi har at gøre med et af de allerstørste nye navne på den danske hiphopscene.
På både godt og ondt viser ’Bella’ hvorfor.
Cizzos musik er 100 procent vibes. Mere end sange laver han små melodiske vignetter, der er lige så tågede og bedøvende som røgen fra den tobak, han konstant rapper om.
Debut-ep’ens højdepunkt, ’Kensington’, er et lille flakkende fatamorgana af en forfrossen nat i en svimlende storby, som det er svært ikke at blive forført af.
Andre gange bliver det for tydeligt, at Cizzos musik er, ja, 100 procent vibes. Sommetider føles hans musik lidt som at lytte til en lo-fi hip hop beats to relax/study to-playliste på YouTube. Eller som om man bare er gået direkte til slowed and reverbed-remixet.
’Bella’ er en af de sange. Den atmosfæriske, wave-klingende produktion, den blåtonede melankolske aura, Cizzos elastiske, halvt sungne levering er alt sammen behageligt nok at lytte til, men der er ikke noget ved sangen, der for alvor formår at fremprovokere en følelse.
’Bella’ er en sang, der kommer til at gøre sig godt på playlister, fordi den ikke er opmærksomhedskrævende nok til, at nogen skipper den.
Spil den på kontoret, i supermarkedet, på kaffebaren, og den vil føles lige så naturlig, undselig og allestedsnærværende som køleskabets summen og udluftningssystemets susen.
Men »dominans« lyder altså bare sejere.