‘Call of Duty: Black Ops III’: Tomme kalorier i en ellers velsmagende burgermenu

Det er med en tung portion skepsis efterhånden, at jeg åbner kassetterne med det letgenkendelige ‘Call of Duty’-logo på forsiden.

Hvert år siden 2004 er der kommet et nyt kapital i spilserien. Vi er som gamer-generation vokset op med landgange i Normandiet og futuristiske shoot-outs i eksotiske lande.

Det har både ført til en vis udslidt følelse, når det ikoniske logo toner frem på skærmen, men heldigvis samtidig en strømlinet og nærved perfektioneret first person shooter-oplevelse.

Spilverdenens tilgåede og behagelige sneakers

‘Call of Duty’-oplevelsen er efterhånden velkendt. Den er delt op mellem en ret kort kampagne, en stor multiplayer-del og en påklistret bonusrunde udformet af hvemend, der har udviklet årets spil. Traditionen tro byder bonussen igen igen på en Zombie-del, som kirsebærret på vores ellers patronfyldte isdessert.

Zombie-delen af ‘Call of Duty: Black Ops III’ tager udgangspunkt i fire karakters korte baggrundshistorier som har ledt dem alle hen til starten af zombie-spillet. Små filmiske sekvenser afslører, hvorfor de fire karakterer er udvalgt til at kæmpe sig igennem horden af zombier.

Som udvidelse i forhold til tidligere kan man nu tjene Experience Points i zombie-mode for at opgradere våben og bonusser, man finder undervejs i spillet. Det fungerer fint uden at træde nogen over tæerne, men ændrer ikke synderligt på den kaotiske og kakofone oplevelse, det altid har været at skulle kæmpe imod en hær af zombier sammen med tre fremmede fra internettet. Ganske som tidligere bliver specielt dette game-mode kun sjovere, jo flere venner man kan samle i samme lokale.

Korte kampagner i nye klæder

Kampagnen er for kort til at have nogen enten følelsesmæssig eller historiemæssig pondus, og den mesterlige Kevin Spacey fra sidst (i rollen som Jonathan Irons i ‘Call of Duty: Advanced Warfare’ fra 2014) er udskiftet med særdeles forglemmelige roller til blandt andre Ron Perlman og Jeff Goldblum.

‘Call of Duty: Black Ops III’ er på ingen måde velskrevet, spændende eller medrivende. Man har dog sørget for lidt nyt til solo-slagmarken. Undervejs i kampagnen introduceres flere og flere opgraderinger til spilleren, så man enten kan blive usynlig, hacke robotter eller (og det her er det oplagte valg) antænde ild via mikrorobotter til en håndfuld fjender på én gang. What’s not to like?

 

Idéen er meget lig den, der blev introduceret i ‘BioShock’ og har man spillet dette, ‘Dishonored’ eller andre store titler fra de sidste ti år, vil det ikke føles synderligt nyskabende at kunne stikke ild til eller kortvarigt at fastfryse fjenderne. Heldigvis er singleplayer-delen af ‘Call of Duty’ lidt at sammenligne med cola på McDonalds. Det er fair nok, at den er der, men det er ikke dét, der er hovedformålet med besøget.

Nye sko, der ikke skarver

Multiplayer er der, hvor det sner i ‘Call of Duty’, og multiplayer-delen af ‘Black Ops III’ er en smagfuld omgang. Her har man man turdet smide lidt nytænkning i gryden og har blandt andet introduceret flere velfungerende parkour-elementer.

I ‘Black Ops III’ kommer det til udtryk ved, at man kan løbe på mure og bygninger og fylde omgivelser med varmt bly, dobbelthoppe over forhindringer og fjender og endnu flere små badutspring. ‘Call of Duty’ har i mange år været et spil, hvor man løb rundt som rotter i labyrinter og vinderen som regel bliver den mest aftrækker-effektive, da man oftest dør af bare et par skud.

Det nye parkour-element højner det strategiske niveau og udvider spillepladen betydeligt. Det er ikke længere nok bare at løbe med sit yndlings-gevær peget i ansigtshøjde og så håbe på, at man når at ramme skyde-knappen inden modstanderen, der er pludseligt eksponentielt flere steder modspillerne, og man selv, kan befinde og bevæge sig. Det klæder spillet gevaldigt.

 

Ydermere vælger man nu i starten af online-delen én blandt ni forskellige soldater. Valget har både indflydelse på hvordan man ser ud på slagmarken, samt hvilken power up man vil have som belønning, når man spiller godt i sine kampe. Forskellene er store fra for eksempel en ‘one shot one kill’-bue, en granatkaster eller en kortvarig usårlighed, men belønningerne udløses så sjældent at den effektive forskel er relativt lille.

Men stadigvæk – alt nyt i ‘Call of Duty’-regi bliver taget imod med kyshånd herfra.

Alt er ved det gamle

Vi tager forskud på nytårets glæder og spørger lidt opgivende, men høfligt: »Same procedure as last year?«. Her bør det understreges at ‘Call of Duty: Black Ops III’ er et rigtig godt spil. Det er balanceret, flot, farverigt, kører flydende, har mange timers underholdning og er et all-around godt spil. Ingen tvivl om det.

 

Men når jeg efter en del timer i spillets selskab er kølig på entusiasme-barometret, er det ikke fordi ‘Black Ops III’ ikke er et særdeles vellavet spil, det er mere fordi, at det var ‘Advanced Warfare’ også sidste år. Og ‘Ghosts’ året før det. Og ‘Black Ops II’ i 2012 var også fint.

Jeg sad virkelig med følelsen af allerede at have spillet ‘Black Ops III’ selv inden første mission var færdig. Det er mere af det samme, og hvorom selve produktet er fint nok, så oplever jeg en grad af metaltræthed som ellers kun ‘Assassin’s Creed’-serien har formået at frembringe. Et nyt spil i samme rille hvert år er simpelthen for meget, også selvom man forsøger at træde en smule ud af sin komfortzone og inkludere parkour eller piratskibe.

‘Black Ops III’ er lækkert, flot og hæsblæsende, men mangler altså smag. For at vende tilbage til junkfood-analogien fra tidligere: ‘Call of Duty’ er spilverdenens McDonalds. Menuen og smagsoplevelsen er stort set den samme, selv om der kommer en ny burger eller pommes frites-sauce. McDonalds er fint nok en gang imellem – men man bliver lynhurtigt træt af det og uden at blive rigtig mæt. ‘Black Ops 3’ var på samme måde ikke en ringe oplevelse, men det var ret tomme kalorier og jeg er sulten efter et mere bastant måltid.

Fire stjerner til spillet.
To stjerner til spil-serien.

 

---

Godt

+ Co-op kampagne (Fire spillere)
+ Flydende og lækker grafik
+ Hæsblæsende multiplayer

 

Skidt

– Ikke nok nytænkning
– Kort og kedelig kampagne
– Ubalancerede våben i multiplayer