KOMMENTAR I går poppede skilte op rundt om på festivalpladsen på Roskilde, der skulle gøre gæsterne opmærksomme på, at alle beskeder og telefonsamtaler sendt og modtaget på festivalen ville blive indsamlet og gemt. Derudover vil al internetaktivitet blive overvåget og evt. delt med tredjeparter. Bum.
Det vakte lynhurtigt røre, særligt i Twittersfæren, hvor rigtig manges umiddelbare reaktion med rette var bestyrtelse over at Roskilde kunne tillade sig det.
1984 på #rf16. Og så endda med misbrug af gammelt netpirat-slogan, trist. pic.twitter.com/Wf83r8TPiX
— Silas Marker (@SilasMarker) 26. juni 2016
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det her kan være lovligt. Det er jo fuld op på Nordkorea. #rf16 #dkpol https://t.co/LeTNQWfvIh
— Christian F. Jensen (@christianfoje) 26. juni 2016
Der har været optræk til regulær shitstorm på festivalens Facebook-side og rigtig mange udbeder sig en forklaring på den skræmmende omfattende dataindsamling.
Men med festivalens tema ‘equality and human rights’ under taglinen ‘stand up for your rights’, er det med stor sandsynlighed et kæmpestunt, der i særdeleshed skal sætte fokus på Edward Snowdens livetransmitterede tale fra Moskva i morgen. Det fandt majoriteten af Twitter-skaren også hurtigt ud af og forholder sig lige nu kritisk og afventende, indtil Roskilde sender en officiel forklaring ud.
Indtil nu har de med talskvinde Christina Bilde i spidsen spillet iskold hardball og over for medier holdt fast i forklaringen om, at skiltene er the real deal.
I skrivende stund ved vi det ikke med sikkerhed, men det lugter intenst af and.
Hvorvidt det er sandt eller falsk, er sådan set sagen uvedkommende: Den umiddelbare reaktion er nemlig lige hvad Roskilde har villet opnå – og grunden til at kampagnen rammer plet. Vi bør reagere med forargelse og modstand, når apps, firmaer og organisationer vil overvåge os, vores kommunikation og færden. For Roskildes påståede dataovervågning er ikke meget anderledes end hvad Facebook, Google og et hav af apps gør hver eneste dag – uden der er en kæft, der studser over det. Det er en voldsom og skræmmende magt, men det bliver altid pakket ind i forflommede formuleringer, der ikke giver indtrykket af konstant overvågning, selvom det reelt er det, der er tale om. Roskilde Festival har reelt bare skåret al bullshit fra en standard ‘terms & conditions’-tekst.
Selv hvis det ikke er et stunt, så har Roskilde formået at vække forargelse over netop det, vi bør være forargede over – eller i hvert fald være meget kritiske omkring. At masser af aktører har adgang til alle vores personlige oplysninger og samtaler, fordi vi blindt har givet dem lov til at få dem.
Kampagnen rammer også bullseye på flere parametre. Ikke mindst har den effektivt integreret Roskildes beundringsværdige humanitære eller sociale fokus, der ellers tidligere har føltes som et appendiks, midt i havet af fest. Et fokus, som man selv aktivt har skullet opsøge for at tage del i det.
Den er samtidig modig, fordi Roskilde også tvinges til at tage stilling til deres egen rolle i en tiltagende digitaliseret verden. De har også officielle apps og samarbejdspartnere, der blandt andet GPS-tracker festivalgængeres lokation. Det bliver spændende at se, hvordan de forholder sig til det.
I dag klokken 16.15 adresserer festivalen emnet til en debat i Rising-området, hvor vi muligvis får løftet sløret for, om det er et viralt marketingsstunt eller om Roskilde Festival er gået fuldstændig ‘1984’-bananas.
Vi bør kæmpe for de (få) rettigheder vi har på nettet og sige fra, hvis de tages fra os. Den tankegang har Roskilde opnået at vække midt i støv, dåseøl og sommerfest med noget så simpelt som en stak orange skilte. Det er en stor bedrift, men nu kommer det svære skridt: Handling.
Læs også: 3 har opdateret Crowdsearch med nyttige funktioner, så du ikke bliver væk på Roskilde