De fem bedste Facebook Messenger-spil – og to du absolut ikke skal spilde tid på

De fem bedste Facebook Messenger-spil – og to du absolut ikke skal spilde tid på

Facebook er det sociale medie. Det startede som en sjov idé, om at forbinde Harvard Universitys studerende med hinanden online og voksede til både dig, din hund, din farmor og din tantes ufødte baby var en del af det.

Men vokseværket stoppede ikke der, for da Mark Zuckerberg og hans kompagnoner med grådig jalousi så at andre sociale medier havde held med forskellige tiltag (som Instagrams spændende filtre, der kan få din linsesuppe til at se mere farverig ud eller Snapchats Stories), implementerede de med forrygende hast kopier, så Facebook kunne blive en superhub og ikke blive truet på sin status som SoMe’s svar på Kraken. Ingen over, ingen ved siden af.

Nu er tiden så kommet til spil, der tidligere har spillet en stor rolle på Facebook i gamle dage. I november rullede Facebooks Messenger-app en service ud, som gør det muligt for dig og dine venner at konkurrere i forskellige spil. Siden er der kommet en del anbefalelsesværdige titler til – derfor er tiden blevet moden til en guide.

Måden, Instant Games fungerer på, er, at man trykker på den lille gamepad i appen, vælger et af de omkring to dusin spil og udfordrer sine venner til at slå ens highscore. Man kan spille både på desktop og mobil, men mobil fungerer klart bedst.

I sin essens er Facebook Messengers Instant Games ikke en dårlig idé, men tjenesten har visse begyndervanskeligheder. Mere om det senere. I første omgang har vi testet spillene, så du ikke behøver gøre det.

De gode

MessengerGames5

1. ‘Master Archer’

‘Master Archer’ er en sjov lille sag. Spilleren indtager rollen som en Wilhelm Tell-figur, der har til opgave at bueskyde varierende frugt og grønt af hovedet på en hjælpeløs tween lidt til højre for skytten.

Pilen fra spillerens bue affyres i en bane, der afgøres af hvornår spilleren løfter fingeren fra skærmen (man kan også spille på sin computer, i så fald er det hvornår musetasten løftes, der er afgørende), og hvis man er god, flyver pilen tæt hen over hovedet på grøntvareknægten, og tager æblet/bananen/kirsebærrene med sig.

Såfremt man sigter lidt for lavt, er sønnike heldigvis hårdfør nok til at modtage to pileskud til ansigtet (Skyrim-flashback), før man diskvalificeres.

Spillet er overraskende vanedannende, har et humoristisk setup, og fungerer fint på telefonen.


MessengerGames4

2. ‘Endless Lake’

‘Endless Lake’ er noget så bizart som relativt æstetisk for et Facebook Messenger-spil – en kvalitet, der ellers ikke bugner i Facebooks udvalg.

Spilleren kontrollerer et lille, firkantet kræ af ubestemmelig art med en kolossal dødsdrift. Uafladeligt sprinter den lille avatar langs snævre, isometriske passager, afbrudt af bratte huller, som spilleren skal hoppe eller dobbelthoppe henover, for at undgå at den hvide lemming på brutal vis drukner. Undervejs samles mønter, som sammen med den distance man formår at tilbagelægge udgør scoren.

Designet og det ret fine soundtrack vækker minder om smartphone-klassikeren ‘Monument Valley’. Et lille must.


MessengerGames7

3. ‘Hex FRVR’

Det ubestemmeligt navngivne ‘Hex FRVR har’ sin oprindelse på flash-sitet Newgrounds.com, og er et slags tetrisspil, hvor man modtager tre forskellige blokke af sammensatte hexagoner, som skal placeres på et større, hexagont spillefelt.

Her skal de forhåbentlig danne ubrudte linjer, som så desintegrerer når de er komplette, efterlader tomme felter og udmønter sig i saftige, saftige point, man kan slå sin modstander i hovedet med.

Spillet er simpelt, sjovt og relativt let at komme ind i – dog med en en vis fare for, at man drømmer om farvede hexagoner – den såkaldte tetris-effekt. Men derudover altså fin underholdning.


MessengerGames3

4. ‘Tower Match’

‘Tower Match’ er en velkendt klassiker, der følger traditionen for at stable dele af et tårn oven på hinanden med størst mulig præcision, så mange blokke som muligt. Der er ikke så meget mere til det end det – udover et lidt malplaceret forsøg på et købesystem hvor man, kan købe sig til diverse startbonusser over sine modstandere med de mønter, man har optjent fra tidligere spil. Men hvis man virkelig gerne vil have det højeste tårn.

Man kan blive lidt skør af de mange forskellige arkitektoniske stilarter og lidt maniske farvedesigns, som man ikke selv kan ændre. Ak ja, man kan ikke få det hele.


MessengerGames6

5. ‘Everwing’

De fleste spil i Facebook Messenger er minispil med et særdeles simpelt gameplay med sammenlignelige scores. Det er ‘Everwing’ egentlig også, men omkring rammen, som basically er en opdateret version af ‘Galaga’ i et fantasy-univers med feer, drager og monstre, kan du opdyrke din karakter og få bedre drager og dermed højne dine chancer for at nå langt i spillet og slå dine venner.

Du er ikke sikret flere måneders god underholdning med ‘Everwing’, men det er visuelt et af de mest bredt appelerende spil og ret underholdende, når intensiteten er høj.


De mindre gode:

MessengerGames2

1. ‘PacMan’

På papiret virker det som en rigtig god idé at lade spillere tage kampen op mod hinanden i klassiske arkadespil – og ‘PacMan’ har gang på gang bevist, at det er et morsomt og solidt påfund.

Men Facebook Messengers udgave af spillet har to grundlæggende fejl, selvom det kun er den ene, der decideret er deres skyld:

‘PacMan’ egner sig overhovedet ikke til touchscreen. Det er alfa og omega, at man som spiller har fuld kontrol over PacMans bevægelser, og den upræcise og lidt klodsede touch-and-swipe-løsning Facebook Messenger har valgt, resulterer uundgåeligt i en alt for tidlig død ved pastelfarvet spøgelse – til relativt stor frustration.

Den anden fejl belyser en grundlæggende udfordring ved Facebook Messenger-spillene: De er ikke i egentlig forstand multiplayerspil. De er singleplayerspil med et scoreboard. Man spiller ikke samtidig eller sammen med sin modspiller. Man spiller alene og får et resultat, man kan sammenligne. Det havde klart været sjovere, hvis man kunne spille samtidigt mod sin modstander i eksempelvis en ‘Pong’-klon.


TriviaQuest

2. ‘Trivia Blast Ultimate’

Det har alle dage været morsomt at dyste mod sine venner i paratviden. ‘Trivial Pursuit’ og ‘Bezzerwizzer’ er klassikere af gode grunde, og der er umiddelbart intet i vejen for, at Facebook Messenger ikke skulle kunne levere en lignende løsning.

Men den valgte løsning er simpelthen ikke tilstrækkelig.

‘Trivia Blast Ultimate’ har et spørgsmålsindhold, der er lige så ulideligt amerikansk som sit overpumpede navn. Uanset hvor meget du ved om populærmusik, tv-drama eller fransk impressionisme, så fældes du uundgåeligt i Trivial Blast Ultimate, så snart spillet kommer rigtigt i gang med sine ekstremt USA-specifikke spørgsmål om hvilket ligegyldigt baseballhold, der har hjemme i et ligegyldigt baseballstadion eller hvilken umindeværdig vicepræsident, der formåede at være umindeværdig vicepræsident fire gange på 30 år.

Og efter tre forkerte svar er du ude. Man kunne i det mindste ønske sig en mulighed for at vælge kategorier på forhånd.

Læs også: Syv ubarmhjertige features: Se din Snapchat-taberscore og alle likede Facebook-billeder

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af