‘Resident Evil 7: Biohazard’ får dig til at elske plysbamser og klaverpop

‘Resident Evil 7: Biohazard’ får dig til at elske plysbamser og klaverpop

‘Resident Evil’-familiens nyeste udvidelse rammer spilverdenen i et virvar af virtual reality-teknologi, forvirrende trends og som opfølger på et par spil i serien som har været mildest talt elendige. ‘Resident Evil 6’ og ‘Umbrella Corps’ tog over de sidste par år turen direkte fra nyhedshylden til tilbuds-(eller skralde-)spanden.

Selvom de fleste serier, der skriver 7 i udgivelsesrækken, bliver metaltrætte, liver ‘Resident Evil’ til gengæld op og genopliver den uhygge som gjorde de første spil i serien til klassikere i både horror- og spil-verdenen. ‘Resident Evil 7: Biohazard’ er fantastisk og giver et helt nyt, nært forhold til Norah Jones og plysbamser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Opfindelsen af uhygge

Det oprindelige ‘Resident Evil’ (i Japan kaldet ‘Bio Hazard’) fra 1996 var et genredefinerende raffinement udviklet i et langt survival horror-tilløb, der strakte sig fra midtfirsernes primitive spil som ‘Shiryou Sensen: War of the Dead’ og ‘Sweet Home’, over 90’ernes udviklinger à la ‘Alone In The Dark’ og ‘Doctor Hauzer’.

‘Resident Evil’ var alt det som de andre spil havde forsøgt: En konstant ubehagelig stemning, hvor man aldrig kunne vide sig sikker, et plot der altid gemte mere under overfladen, samt en konstant følelse af at være jaget. Her var der ingen IDDQD-koder eller oversavede jagtgeværer med uendelige patroner til at redde dig fra evigt udøde, vaklende zombier.

De tre første spil fulgte nogenlunde samme opskrift, men udviklede ambitionsniveauet for størrelse, teknik og uhygge for hver udgivelse. ‘Resident Evil 4’ slog et skarpt sving og blev et mere actionorienteret spil, men uden at miste den trykkede, ‘altid i undertal’-stemning og ses af mange som seriens højdepunkt (i hvert fald indtil nu).

5’eren var en co-op-shooter med et fjollet plot og dum AI, men som excellerede, hvis man spillede det med en kammerat. 6’eren var elendigt og ‘Umbrella Corps’ lader vi som om, ikke eksisterer. ‘Resident Evil 7’ hopper en generation tilbage og fjerner den tunge actionfokus fra de nyere spil og skruer op for uhyggen – helt som i den første tur til Spencer Mansion og Raccoon City.

Resi7-4

Nyt format, ny skræk

I den ikoniske series nyeste skud på stammen er uhyggen i førersædet og perspektivet i førsteperson. Spillet foregår primært på Baker-familiens plantage i Louisianas ødemark. Her styrer man hovedpersonen Ethan som leder efter sin forsvundne kone Mia. Her møder man flere særdeles velspillede bi-karakterer og flere stykker pilrådden nedfaldsfrugt fra Baker-familiens stamtræ.

Skiftet til førsteperson giver et – for ‘Resident Evil’ – uvant format, hvor særligt lydsporet og de spor nogle fjender og karakterer giver, er en ekstra dimension på spillet. At denne vinkling er inspireret af horrorperlerne ‘Outlast’ og ‘Amnesia’ gør ikke spor, for det virker.

Påfører man sig oven i hatten PlayStations VR-headset bliver førstepersonsperspektivet og det uhyggelige lydspor grundelementerne i det fast track til en PTSD-diagnose, man netop har sat gang i.

Resi7-3

Uhyggen i det uvisse

Spillets plot er drevet af en solid fortælling, svære puzzles og et paranoidt inventory-system hvor man enten ikke har nok dingenoter til at overleve eller ikke har plads til alle de ting, man synes er uundværlige. Altimens man prøver at regne gåder ud og finde vej i den tætte sydstatståge bliver man jagtet af en slags mutanter – ikke zombier som sådan.

Flere scener minder om stemningen fra ‘The Hills Have Eyes’ krydret med lidt David Lynch’sk galskab/ondskab. Man ved der er noget galt, men det kan være svært at sætte en finger på præcis, hvad det er, men dine instinkter rykker i dig for at komme væk. Det er subtilt og en storslået balancegang med fokus på nervepirrende uhygge, fremfor billige jump scares.

‘Resident Evil 7’ har ikke en håndfuld uhyggelige scener spredt ud mellem en masse fluff. Det er uhyggeligt hele vejen igennem. Stemningen. Musikken. Skuespillet. Det hele. Det er forfærdeligt på den allerbedste måde.

Resi7-2

En tvivlsom tak

Den altoverskyggende fornemmelse af, at ‘noget er galt’ gør ‘Resident Evil 7: Biohazard’ til en intens oplevelse, der aldrig holder foden på speederen for længe af gangen, men hellere lader spilleren svælge i egne morbide fantasier om, hvad der mon kan gå galt eller ske af forfærdeligheder omkring det næste hjørne. Pacingen er god, og man kan mærke at der er skåret ind til benet for at give en stram og aldrig kedelig oplevelse.

VR-delen fungerer storslået og ‘Resident Evil’ blev den etablerede franchise, der hurtigst og bedst tog den nye teknologi til sig og viste hvor effektivt, det kan gøres. Undertegnede skal ærligt indrømme, at trods stor kærlighed til ‘Silent Hill’ og ‘Amnesia’ blev min gennemspilning med VR-hjelmen på en kortlivet affære.

Jeg måtte tage hjelmen af, fyre blid klaverpop på anlægget imens alt lys i lejligheden blev tændt og YouTube lappede mine flossede nerver med videoer af nuttede hundehvalpe.

‘Resident Evil 7’ er foruden at være hamrende uhyggeligt og intenst også et fremragende spil.
Sande masochister og adrenalin-junkier kan med spille det med VR-headset, men for alle andre anbefaler jeg at have kæreste, kattekilling eller Norah Jones-CD indenfor rækkevidde, når horror-spillenes konge genoplives. Jeg hader at jeg elsker det, men Capcom har udgivet en tidlig kandidat til et af årets bedste spil. Og tak for det.


Godt

+ Intens stemning og pacing fra start til slut
+ Fremragende stemmeskuespil
+ Sublim virtual reality-understøttelse

Skidt

– Enkelte plottwists bliver lidt for tænkte
– Et par bosskampe er mere irriterende end uhyggelige
– Nu sover jeg med lyset tændt

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af