The Migrant
Bjarke Bendtsens rejselystne soloprojekt er også et produktivt et, med kun lidt over et år mellem hvert af hans tre album. Det nyeste lyder tillige som om at han for alvor har tømt ranslen for arvegodset, han slæbte med sig fra hedengangne The Elephants og luftet ud. Og det er kun godt!
Bendtsens lyse, karske røst befinder sig denne gang under en folksy, panoramisk og lyseblå americana-himmel. Der er luft under vingerne og en klang, der minder om Grant Lee-Phillips i sine mest bekymringsfrie stunder. Som et skævt krydderi på dette, har Bendtsen atter engang allieret sig med den musikalske legekammerat James Talambas og hans omfattende instrumentsamling, hvoraf især østerlandske strengeinstrumenter som den indiske, sitar-agtigt dronende dilruba og den tibetanske sarangi skinner igennem og farver eksempelvis titelnummerets lyd.
Læs anmeldelse: The Migrant ‘Amerika’
Midten af skiven er rigest på højdepunkter. Tag for eksempel den svulmende ‘Strangers’, der i tracklisten agerer solnedgang til albummets passende betitlede mørke hjerte ‘Through the Night’, ‘Days’, som med sine dvælende, eftertænksomme pauser er snublende tæt på at gå i stå hele tiden, eller den vimsende, ekstatiske ‘Nuts’. Pittoresk!
Den største skavank er, at ‘Beads’ er lidt for lang en plade. Det burde være et luksusproblem, men Bendtsen tygger i løbet af den knapt timelange spilletid lovligt meget drøv på ultrasimple sangstrukturer med kun ganske få, repeterende, åbne akkorder i hver skæring – hvilket dog retfærdigvis kamufleres nydeligt i de flotte arrangementer. Undertiden må jeg derfor bare lægge ‘Beads’ til side, men mit bakspejl afslører dog alligevel, at albummet er The Migrants til dato bedste.