‘Kolbøttefabrikken’
Anmelderne er ved at brække sig af kultursnobbet forargelse, mens befolkningen strømmer i biografen. Striden er aktuel, hver gang Ronnie Fridthjof, producenten bag Morten BH’s improviserede debutkomedie ’Kolbøttefabrikken’, sender en ny film i biograferne. Fridthjof har positioneret sig som dansk films nye Regner Grasten med publikumssucceser som ’Blå mænd’ og ’Alle for én’, som anmelderne elsker at hade.
Lad det være sagt med det samme: Humor er en subjektiv størrelse. Det, nogle synes er sjovt, synes andre er kedeligt. Man kunne således forsvare ’Kolbøttefabrikken’ med argumentet: hver sin smag. Men selv da er det svært at finde en grimasse, der kan passe, stillet over for filmens portræt af det hårdt prøvede psykiatriske system. Den er nemlig hverken plat-sjov som ’Julefrokosten’ eller grænseoverskridende-sjov som ’Klovn: The Movie’ – og heller ikke i dens bevidst usjove øjeblikke er der meget at komme efter.
Acacia (Paprika Steen) idømmes en behandlingsdom på et psykiatrisk hospital, da et spirituelt miskmask af healing, akupunktur og hot stone-massage ender fatalt for en af hendes patienter. På ’kolbøttefabrikken’ stifter hun bekendtskab med psykiatriens hang til overmedicinering gennem den magtsyge stesolid-junkie-overlæge, Dr. Bergstrøm (Ole Boisen). Acacia vil udskrives hurtigst muligt, men inden da skal hun vise de ansatte og patienterne (heriblandt Mick Øgendahl, Zlatko Buric og Simon Jul), at numerologi og kærlighed er vejen frem, ikke medicin og tvang.
Flere af filmens skuespillere gør det godt. Allan Hyde er charmerende som medicinstuderende, og Mia Lyhne er som altid finurlig, her i rollen som flegmatisk sygeplejerske. Hun beviser, at timing og mimik er alfa og omega i comedy. Det samme kan siges om Ole Boisen, der også spillede hovedrollen i Morten BH’s mere veloplagte DR2-satireserie ’A-klassen’.
’Kolbøttefabrikken’ er ligesom ’A-klassen’ improviseret frem, hvilket ofte kan bane vejen for gode grin og underfundige karakterer. Internationalt set er Mike Leigh impro-guruen, og film som hans ’Hemmeligheder og løgne’ og ’Another Year’ står som de ultimative eksempler på, hvordan troværdige og humoristiske karakterer kan improviseres frem. På dansk er ’Klovn: The Movie’ et vellykket eksempel, men mest suverænt fungerer det i Jonas Elmers oversete debutfilm ’Let’s Get Lost’, hvor metoden skaber uventet komik og øget karakterautenticitet.
I ’Kolbøttefabrikkens’ karikerede univers, hvor det ikke er autenticitet, der er målet, virker metoden mindre godt. I stedet giver det filmen et slapt udtryk, særligt i scener hvor uuddannede skuespillere som Mick Øgendahl og Simon Jul skal bære læsset. Den ellers komisk suveræne Paprika Steen (gense ’Lex & Klatten’, hvis du skulle være i tvivl) er reduceret til en enerverende, uintelligent karakter, som man efterhånden ønsker vil ende sine dage ligesom Jack Nicholsons McMurphy i ’Gøgereden’ (et af filmens store forbilleder). Kun i de mere dramatiske scener ruller hun sin hudløse følsomhed ud, som da hendes drømmehjem på Møn, Nirvana, afsløres som en vrangforestilling.
’Kolbøttefabrikken’ vil nemlig ikke bare være sjov, den vil også tages seriøst. Og med sit tema og sin setting in mente er det jo en ambitiøs og velment intention, men desværre flirter filmen flere steder med det faktuelt og moralsk problematiske: Medicin og elektrochok er noget frygteligt noget, lyder budskabet. Det var det måske i ’Gøgeredens’ 1970’ere, men ikke partout i nutidens Danmark.
»Der er jo ingen, der vil ende som Omar«, siger Simon Juls karakter om Zlatko Burics overspillede dopehead. Nej, det er der ikke, men psykotiske mennesker bliver ikke normale af at droppe medicinen. At filmen samtidig dyrker et par forslidte fordomme om det psykiatriske system – at psykiatere hader psykologer, og at psykisk syge er kugleskøre – er en helt anden snak.
Kommer ’Kolbøttefabrikken’ til at sælge mange billetter? Sikkert, Mick Øgendahl er jo med. Er det en vellykket film set med anmelderøjne? Desværre ikke.
Lad striden fortsætte.
Kort sagt:
Producenten Ronnie Fridthjof har gjort det igen: ’Kolbøttefabrikken’ er endnu en usjov komedie, men denne gang med et endnu mere problematisk lag i form af sit tvivlsomme budskab om psykisk sygdom. Mia Lyhne og Ole Boisens komiske talent lyser glimtvis op i en improviseret og fordomsfuld pseudo-kritik af det psykiatriske system.