CPH PIX: ’White God’
Frem til halvvejsmærket ligner ’White God’, sidste års Un Certain Regard-vinder i Cannes, til forveksling en socialrealistisk østblokudgave af ’Beethoven’ og ’Lassie vender hjem’.
Den indesluttede Lili (fint underspillet af den 13-årige debutant Zsófia Psotta) skal bo hos sin far i tre måneder, da hendes mor tager et midlertidigt job i udlandet. Men faren, en sur stodder, vil ikke have hendes elskede hund Hagen boende på grund af myndighedernes nyindførte afgift på gadekryds (nej, filmen er ikke så subtil i sin samfundskritik), så han efterlader den i vejkanten, mens Lili kaster et langt, vådt blik gennem bilruden.
Og så er der lagt op til den helt store, fantastiske hjemrejse, ikke?
Nope.
Filmen forvarsler en lidet disneyficeret slutning med sine ildevarslende nærbilleder af slagterknive, der kløver kød, og sin smukke prolog, hvor en cyklende Lili jagtes gennem Budapests gader af en horde af hunde. Og ganske rigtigt udvikler den sig til en dystopisk-allegorisk feberdrøm, da Hagen bliver taget til fange og opdrættet som kamphund med slebne tænder, før han senere ansporer en grufuld hunde-horror-hævn over de svigefulde mennesker (som sagt: not so subtle).
Det er en meget usædvanlig og fascinerende film, som rører de mest usandsynlige ingredienser sammen – lidt ’Lassie’, lidt ’Beethoven’, lidt ’Fuglene’, lidt ’Abernes planet’ – og får noget både sødt og stærkt ud af det. Ikke et harmonisk hele, men en masse gode idéer og kraftfulde øjeblikke, realiseret med en Trier’sk kompromisløshed om ikke ditto elegance.
Lidt selvironi havde måske gjort godt i slutningen, som trods sine ætsende billeder kan være svær at tage 100 procent alvorligt. Og så forrådes det naturalistiske, poetiske håndholdte kamera af den generiske underlægningsmusik, der bruges til spændingsopbygning og chokeffekt efter alle horrorkunstens regler.
Det mest imponerende ved ’White God’ er, hvor meget den ungarske instruktør Kornél Mundruczó og hans hundetrænere får ud af de 250 firbenede skuespillere. Især de to hunde, der deles om Hagen-rollen, må hellere se at få ansat en sekretær til at tage sig af alle henvendelserne fra Hollywood, for sjældent har et kæledyr på film haft så meget personlighed. Credit til Mundruczó, som åbenbart er en endnu dygtigere hundeinstruktør end personinstruktør. Og scenerne, lavet uden CGI, hvor hundredvis af menneskets åbenbart knap så gode venner galopperer gennem Budapests boulevarder er en mageløs logistisk bedrift.
Den uforudsigelige historie er konstant spændende, så selvom Mundruczó til tider er lige ved at kløjes i sine egne ambitioner, hæver ’White God’ sig højt på sine uudslettelige enkeltscener, der fremkalder både tårer, gåsehud og eftertanke.
Kort sagt:
Den ungarske Un Certain Regard-vinder ’White God’ er en uperfekt, men stærk allegorisk fortælling, et gadekryds mellem ’Lassie vender hjem’ og ’Abernes planet’ og en særpræget oplevelse, som tager stikket hjem på sin imponerende billedside og sine firbenede stjerneskuespillere.