Her er filmene, du ikke må misse på årets CPH PIX

Årets store filmfestival CPH PIX frister med et utal af spændende oplevelser i de københavnske biografer 27. oktober til 9. november. Men hvor skal man starte i programmets filmiske overflødighedshorn? Vi har udvalgt 15 af de absolut mest interessante titler.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘American Honey’

Den britiske mester Andrea Arnolds (‘Fish Tank’, ‘Red Road’) seneste film inviterer os på roadtrip sammen med en flok white trash-magasinsælgere, der rejser tværs over USA.

Her møder vi den 19-årige filmdebutant Sasha Lane, der flygter fra sit hjem og finder fællesskab, frihedsfølelse og ekstatisk lykke hos en gruppe af frie outsidersjæle. Hun forføres og fascineres af gruppens leder og topsælger, Jake, der spilles af Shia LaBeouf i sin måske bedste filmpræstation nogensinde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Train to Busan’

Sydkoreas første bud på et solidt zombiebrag blev udtaget til årets Cannes-festival og er blevet beskrevet som et møde mellem ‘World War Z’, ‘Dawn of the Dead’ og ‘Snowpiercer’.

I ‘Train to Busan’ tager en fortravlet, rig forretningsmand toget med sin datter, der på sin fødselsdag ikke ønsker andet end at besøge sin mor i Busan. En syg kvinde stiger dog på toget kort før afgang, og inden længe står de midt i et regulært zombieudbrud, der forvandler den hyggelige togtur til en hæsblæsende kamp om overlevelse.

Se filmen ved Soundvenue og CPH PIX’ midnatsvisning på fredag 23.59 i Imperial – den eneste danske mulighed for at se filmen. Læs mere og køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Certain Women’

Den filosofiske ‘Certain Women’ var en af de mest hædrede film ved dette års Sundance-festival. Filmens instruktør, Kelly Reichardt, har stået bag roste film som ’Meek’s Cutoff’, ’Wendy & Lucy’ og senest ‘Night Moves’ med Jesse Eisenberg og samler i sin nye film et stjernespækket cast bestående af Laura Dern, Michelle Williams og Kristen Stewart.

Filmen handler om tre kvinder, hvis veje krydses i en lille by i Montana. De kæmper alle tre med problemer som ægteskab, forelskelse og endda gidselstagning, som de hver især skal løse på egen hånd. Tematisk kredser filmen om kvindelig uafhængighed, samtidig med at den undgår at placere kvinderne i offerrollen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Raw’

Den franske spillefilmdebutant Julia Ducournau har høstet stor hæder på filmfestivalerne med sit kannibalistiske horrordrama ‘Raw’. Filmen fulgte i Lars von Triers ’Antichrist’-fodspor og fik efter sigende flere tilskuere til at besvime under sin første visning.

I filmen udvikler den 16-årige, dedikerede vegetar Justine en umættelig tørst efter kød efter at have smagt rå lever som del af et ydmygende rustursritual på veterinærskolen. Langsomt begynder kannibalistiske tendenser at tage form…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Dark Night’

Tim Sutton (‘Pavilion’, ‘Memphis’) endnu ikke fået den hæder, der måske burde tilfalde ham, men det kan hans foruroligende og tankevækkende ‘Dark Night’ ændre på.

‘Dark Night’ er en gribende fortælling om masseskyderiet i Aurora, hvor James Holmes i 2012 åbnede ild udover publikum under en midnatsvisning af ‘The Dark Knight Rises’. Den gribende beretning fokuserer på ofrenes liv op til den tragiske nat, men skildrer også kortvarigt den psykotiske morders forberedelser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘High-Rise’

Engelske Ben Wheatley er en mester i at blande kulsort humor med dybt originale plots, som altid foldes ud på overraskende vis. Lige fra den gakkede ‘Sightseers’, hvor et dysfunktionelt par myrder ubehøvlede mennesker for et godt ord, til horror-thrilleren ‘Kill List’, der lader en lejemorder afdække en mystisk konspiration fyldt med alt fra okkultisme til pædofili.

‘High-Rise’ tager udgangspunkt i J.G. Ballards roman af samme navn og udspiller sig i en dystopisk parallelverden i 1975. Her flytter Robert Laing (Tom Hiddleston) ind i et tårnhøjt boligbyggeri, hvor festerne bliver vildere, og moralen fordærves i et samfund, hvor klasseforskellene aldrig har været mere udtalte.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Swiss Army Man’

Endnu en vellykket spillefilmdebut kommer fra makkerparret Dan Kwan og Daniel Scheinert, der med Daniel Radcliffe som pruttende lig og Paul Dano som suicidal øboer har formået at vinde mange publikums hjerter.

I ‘Swiss Army Man’ afbrydes den skibsbrudne Hank (Paul Dano) i sit selvmordsforsøg, da liget af Manny (Daniel Radcliffe) skyller op på stranden. Det viser sig, at Mannys lig er overraskende multifunktionelt og kan alt fra at hugge brænde til at producere drikkevand. Og så kan det altså prutte i en lind strøm, hvilket viser sig at være en altafgørende egenskab, når det umage makkerpar skal væk fra øen.

Læs vores anmeldelse til fem stjerner HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘David Lynch: The Art Life’

Filmen, der lukker os ind i en af de mest betydningsfulde filmkunstneres liv og værksted. Den 70-årige David Lynch tager os med på en personlige rejse gennem de vigtigste år af hans liv – fra ‘Eraserhead’ til ‘Inland Empire’ – i et forsøg på at forstå, hvad der ligger til grund for hans surreelle kunst.

‘David Lynch: The Art Life’ er co-instrueret og klippet af den danske klipper Olivia Neergaard-Holm, der også har arbejdet på ‘Victoria’ og ‘Shelley’. Filmen er en gave til Lynchs mange fans.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘In Embryo’

Ulrich Thomsens internationale karriere blev taget til et nyt niveau, efter han blev castet som den nådesløse gangsterboss Kai Proctor i ‘Banshee’. Nu er Thomsen klar til nye udfordringer og giver sig således i kast med sin instruktørdebut, tilmed på engelsk: ‘In Embryo’.

Filmen handler om Sean, en enspænder og narkohandler fanget i en verden af sleske typer og lette kvinder. Han har et succesfuldt liv som kriminel i samarbejde med sin partner Peter, spillet af Ulrich Thomsen selv, men da Sean forelsker sig i heroinmisbrugeren Lily, begynder hans verden at krakelere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Chevalier’

Der er dømt mandehørm, når en flok forfængelige, selvfede mænd tager ud på en lystyacht for at konkurrere om, hvem der er bedst til alt (!). Mændene noterer point for alt fra karaoke til fiskeri, når de folder deres ego ud i denne absurde græske komedie.

Instruktrør Athina Rachel Tsangari, der også gjorde sig positivt bemærket med sin dristige ‘Attenberg’ (2010) og er en central figur i den nye græske filmbølge, leverer med ‘Chevalier’ et lige dele foruroligende og underholdende billede af den vestlige verdens maskulinitetsbegreb.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Wailing’

‘Oldboy’ (2003), ‘Forår, sommer, vinter… og forår’ (2003) og ‘A Bittersweet Life’ (2005) er bare et lille udpluk af de fænomenale koreanske film, der er slået igennem på vestlige breddegrader i nyere tid. Og nu følger ’The Wailing’ trop.

Drama møder horror i filmen, hvor en fremmeds ankomst til en lille by lader til at udbrede en uforklarlig og uhyggelig sygdom. Alle byboerne anklager den mystiske fremmede, og byens politimand trækkes ind i midten af den kaotiske situation, da også hans datter smittes.

‘The Wailing’ er instrueret af Na Hong-jin, der også har stået bag de velskruede krimithrillere ‘The Chaser’ (2008) og ‘The Yellow Sea’ (2010).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Happiest Days in the Life of Olli Mäki’

I sommeren 1962 har den finske fjervægtsbokser Olli Mäki sit livs chance for at blive verdensmester i sin vægtklasse. Det eneste, Mäki skal gøre, er at holde sig i form og smide et par kilo, men de sikre planer falder hurtigt fra hinanden, da han forelsker sig i Raija.

Finske Juho Kuosmanen vandt den fine Un Certain Regard-pris på årets Cannes-festival for denne charmerende filmbedrift, som er skudt på flot sort-hvid 16mm. Baseret på en sand historie,fortæller filmen på rørende vis om en mand splittet mellem kærlighed og ære.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Operation Avalanche’

I ‘Operation Avalanche’ er der dømt håndholdt 16mm guerilla-film og konspirationsteorier, når en gruppe ambitiøse CIA-agenter i 1967 infiltrerer NASA under dække som dokumentarister, der vil afsløre en russisk muldvarp. De får dog pludselig en ny mission, da NASA er ved at tabe rumkapløbet: De skal fabrikere månelandingen.

For dem som holder af konspirationsteorien om, at Stanley Kubrick skulle have fabrikeret månelandingen, er der med ’Operation Avalanche’ fantastiske nyheder, for gæt hvem CIA-agenterne hyrer til at indspille filmen i filmen? ’Operation Avalanche’ er instrueret af Matt Johnson, som også stod bag skoleskydningskomediedramaet ‘The Dirties’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The 9th Life of Louis Drax’

Normalt er franske Alexandre Aja kendt som horror-instruktøren af film som ‘Mirrors’ (2008), ‘The Hills Have Eyes’ (2006) og den fænomenale ‘Haute Tension’ (2003), men med sin seneste film ‘Horns’, hvor Daniel Radcliffe gror, ja, horn, begyndte han at bevæge sig i en ny retning.

Retningsskiftet fortsætter med ‘The 9th Life of Louis Drax’, der skulle starte som et hospitals-melodrama og langsomt forvandle sig til et whodunit-mysterium med rigelige mængder psykologiske twists.

I filmen ligger den niårige Louis i koma efter at være faldet ud over en klippe. Men faldt han nu også? Historien er baseret på en roman af Liz Jensen og har et skævt cast bestående af Jamie Dornan (’The Fall’, ‘Fifty Shades of Grey’), Aaron Paul (‘Breaking Bad’) og Sarah Gadon (‘Enemy’).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Staying Vertical’

Filminstruktøren Léo leder efter inspiration til sit næste projekt, da han ved tilfældets magt forelsker sig i en fårehyrde, som han får et barn med. Men en dag skrider kvinden, og Léo skal pludselig til at klare sig selv.

‘Staying Vertical’ er en allegorisk fortælling om at turde tage ansvar for sit liv, og så er den komplet fordomsfri i sin skildring af sex og kærlighed på tværs af alder og køn. Den er instrueret af Alain Guiradie, der tidligere stod bag homo-thrilleren ‘Stranger by the Lake’. Og heller ikke hans nyeste film er for de bonerte eller blufærdige…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bonus, hvis du seriøst vil udfordres: ‘The Woman Who Left’

En festival som CPH PIX giver en formidabel mulighed for at udfordre sig selv og se film, man ellers ikke kan tage sig sammen og se. Til de eventyrlystne kan filippinske Lav Diaz’ seneste tour de fource, ‘The Woman Who Left’, anbefales. Diaz laver film, som tager den tid, de tager, og det er ikke usædvanligt, at spilletiden løber op på otte-ni timer, når Diaz virkelig folder sig ud.

‘The Woman Who Left’ vandt Guldløven på den prestigefyldte Venedig-festival og er kun på bette fire timer. Den fortæller tålmodigt sin historie om en kvinde, der efter at have været uskyldigt indespærret for et mord i 30 år, beslutter sig for at tage hævn over sin tidligere elsker.

Held og lykke.

Du kan se ‘Train to Busan’ ved Soundvenue og CPH PIX’ midnatsvisning på fredag 23.59 i Imperial – den eneste danske mulighed for at se filmen. Læs mere og køb billet HER.

Læs også: Mød Mads Mikkelsen til en eksklusiv karrieresnak under CPH PIX

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af