‘Den sidste tid’: Et hjerteskærende portræt af dommedagsfanatikere fra Ribe

5 6
Dokumentar
Instruktion

Christoffer Dreyer

Spilletid

75 min.

Premiere

Den 16. november

Solen skinner, og det gamle ægtepar Hans og Esther smiler. De sidder afslappede og glade i hver deres elektriske rullestol og ruller gennem et idyllisk landskab i Ribe. De har været gift i over 50 år, og de er begyndt at planlægge guldbryllup. Nu er de på vej til købmanden. Men det er ikke kage eller andre festlige artikler, de skal have denne dejlige dag i den jyske by. De er på jagt efter produkter, der skal sikre deres overlevelse, når dommedag rammer.

Ifølge Hans og Esther er det nemlig kun et spørgsmål om tid – kort tid – før jorden begynder at falde fra hinanden. Siden 1972 har de brugt store dele af deres liv på at tolke Bibelen for at finde ud af hvornår. Nu bruger de deres liv på at informere om den såkaldte ’sidste tid’ på Facebook, Twitter og Youtube, uden videre gennembrud

Den danske dokumentarfilmmager Christopher Dreyer balancerer med ’Den sidste tid’ mellem kærlighed og død – og lykkes med missionen. For filmen er mere end noget andet en hjerteskærende kærlighedshistorie om et aldrende ægtepar, der selv er ved at løbe tør for tid.

Hvor mange muligvis var faldet for fristelsen til at konfrontere Hans og Esther og fremstille dem som desillusionerede fanatikere, har Dreyer valgt en langt mere undersøgende fremgangsmåde. Kameraet kommer helt tæt på Hans og Esther inden for hjemmets fire vægge, og vi får et intimt indblik i deres liv – både når de er kærlige, og når de skændes.

På den måde minder ’Den sidste tid’ om Michael Hanekes romantiske, men samtidig sorgtunge og illusionsløse ’Amour’ om et ægtepars sidste dage sammen. Parallellen bliver styrket, når Hans næsten besvimer og bliver indlagt på hospitalet.

Trods dommedag og sygdom er ’Den sidste tid’ dog ikke sorgtung. Hans og Esther er simpelthen for karismatiske, for positive (!), for livsglade. Når de afslutter hinandens sætninger og diskuterer nye SoMe-strategier for at nå ud med budskabet om den sidste tid, bliver deres interesse for apokalypsen et billede på deres store kærlighed til hinanden. Det er et friskt og menneskeligt perspektiv, der adskiller sig fra de gængse fortællinger om okkulte subkulturer.

Det betyder ikke, at ’Den sidste tid’ er et ukritisk, hyggenyggeligt portræt. Kontrasten mellem hygge og helvede skydes som en tofarvet pil gennem hele filmen, der veksler fornemt mellem harmoni og mørke. I starten og slutningen akkompagneres rødfarvede, animerede billeder af verdens undergang af Hans’ hårde stemme, der taler om jordens undergang, og denne eksperimentelle dynamik kunne man have ønsket sig endnu mere af.

Det gør dog ikke filmen mindre varm, hjerteskærende og befriende fordomsløs.


Kort sagt:
Christopher Dreyer giver konspirationsteoretikerne et menneskeligt ansigt i ’Den sidste tid’ – et varmt portræt af det gamle ægtepar Hans og Esther, der forbereder sig på dommedag, for verden og dem selv.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold