’Aminas breve’: Esben Smed har angst i øjnene, før filmen knækker

’Aminas breve’: Esben Smed har angst i øjnene, før filmen knækker
3 6
Spillefilm
Instruktion

Jacob Bitsch

Medvirkende

Esben Smed, Sarah-Sofie Boussnina, Lisa Carlehed, Omar Shargawi

Spilletid

85 min.

Premiere

Den 9. marts

Det er tydeligt, hvor filmen knækker.

I det øjeblik hvor skizofrene Janus tripper foran en gangsterbule, hvis overhoved kender hans forsvundne drømmepige Aminas bopæl. En hjemløs følgesvend advarer ham:

»Du skal passe på, han er fucking sindssyg, mand«.

Janus skænker ham ikke et blik:

»Det er jeg også«.

Bum.

Fra det øjeblik muterer ’Aminas breve’ fra lavmælt psykologisk drama til hårdkogt gangsterthriller med Janus som usandsynlig selvtægtsmand. Det er et brat stilskifte på halvvejen, et overlagt brud på kontrakten med publikum, som de følgende actionscener ikke kan forsvare.

For nok kastede Aminas skriverier kulør på de hvide vægge under Janus’ indlæggelse, og nok er tanken om hende stadig et værn mod sindets fjender, men det er svært at tro på skrøbelige, tilknappede Janus som dreven voldsmand. Endda med overskud til en rap machoreplik i ny og næ.

Jeg forestiller mig, at det har fungeret i Jonas T. Bengtssons romanforlæg, men kogt ned til filmspilletid virker handlingen, ja, skizofren.

Instruktør Jacob Bitsch lykkes ellers med at oversætte romanens indre syn til billeder, godt hjulpet på vej af Esben Smed, der har ensomhed og angst i øjnene og ser så forsvindende lille ud i sin brors penthouse-lejlighed – for ikke at snakke om den store verden, der består af alt det, man slår sig på. Scenerne, hvor Janus vender hjem fra klinikken til en isolation, der er værre end den, der mødte ham under indlæggelsen, er tunge af melankoli, tilsat væmmelige stik af paranoia.

Og hans eftersøgning af Amina, der pludselig stoppede med at skrive breve under hans indlæggelse og nu er forsvundet, er smuk i al sin enkelhed – indtil han springer ud som gangster.

Også den flygtige romance mellem Janus og en skizofren kunstnerveninde resonerer, både som seksuel pardans mellem to glasfigurer, der for en stund er afskåret fra verdens skarpe kanter, men også som et frustrerende bevis for Janus’ besættelse. For selv om kunstneren er alt, han har brug for, kan han ikke for alvor se hende for sit sinds svulstige panoramabillede af Amina.

Men det er alt sammen før, Janus’ opsporingsarbejde bliver barskt og blodigt, nærmest som var filmen bange for at tabe publikum i det stille studie af de psykiske lidelsers tusmørke.

Der er en pointe med stilskiftet, men da sandheden om Amina kommer frem, og filmens to ansigter forenes i ét, er interessen forduftet i en sådan grad, at man dårligt orker at spile øjnene op.


Kort sagt:
Skizofrene Janus jagter sin forsvundne drømmepige i ’Aminas breve’, der starter som et sorgfuldt filmdigt over livet i de psykiske lidelsers greb, men undervejs muterer til hårdkogt gangsterthriller. Det fungerede måske i romanforlægget, men det gør det ikke på film.

Læs også: Det, der får Esben Smed til at tude

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold