Bekræftet: ‘Skam’ sæson 4 kan ses fra Danmark

Bekræftet: ‘Skam’ sæson 4 kan ses fra Danmark

Det vakte stor bekymring, da NRK i januar lagde geoblocking på ‘Skam’, så man ikke længere kunne se den fra Danmark. Årsagen var, at musikrettighederne kun var clearet for Norge, og at ingen havde regnet med, at serien ville blive så stor i de øvrige skandinaviske lande (læs: Danmark).

Siden har NRK arbejdet på at finde en løsning, og det er nu lykkedes. Det bekræfter NRK’s advokat Kari Anne Lang-Ree i en mail til Soundvenue, hvor hun skriver, at ‘Skam’-bloggen, hvor alle småklip og social media-opslag bliver postet, vil være tilgængelig i hele Norden.

De fulde afsnit skal dog ses på DR, som har rettighederne, og det vides endnu ikke, hvor hurtigt de kommer efter premieren på NRK. Det er dog kun de danske tekster, der er i vejen for, at det kan blive vist stort set samtidig. Her er Kari Anne Lang-Rees fulde svar:

»Det vil være muligt at følge Skam-bloggen fra hele Norden igennem hele sæson 4. Det betyder, at danske, norske, svenske og finske unge sammen kan følge med i de klip, som lægges ud på P3’s ‘Skam’-side og kommentere klippene sammen. Her lægges alt indhold ud i realtime, både korte filmbidder, når der sker noget i dramaet, og posts fra sociale medier.

De fulde ugeafsnit bliver sendt på tv og nettet af DR i Danmark. NRK er pt. ikke informeret om, hvornår DR planlægger at vise sæson 4, men NRK har tilrettelagt det sådan, at afsnittene kan lægges ud af DR stort set så snart, de har lagt undertekster på. NRK’s player på NRK.no, hvor afsnittene publiceres af NRK, vil være geoblocket uden for Norge. Kun DR kan vise de fulde afsnit i Danmark. 

Vi er meget tilfredse med, at bloggen kan publiceres i hele Norden. Bloggen er hjertet i ‘Skam’, den følges af ‘Skam’s målgruppe, og ‘Skam’-redaksjonen synes det er vigtigt, at ungdommen i Norden får lov at være fælles om den«, skriver Kari Anne Lang-Rees.

Læs også: Seks tanker om ‘Skam’-traileren – om den sigende sang, blodet og benspændet

Læs også: Sanas mest bemærkelsesværdige facetter – og én, vi håber at få uddybet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af