’Herrens veje’ afsnit 5: Skru ned for Gud!

’Herrens veje’ afsnit 5: Skru ned for Gud!
Simon Sears i 'Herrens veje'.
Foto: Trine Harden
Johannes bad August om at lytte til Gud, ikke psykiatrien, og Christian begik paradoksalt Facebook-selvmord. Vi har samlet det bedste og værste fra femte afsnit.
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Adam Price

Medvirkende

Lars Mikkelsen, Morten Hee Andersen, Simon Sears, Ann Eleonora Jørgensen, Fanny Louise Bernth, Laura Bro

Spilletid

55 min

Premiere

Den 22. oktober

Ugens bedste: »Skru ned for Gud«

’Herrens veje’ er bedst, når den stiller skarpt på folkekirkens truede position i det moderne Danmark. Når den udbasunerer forskellene mellem institutionens gammelkirkelige korsfarere og det 21. århundredes omflakkende eksistenser.

Som da Johannes havde et ungt par i audiens på præstegården. Parret ville giftes i kirken, for det gør man jo, men de var begge lunkne på den fortælling, kirken sælger. Det førte til de forbudte ord: »Kan du skrue lidt ned for Gud?«

For Johannes, den rigidt religiøse provst, for hvem Gud er drivkraften i universet, kunne man dårligt finde på en grovere fornærmelse. De vantro bruger hans kirker til rap battles og yoga, og selv når de bliver gift i Guds hus, vil de ikke kendes ved deres skaber.

Det understregede den forfaldshistorie, som dramaet kredser om: Folkekirken ses som en ’hyggelig’ del af vores fælles historie, men også som en institution, der har mistet sin relevans.

Ugens værste: Når alt ramler, så ramler det virkelig

’Herrens veje’ har fra starten banket sine pointer fast med forhammeren. Ordene udtales klart og dybt, så de runger mellem kirkens vægge, de bibelske referencer er for heftige til at overse, og når modgangen møder familien Krogh, rammer de bunden med dundrende hast.

Ægtepar i krise i ‘Herrens veje’. (Foto: Trine Harden)

Johannes’ pointe er, at mennesker først for alvor lever, når de svinger mellem ekstase og smerte i ufortyndet form. Rent dramatisk resonerer serien dog stærkest, når den tager toppen af følelserne. Det gjorde femte afsnit ikke just.

August så for fjortende gang sit civile offer i febersyn, mens han lod sveden regne ned over lagenerne a la ’Trainspotting’, og Johannes rystede over hele kroppen, mens Elisabeth var på scoretogt. Ofte tænker jeg, at et tomt blik eller et blegt ansigt, antydningen af smerte, ville ramme dobbelt så hårdt.

Annonce

Ugens spørgsmål: Likehunter-Buddha på selvhjælpsturné

Hvorfor i alverden poster man sit Facebook-selvmord på Facebook? Christians indignerede statusopdatering skulle være første skridt på rejsen mod indre balance, men det virker selvmodsigende at indlede færden med en veritabel like-magnet på de sociale medier.

Det hører til det værste, man kan finde i sit feed: Forvirret ung mand rejser til Nepal, finder sig selv i bjergene, vender hjem og fortæller alle, hvor lidt de fatter.

Spørgsmålet er måske snarere, om Christian virkelig fik deponeret sin vrede i Himalaya-bjergene? For da han blev inviteret til krydsforhør hos P4, hev han arrigt værten ned fra sin piedestal, da han holdt foredrag, gik han i flæsket på en tekniker med rigeligt sul på sidebenet, og da han mediterede på stranden, skreg han mod havet.

Du har stadig lidt vej til nirvana, angry man.

Ugens religiøse reference: Følg hyrden ud af mørket

Johannes udfordrede den moderne psykiatri med en behjertet prædiken til August, midt i tunnelens mørke.

Han reciterede Davids salme 23, der gør mennesker til får og herren til deres hyrde. Hvis man følger ham, vil han lede os til lysere enge. Mens lykkepiller, sagde Johannes, blot vil gøre mørket udholdeligt.

Morten Hee Andersens August holder fast i troen. (Foto: Trine Harden)

Budskabet var problematisk, men filmisk blev hans enetale leveret smukt. Baglyset fra tunnelens udgang gjorde Johannes og August til to silhuetter i randen mellem lys og mørke, de modpoler, som livet ifølge provsten skal svinge mellem. Da ordene begyndte at gøre indtryk på August, skiftede vinklen, og pludselig så vi de to mænd i lyset.

Det var et besnærende koncentrat af Johannes’ syn på tro og liv. Og det bundløse svigt, som det afføder.

Bundlinjen: Skarpe blik på tro og kirke

Lars Mikkelsen råber, så kirkebænkene skælver, desperationen dirrer i øjnene på Morten Hee Andersen, Simon Sears leverer verbale takedowns, så det smælder, og Ann Eleonora Jørgensen holder tårerne tilbage, så man kan se et skybrud bag blikket.

Skuespillerne i ’Herrens veje’ er slet og ret fænomenale – også når manuskriptet svigter dem.

Det, der mangler, er en forståelse for, at dramaet ikke altid skal blæses ud af kirkeorgelet. For når Johannes ryster over hele kroppen for femte gang i fem afsnit, og når August får rædselssyner hvert andet øjeblik, siver styrken ud af scenerne.

Men serien er fortsat et vægtigt indspark til debatten om tro og kirke i Danmark. Da Johannes skulede af et forlovet par, der bad ham om at skrue ned for Gud i kirken, og da han beordrede August til at se bort fra lykkepiller, fordi det er søvngængerens flugt fra herrens prøvelser, hev serien igen fat om nælderne i grøften mellem nutidens sindelag og kirkens forskrifter.

Og så var det rart at få Christian tilbage i folden. Selvom hans buddhistiske korstog blev født som en eklatant selvmodsigelse, kastede det flere kostelige scener af sig. Ufrivilligt eller ej – det var værd at foretrække sammenlignet med Himalaya-munkens klæge floskler.

Læs også: ‘Herrens veje’ afsnit 4 – »Jeg troede kun på halvdelen af det, de sagde«