’Herrens veje’ afsnit 4: »Jeg troede kun på halvdelen af det, de sagde«

Ugens værste: Buddhism 101

Jeg lærte tre ting, mens Christian var på skolebænken i Himalaya:

1) Vestlige storbymennesker er vrede – og tykke

2) Buddha er mellow

3) Fyrretræ skal stables, så det kan ånde

Det er ikke første gang i ’Herrens veje’, at en repræsentant for en anden religion end kristendom skøjter ind fra højre og belærer de enfoldige danskere om dette og hint. Tanken om brobygning på tværs af religioner, om indsigter fra andre kulturer er sympatisk, men Christians dannelsesrejse mod streng buddhistisk sjælefred var så skematisk, at man kunne spotte ordene i manuskriptet.

Drøftelsen af følelser kontra fornuft, tilgivelse versus vrede blev passende klippet sammen med flashbacks til Christians forelskelse i Christiania-pigen Nanna, der kun skulle have et vognlæs moneter af patriark Johannes for at forlade ham.

Men sat så skarpt op mod den vestlige verdens dårskab blafrede de buddhistiske læresætninger mest som fede floskler i den tynde luft.

Vi var langt fra de ensomt ordløse poesi i Kim Ki-duks ’Forår, sommer, efterår, vinter… og forår’. I ’Herrens veje’ mødte hvid mand munk, fik et Wiki-crash course i buddhisme og blev sat til at stable træ og feje gulve, mens han nærmede sig den evige, tomme ro.

Det er set før – og bedre.

Ugens bedste: Bløde ord og hårde piller ved dødslejet

Mere kød var der på Augusts forfaldshistorie i det stressede Vesten. Han kiggede dybt i pilleæskerne og uddelte tomme ord til en mand på dødslejet.

Skidt med, at feltpræstens eskapader i Mellemøsten løsrev sig fra realismen, for behandlingen af de posttraumatiske sjælesår stak dybt. Morten Hee Andersen imponerede som en mand, der polstret af Guds støtte har faret mod præstehvervet, men nu føler jorden bæve under sine fødder.

’Herrens veje’ behandler igen den døende med stor nænsomhed, og det samme prøvede August, da han blev tilkaldt. Men han troede ikke på sine egne dulmende ord, som han troede på dem engang. Virkelighedens fæle grimasse har givet de kanoniserede sætninger en hul klang.

En mand, der har navigeret efter et skudsikkert religiøst kompas i hele sit liv, mærkede nu viseren farte nervøst omkring. Og da han huggede pillerne fra bordet ved dødssengen, forstod man, at han er så langt ude, at han dårligt er til at nå.

Kan han være from uden at bekende sine synder? Kan han bekende sine synder uden at kvase sit navn? Det er store spørgsmål, der kræver store svar – om end færre cliffhangere.

Ugens store spørgsmål: Adjø til Elisabeth?

Det står efterhånden klart, at serien handler om herrens, ikke kvindens veje.

I fjerde afsnit blev der føjet nok en femme fatale til seriens brogede skare af kvinder, der enten er nedrige eller underkuede. At Johannes så gnidningsfrit kunne deponere Nanna i Peru, virkede som en voldsom skæbne for arme Christian, der blev harpuneret af rosens torne.

På præstegården moste Johannes’ elskerinde tungen ned i provstens mund, uden at det så ud til at gå nogen af dem på. Det samme kunne man ikke sige om Elisabeth, der – endelig! – såede tvivl om fremtiden med Johannes. Spørgsmålet er så, om hun udskifter trussel med handling?

Man kan vælge at beskue udviklingen på to måder: Det er befriende, at en af seriens kvinder (fraregnet de nedrige) udfordrer den mandlige modpart. Men det er forstemmende, at oprøret sker på grund af hans handlinger.

Der er ingen tvivl om, at patriarkatet går sin undergang i møde, men forhåbentlig tager Elisabeth og co. snart nogle beslutninger uden at forholde sig til mand eller kæreste.

Ugens religiøse symbol: Rosen rejste sig fra urinen

Som rødkælken, der rejste sig fra graven i afsnit 1, spirede rosen i fjerde afsnits sidste indstilling. Det er et klassisk bibelsk symbol, ofte forbundet med Jomfru Maria. I dette tilfælde rejste skønheden sig dog fra en pøl af urin, signeret af Elisabeth og hendes norske veninde.

Billedet stod i kontrast til Augusts besvimelse ved julebordet, men hang fint sammen med Elisabeths ’opstandelse’. Vil også hun rejse sig mægtigt og smukt fra en ækel jord?

I hvert fald må vi forvente, at hun fremover udretter andet end at plante tunge symboler i haven.

Bundlinjen: Smagen var fersk

Det ville klæde ’Herrens veje’ at afsøge gråzonerne nøjere.

Et sted i Himalaya blev vestens ræs og buddhismens ro stillet klodset over for hinanden, i flashbacks blev Christian kasseret af kæresten for en klækkelig sum, og Elisabeth handlede først, da Johannes snavede elskerinden i eget hjem.

Dramaet serveres i mundrette bider, men smagen er fersk. Mere interessant bliver det, når August forsøger at navigere i mørket efter et liv i Guds lys, når han bærer byrden af sin skyld, så han selv krakelerer, men familienavnet består, og når han siger det rigtige til den døende, men selv synes, det lyder forkert.

Her er det tvivlen, der råder.

Price og co. har lagt dramaet svulstigt op fra første frame – og fred være med det. Men de blødende familieopgør og højtsvævende religiøse diskussioner må ikke forstyrre blikket for karaktererne. I fjerde afsnit troede jeg kun på halvdelen af det, de sagde.

Læs også: Kaosset i DR’s dramakulisse er også en stor mulighed

Læs også: Anmeldelse af ‘Herrens veje’ afsnit 3 – Adam Price sparer aldrig på smørret