’Herrens veje’ afsnit 6: »Det var nummeret for tykt«

’Herrens veje’ afsnit 6: »Det var nummeret for tykt«
Lars Mikkelsen forkynder i sjette afsnit 'Herrens veje'.
Foto: Trine Harden
August og Christian var brødre, som brødre er bedst, mens præsterne fejrede påske, som var de på klub i København. Vi kigger nærmere på det værste og bedste i sjette afsnit af ’Herrens veje’.
3 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Adam Price

Medvirkende

Lars Mikkelsen, Morten Hee Andersen, Simon Sears, Ann Eleonora Jørgensen, Fanny Louise Bernth, Laura Bro

Spilletid

55 min

Premiere

Den 29. oktober

Ugens bedste: Lammere og ømhed

Nok var han irriterende, munken i Himalaya-bjergene, men jeg føler alligevel trang til at sige det samme til ’Herrens veje’, som han sagde til Christian: »You forget to breeeeaaathe«. For når serien udskiller sæben fra melodramaet og zoomer ind på familien Krogh i deres stille, sårbare stunder, får følelserne for alvor genklang.

I sjette afsnit malede særligt én sekvens med fine farvenuancer: Mødet mellem brødrene August og Christian Krogh i en hytte langt fra larmen.

De regenererede først til svundne tiders drengeleg, med små slåskampe som udslag af uudtalt kærlighed. Senere gjorde de sig svage for hinanden i stilheden. Infantil hanekamp udviklede sig til fortrolighed med bund i et livs samvær, uden at det virkede selvmodsigende – tværtimod.

August og Christian hygger i ‘Herrens veje’. (Foto: Trine Harden)

Den harmløse oprustning blev til en dyb afvæbning i det broderlige helle, men rollerne var byttet om. Nu farer præmiesønnen August rundt i et eksistentielt ingenmandsland, men Christian har selv været der og føler ingen skadefro.

For en stund virker det, som om Kain og Abel-allegorien er skrinlagt til fordel for et forenet broderopgør mod den store patriark. Hvad enten det er ham i himlen eller ham på præstegården.

Ugens værste: Party like a priest

Jeg har været til flere fester, hvor absinten flød i floder, og pengesedler blev rullet sammen på toilettet, men jeg har aldrig set noget som præsternes dommedagsdruk til påskefesten.

Den nye graver, slangen på præstegården, forstod så sandelig at trænge ind bag de kirkelige miner og opkvikke den fromme forsamling med hjemmelavet spiritus, der kunne tage synet fra en ørn. Snart slangede de sig på dansegulvet, mens sveddryppende nærbilleder erotiserede fadæsen fælt.

Bedst, som man troede, at festlighederne havde eskaleret maksimalt, valgte en mand og en kvinde – jeg kan ikke huske, hvem de er, så lad os kalde dem Adam og Eva – at smide alt andet end de kødelige klæder og og sætte ild til en havetraktor.

Jeg var stået helt af længe inden.

Annonce

Ugens religiøse referencer: Hvepsen og den brændende busk

Hvad var meningen med galskaben? Jo, en tornebusk skulle jo i brand, ligesom den, Gud satte ild til, da han viste sig for Moses, og så kunne Adam og Eva kigge på, skamfulde over deres menneskelige synder. De synder, som Johannes deler med dem, og Elisabeth nu deler med ham.

For at smide yderligere damp på de religiøse kedler, var det en vildfaren hveps – om end ikke den bibelske bremse – der førte Johannes mod værelset, hvor Elisabeth og den norske violinist lå i øm, nøgen omfavnelse.

De højere magters indgriben i plottet er efterhånden så mægtig, at den er svær at anskue som rent billedsprog. I så fald er det nummeret for tykt.

Violinerne spiller i ‘Herrens veje’. (Foto: Trine Harden)

Ugens store spørgsmål: Tåler Johannes modangrebet?

Johannes havde netop fået kirkevæggene til at synge med en prædiken om livets fristelser, om begæret efter de ting, der ikke tilhører os. Det var en selvransagende monolog, en retorisk jonglering med nye boller på suppen, men det var også et varsel om den våde lyst, der fik Elisabeth til at smide hæmningerne på første sal og fik busken til at gå i brand i gården.

Johannes’ hustru fik således knaldet fast, at friheden går begge veje, noget, provsten tidligere har bekræftet. Men kan han tåle et så drastisk overgreb på sit patriarkat? Og støder det mod hans stokkonservative bibellæsning, at konen valgte en af samme køn?

Uanset hvad må Liv nok indstille sig på at vende violinen væk fra præstegården.

Bundlinjen: Symbolerne dikterede dramaet

I forrige afsnit bad en kommende ægtemand Johannes om at »skrue ned for Gud«. I det nye afsnit kunne man have bedt Adam Price om at gøre det samme.

Ikke forstået sådan, at ’Herrens veje’ skal skære i diskussionen om kirke og tro, for det er der, serien finder sin eksistensberettigelse. Problemet er, at Price og co. er så forhippede på at belyse dramaet med bibelske symboler, at det næsten virker, som om billedsproget dikterer handlingen – ikke omvendt.

Hvorfor skulle folk af kirken ellers tylle sprut i spandevis, smide kludene og køre rundt på en havetraktor? Firmafester kan være fornøjelige, selv på præstegårde (formoder jeg), men det virkede åbenlyst, at de to festaber skulle ende som Adam og Eva foran en brændende busk, koste, hvad det vil.

I sidste ende var det ’Herrens veje’, der stod nøgent frem. Med alle sine menneskelige laster.

Læs også: ‘Herrens veje’ afsnit 5 – skru ned for Gud!