Filmredaktør om Zentropa-sag: »Alle-fucking-vidste-det«

Filmredaktør om Zentropa-sag: »Alle-fucking-vidste-det«
'Der kommer en dag' fra sidste år er en af de seneste film, Peter Aalbæk Jensen har produceret. Den handler om kostskolebørn, der bliver mishandlet, mens alle ser passivt til, før en enkelt lærer (Sofie Gråbøl) siger fra.
Alle tager afstand til Peter Aalbæk Jensens sexistiske metoder, og bedre sent end aldrig. Men det er også tid til at kigge indad.
Filmredaktør om Zentropa-sag: »Alle-fucking-vidste-det«
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

Da Weinstein-skandalen kørte på sit højeste, gik manuskriptforfatter Scott Rosenbergs Facebook-opdatering viralt. Rosenberg havde selv været tilknyttet The Weinstein Company i en årrække under storhedstiden, og han slog sin hovedpointe fast med syvtommersøm:

»So, yeah, I was there. And let me tell you one thing. Let’s be perfectly clear about one thing: Everybody-fucking-knew«.

Siden har overgrebs- og krænkelsesskandalerne bredt sig som en steppebrand. Også til den danske filmbranche, hvor Politiken, Information og Radio24syv har sat fokus på Zentropa og nærmere bestemt selskabets stifter Peter Aalbæk Jensens temmelig usædvanlige ledelsesmetoder, der inkluderer smæk i numsen, sexlegetøj i gaver til de kvindelige ansatte, befamling, verbale tilsvininger med seksuelle overtoner (»se, fissen snakker«) og rituelle ydmygelser som kønsbehåringsmåling og nøgenhedskonkurrence under den årlige julefrokost.

Konsekvenserne har allerede været til at tage at føle på for Zentropa. Den vigtige svenske partner på blandt andet Lars von Triers film, Film i Väst, vil ikke støtte film, der har Aalbæk på rulleteksterne, mens Det Svenske Filminstitut, der er en central bidragyder til mange af selskabets film, har varslet, at virksomhedskulturen og ikke mindst Peter Aalbæks diskutable forsvar (vel i virkeligheden et angreb) kan få betydning for det fremtidige engagement i Zentropas film.

Sagerne fra 2013

Zentropa er et komplekst foretagende. Selskabet revitaliserede vitterligt en stagneret dansk filmbranche i 90’erne. Deres anarkiske grundfilosofi har et stykke hen ad vejen været en befrielse i et ellers lidt leverpostejsfarvet dansk filmmiljø, og mange af selskabets toppositioner har været og er besat af kvinder: Fra de nuværende hovedproducere Louise Vesth og Sisse Graum Jørgensen, der begge sidder i ledelsen som nogle af de mest magtfulde skikkelser i dansk film, til a-liste-instruktører som Susanne Bier og (for år tilbage) Lone Scherfig.

Til gengæld er det ikke særligt komplekst – særligt i lyset af den seneste tids fokus på ligestilling, sexchikane og krænkelseskultur – at slå fast, hvor langt ude og unødvendige mange af Peter Aalbæks påfund har været: Det er hverken fordrende for stor filmkunst eller god produceruddannelse at blive ydmyget, hverken med udgangspunkt i sit køn eller i det hele taget.

Alligevel får man i Scott Rosenbergs ånd lyst til at sige: Alle-fucking-vidste-det.

Peter Aalbæks metoder har været rigt beskrevet og diskuteret i medierne i årenes løb. Især med fokus på den småtteordning, som også er hjørnestenen i Information og Politikens dækning. Flere historier blev bragt frem i Anne Mette Lundtoftes bog ’Zentropia’ fra 2013, der vakte debat, men uden at fordømmelsen var entydig eller nærmede sig det niveau, vi oplever i disse dage – og uden at medierne gjorde sig umage for at optrevle, om der fandtes flere lignende historier.

Dengang syntes det stadig til diskussion, om Peter Aalbæks perfiditeter faktisk var en grundsten i den internationale succes, som Zentropa var blevet.

Annonce

Forblændet

Blandt alle insidere var Aalbæks ekstreme og grænseoverskridende adfærd velkendt. Mange har selv været med til Zentropas julefrokoster, filmjournalisterne har hoppet nøgne i Aalbæks pool i Cannes, og man skal som brancheperson have levet i en effektivt isoleret boble, hvis man ikke har hørt historier om folk, der har haft ubehagelige oplevelser i Filmbyen.

Det kan godt være, at samarbejdspartnere, ejere (Nordisk Film), offentlige støtteinstitutioner, journalister, fagforbund og menige filmfolk ikke har kendt til de nærmere detaljer, som nu er blevet beskrevet, men man har absolut heller ikke haft lyst til at kradse i overfladen og stille mange kritiske spørgsmål.

I dag har alle travlt med at fordømme Aalbæk.

»En kultur bliver først en kultur, når andre klapper ad ydmygelserne og griner med«, lyder det i en leder i Politiken, som slår løs på Zentropa-ledelsen omkring Aalbæk, men også belejligt undlader at give sig selv et rap over nallerne og erkende: Vi vendte alle det blinde øje til.

Jeg har selv dækket dansk film i en årrække, også da ’Zentropia’ udkom. Og jeg hørte også til dem, der slog Aalbæks stil hen som barnlige narrestreger og en parentes i historien om en farverig filmmand, der turde slå i bolledejen og på et to minutters interview kunne levere flere sound bites, end de fleste andre kunne på to timer. Jeg var også forblændet og tog ikke historierne nær så seriøst, som jeg burde.

Alle pudser glorien

Sidst i oktober – i kølvandet på #MeToo – blev den celebre, kontroversielle modefotograf Terry Richardson bandlyst af de store magasiner Vogue, Wired og GQ.

Der var sådan set ikke kommet noget nyt frem om Richardson, som ledte til eksklusionen. Anklagerne om krænkelser af kvindelige modeller havde floreret i årevis, mens magasinerne ufortrødent benyttede fotografen. Men efter Weinstein-sagen gik det op for magasinernes ejer Condé Nast International, at de nok hellere burde trække sig fra ethvert samarbejde. Det stred mod idealerne. Læs: Man skulle nødig ende i en shitstorm.

Der er en flig af samme hykleri i fordømmelsen af Zentropa. Selvfølgelig er det velgørende, at alle tager behørig afstand fra de ting, Peter Aalbæk har stået i spidsen for. Og det er godt, at opgøret og oprøret kommer nu – bedre sent end aldrig.

Men før vi pudser glorien alt for intenst, må vi også spørge os selv, hvorfor vi har bagatelliseret Zentropa-kulturen i alle disse år. Hvorfor har vi haft behov for amerikanske shitstorms med store konsekvenser for de involverede, før vidnesbyrdene blev taget seriøst? Hvorfor tager vi først afstand fra Aalbæk nu, hvor hans storhedstid for længst er forbi? I dag er han menig producer om end nok også – og smag lige på det: Kulturbærer.

Det er fint, at alle langer ud. Men det er også tid til at kigge indad.

Læs også: Tidligere medarbejdere og Zentropa-producere fortæller om sexchikane og ydmygelser fra Peter Aalbæk