Universal dropper at udgive gyseren ‘The Hunt’ i kølvandet på masseskyderier og angreb fra Trump

Universal dropper at udgive gyseren ‘The Hunt’ i kølvandet på masseskyderier og angreb fra Trump
'The Hunt'.

Havde du set frem til den dystopiske gyserfilm ‘The Hunt’, skrevet af altid fremragende Damon Lindelof (‘The Leftovers’), kommer du til at vente længe.

Filmen skulle egentlig være ude i de amerikanske biografer til september, men i kølvandet på de seneste ugers masseskyderier i Californien, Texas og Ohio samt et Twitter-angreb fra præsident Donald Trump, der i fredags beskyldte Hollywood for at være racistisk og skade landet, har Universal valgt at trække ‘The Hunt’ fra distribution.

‘The Hunt’ følger 12 amerikanere, der vågner op i en lysning uden nogen anelse om, hvordan de er endt der, for snart at blive jagtet af den rigeste én procent. Der bliver med andre ord ikke sparet på skydevåbnene og mordene.

Universal havde angiveligt sat marketingkampagnen på pause efter masseskyderierne, men det var Trumps kritik, der gjorde udslaget og fik studiet til helt at trække filmen.

»Selvom Universal Pictures allerede havde sat marketingkampagne på pause efter nøje overvejelser, har studiet også besluttet at afblæse vores planer om at udgive filmen. Vi står ved vores filmskabere og vil fortsat distribuere film i samarbejde med modige og visionære skabere, ligesom dem, der har arbejdet på denne satiriske sociale thriller. Men vi forstår, at det lige nu ikke er det rette øjeblik at udgive filmen«, udtaler Universal i en pressemeddelelse.

Trump langede i fredags ud efter Hollywood i en række Tweets, hvor han skrev: »Liberale Hollywood er racistisk på højeste niveau og med stor vrede og had. De kan godt lide at kalde dem selv ‘eliten’, men de er ikke eliten. Faktisk er det ofte de mennesker, som de er stærke modstandere af, der er den egentlige elite. Filmene, der bliver udgivet, er lavet for at skabe røre og kaos. De skaber deres egen vold og så forsøger de at skyde skylden på andre. De er de sande racister og meget dårlige for vores land!«

Det er langt fra første gang, at Trump forsøger at give de kreative industrier skylden for at skabe en voldskultur i USA, i stedet for at fokusere på den liberale våbenlovgivning. Tidligere på ugen kritiserede han videospil, og koblede disse med de seneste masseskyderier.

Læs også: Armie Hammer hænger Marvel-formand ud for at støtte Trump

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold