Weinstein-lignende chef spøger i traileren til MeToo-filmen ‘The Assistant’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Never sit on the couch«, lyder det i traileren til post-#Metoo-filmen ’The Assistant’, hvor vi følger en enkelt dag i en ung kvindelig assistents arbejde for en Weinstein-inspireret monsterchef. Netop Miramax-chefen Weinstein, hvis omfattende overgrebssag blev startskuddet på bevægelsen, var kendt for at bruge sin sofa som en såkaldt »casting couch«, hvor unge skuespillerinder skulle gøre mangt andet end bare at sætte sig for at få en eftertragtet rolle.

Sidste måned satte vi fokus på MeToo-bevægelsens definerende begivenheder samt de film og tv-serier, der er blevet dens hovedværker her to år efter. Men med filmbranchens lange produktionstid er det i virkeligheden først nu, vi for alvor begynder at se de konkrete filmiske behandlinger af de skelsættende personer og sager, hvilket ’The Assistant’ og den kommende Fox-baserede ’Bombshell’ er eksempler på.

Det unge ’Ozark’-talent Julia Garner, der også er aktuel i ’Modern Love’ på Amazon, spiller filmens hårdtarbejdende assistent, som blandt andet skal dække over sin sexgale chefs udskejelser. Som det første i traileren mødes hun med firmaets HR-ansvarlige, spillet af ’Succesion’-skuespilleren Matthew Macfadyen, hvorefter assistentlivets rædsler udfoldes for vores øjne.

Rolling Stone har beskrevet filmen som »diskrimination i form af tusind papercuts«, hvilket netop er sigende om chefen, hvis dårlige opførsel farver stemningen i firmaet, uden han nødvendigvis nogensinde dukker op som andet end en stemme i telefonen eller tilstedeværelse bag en lukket dør.

’The Assistents’ realtime-greb kan muligvis skabe samme thriller-effekt, som vi før har set i både den internetcentrerede ’Searching’ og danske ’Den skyldige’.

Filmen er instrueret af Kitty Green, der før har stået bag den kritikerroste Netflix-film ’Casting JonBenet’, der fortalte om det virkelige mord på en seksårig pageant-stjerne ved at caste de indblandede som skuespillere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af